Skrøbelig bistand

Den rige del af verden skal tænke sig rigtig godt om med sin hjælp til den fattige del. For i mange tilfælde virker hjælpen ikke. Nogle gange forværrer hjælpen endda problemerne. Det fremgår af et anfægtende notat om den internationale bistandshjælp i skrøbelige lande, som Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, har udsendt i maj, og som netop er kommet frem.

Forskerne Lars Engberg-Pedersen og Adam Moe Fejerskov rejser flere alvorlige spørgsmål. Har udviklingsbistanden til Afghanistan øget produktionen af narkotika, selvom hensigten var den modsatte? Ender bistandsmidler til Somalia i piraternes lommer og fører til endnu mere pirateri? Og spreder konflikter sig, fordi donorlande i eksempelvis Afghanistan vil have bistand til de uroprovinser, hvor de selv har soldater? Hvormed de fredelige områder lærer, at vold giver penge?

Der findes ingen klar definition på, hvad et skrøbeligt land er, ud over at det er "lavindkomstlande under et særligt pres". Det mener Verdensbanken, som har udpeget 40-50 stater til kategorien. Hvad der gør et land skrøbeligt, er imidlertid meget forskelligt. I nogle tilfælde er det krig, i andre tilfælde mangel på stærke statsinstitutioner.

I andre lande igen er statsmagten tværtimod alt for stærk og underkuer befolkningen. Ifølge nyere dansk bistandspolitik skal den danske udviklingsbistand samtænkes med mulighederne for at fremme demokrati og menneskerettigheder, men den linje advarer forskerne direkte imod i krigsførende lande. Bistand til skrøbelige stater kræver modsat, at støtten forvaltes "fleksibelt og uafhængigt af krav om, at modtagerne skal opføre sig i overensstemmelse med danske værdier", skriver de.