Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) ved et tidligere Danmissions repræsentantskabsmøde.
- Sonny Munk Carlsen/ Scanpix.
Bente Clausen |
28. august 2010
Lukning af et såkaldt dialogteam skaber igen debat i Danmarks største missionsselskab, som i denne weekend holder repræsentantskabsmøde
Er religionsdialog en særlig kategori inden for mission? Eller er al mission i dag dialog?
To forskellige opfattelser af dialog tørner sammen, når landets største missionsselskab, Danmission, i dag og i morgen holder repræsentantskabsmøde.
Lukning af missionsselskabets såkaldte dialogteam, der arbejdede med dialog mellem religioner, fik sidste år repræsentantskabsmødet til at vedtage en resolution om, at "bestyrelsen pålægges af repræsentantskabet en videreudvikling af dialogarbejdet særligt med henblik på den muslimske verden". For stemte 175, imod 3.
Den diskussion blev ikke lukket sidste år.
Når repræsentanterne mødes i år, bliver netop denne diskussion genoplivet, og især repræsentanterne fra Københavns Stift har svært ved at se udviklingen af den dialog, som tidligere var et flagskib i Danmarks største missionsselskab.
Leif Munksgaard, tidligere missionær, missionssekretær og repræsentant fra København, siger, at dialogen er klart svækket.
"Der er nedlagt tre stillinger i huset, og en person har fået en hel region at passe fra Egypten. Og jeg mener godt, vi kan bebrejde bestyrelsen, at den ikke har styrket dialogen."
Advokat Carin Juul Genfer, der skal fremlægge et forslag til dagsordenen, siger: "Det er Københavns stiftsbestyrelses opfattelse, at bestyrelsen ikke overholdt vedtægterne og styrkede dialogen, som repræsentantskabet krævede sidste år. Og hvis bestyrelsen ikke mener, at det er tilfældet, så bør vedtægterne ændres."
Og det er netop spørgsmålet om, hvem der har magten til ændringer på trods af vedtagne handlingsplaner, der nok skal skabe røre søndag formiddag på Hotel Nyborg Strand. Ligesom spørgsmålet om, hvorvidt al mission er religionsdialog, eller om religionsdialog er en særlig kategori, nok vil blive debatteret.
Bestyrelsesmedlem i Danmission Jørgen Skov Sørensen siger, at Danmission ikke har nedlagt dialogen, kun dialogteamet, og derfor har bestyrelsen ikke overtrådt vedtægterne.
"Der er ansat et par til dia- logarbejdet i Egypten, der kommer et nyt par til Zanzibar, og der er to i Indien," siger han.
I Danmark er der Mødestedet på Vesterbro i København, og en medarbejder i Danmission arbejder fuldtids med dialog.
Konsulent Mogens Mogensen, der har livslang erfaring med mission og religionsdialog, understreger, at han ikke kender de interne forhold i Danmission.
"Om dialogen er indsnævret eller udvidet afhænger af, om der er skabt plads og investeret i dialogen andre steder i organisationen. For der er meget, meget stort behov for, at Danmission, som den største spiller og i hvert fald tidligere også primus motor i dialogarbejdet, investerer i religionsmødet i Danmark. Hvis vi dropper arbejdet i Danmark, så er det de udsendte i partnerlandene, der betaler prisen, for verden er så globaliseret i dag, at det ikke nytter at skelne mellem udsendte og dem, der arbejder herhjemme," siger han.
Lektor Hans Raun Iversen, en af repræsentanterne fra Helsingør Stift, mener ikke, at dialogarbejdet i Danmission er afgået ved døden.
"Men udadtil er der ikke den klare profil, som der har været. Der skal være en tovholder i Danmark, hvis det skal op pådet niveau igen. Og hvis det ikke passes, kan dét, der er opbygget, hurtigt afgå ved døden igen," siger han.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad