Han er ikke i tvivl om, at personlige fortællinger om holocaust vækker andre følelser hos ham end hos ikke-jøder.

"Der er ikke nødvendigvis tale om større eller kraftigere følelser, for hvordan måler man det? Jeg tror, jeg har en relation til holocaust i kraft af min historie. Men jeg tror samtidig, at det er umuligt at sætte sig ind i det levende helvede, som lejrene var. Hvis man ikke har været der, tror jeg ikke helt, man forstår det. Ligegyldigt, om man er jøde eller ej."

Jonatan Cohn Maxild mener, det er helt centralt at huske, hvad der skete. Også selvom han ikke synes, jøders identitet skal være betinget af holocaust.

"Nogle tænker måske, at det er så længe siden, at vi skal se at komme videre. Men det er kun 60 år siden. Jeg føler, at det nærmest var i forgårs. Jeg tror ikke, at minderne om holocaust nogensinde vil blive udvisket. Om 100 år vil det stadig stå stærkt. "

Jonatan Cohn Maxilds egen familie har også haft holocaust helt tæt inde på kroppen. Farmoderen har tilmed skrevet en bog om sine oplevelser, "En jødisk families saga". I 1943 blev hans farmor og farfar samt hendes forældre taget af tyskerne og sendt til kz-lejren Theresienstadt i Tjekkiet. Her var de indespærret indtil 1945, og blandt andet oplevede farfaderen at blive skudt i benet, da han nægtede at følge en ordre i sit job som ligbærer. Men de overlevede. I modsætning til deres slægtninge rundt omkring i Europa.

Jonatan Cohn Maxild er ikke i tvivl om, at oplevelserne i Theresienstadt har plaget hans bedsteforældre. De har blandt andet forfulgt hans farmor i form af mareridt.

"Men min familie besluttede sig for at skue fremad frem for at lade fortiden eksistere som en ond skygge over sig. Det handlede om at komme videre."

Og det var blandt andet med staten Israels oprettelse, at det dårlige blev erstattet med det gode i Jonatan Cohn Maxilds familie:

"Jeg tror, at denne ombytning af dårlig og god – og så mine bedsteforældres ønske om, at det ikke skulle ødelægge deres liv og dominere deres hverdag – er grunden til, at holocaust ikke eksisterer som et tabuiseret traume i min familie, men at vi i stedet har et åbent, men ikke altoverskyggende forhold til det," siger han.

Men selvom fortiden ikke spøger i dagligdagen, gør Jonatan Cohn Maxild sig stadig tanker om den:

"Jeg tænker stadig på, om det kunne ske igen. At man kunne blive udpeget og miste visse rettigheder på grund af sin religion. Det kunne jo have været mig selv for 60-70 år siden. Men jeg tror nu ikke, det kommer til at ske i Danmark," siger han.

graa@kristeligt-dagblad.dk