Carl Emil Falbe |
28. august 2010
Der bliver flere og flere fattige danskere, men regeringen gør næsten ingenting ved det, mener Rådet for Socialt Udsatte
Det er regeringens skyld, at antallet af fattige danskere vokser.
Det mener Rådet for Socialt Udsatte, som kritiserer regeringen for ikke at gøre nok for at bekæmpe fattigdommen i Danmark. I stedet for at hjælpe mennesker ud af fattigdom skubber regeringen, ifølge rådet, mange mennesker "ud over kanten" til fattigdom.
Rådet for Socialt Udsatte har undersøgt konsekvenserne af starthjælp, kontanthjælpsloftet og nedsat kontanthjælp, og i rådets årsrapport bliver det slået fast, at det er de nedsatte sociale ydelser, der er problemet.
Ifølge rådet er det i dag veldokumenteret, at de meget lave ydelser skubber et stort flertal af modtagerne ud over kanten.
"De kommer endnu længere væk fra samfundet, bliver modløse, opgiver samvær med venner og familie, børnene bliver socialt isolerede og mange kan ikke købe helt basale livsfornødenheder som medicin, tøj og sko."
Sådan lyder konklusion fra Rådet for Socialt Udsatte.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) afviser dog, at de nedsatte ydelser skaber fattigdom.
"Faktum er, at ydelserne får flere ud på arbejdsmarkedet, og de får flere ud af isolation. De får flere tilbage til et liv, hvor man kan forsørge sig selv, bidrage til fællesskabet og komme ud blandt kolleger. Før vi indførte for eksempel starthjælp, var der mange, der sad fast i kontanthjælpssystemet, fordi det simpelthen ikke kunne betale sig at få et job," siger Inger Støjberg.
2010 er EU's fattigdomsår, og formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, havde gerne set, at regeringen havde brugt fattigdomsåret som en anledning til selvransagelse og en mere konstruktiv tilgang til emnet.
"Fattigdommen vokser, og der er brug for handling. Danmark har brug for en offensiv strategi, der bekæmper den stigende fattigdom. Strategien skal sikre et rimeligt forsørgelsesgrundlag og opbygge menneskers ressourcer frem for at skubbe dem ud over kanten," siger Sjursen.
Ifølge socialminister Benedikte Kiær (K) er der ikke belæg for at hævde, at fattigdommen i Danmark vokser.
Ifølge ministeren tager Jann Sjursen udgangspunkt i Arbejderbevægelsens Erhvervsråds beskrivelse af fattighed, hvor man bruger det relative fattigdomsbegreb, som egentlig bare måler størrelsen på lavindkomstgruppen.
"Og den gruppe vil altid blive større og mindre, når vi befinder os i en periode med henholdsvis en høj- eller lavkonjunktur. Jeg mener ikke, at man på nogen måde kan bruge det relative fattigdomsbegreb til noget seriøst i forhold til, hvordan vi skal hjælpe de udsatte grupper," siger Benedikte Kiær, som mener, at regeringen allerede fører en offensiv socialpolitik.
"Vi har gang i en lang række initiativer, der skal hjælpe personer i en sårbar situation. Derfor har vi også sat ekstra tre milliarder kroner af til de socialt udsatte over de næste tre år," siger hun.
Rådet for Socialt Udsatte vil præsentere deres årsrapport og deres forslag til, hvordan fattigdom og social nød kan bekæmpes, på et stormøde i morgen i Odense.
/ritzau/
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad