Morten Skærbæk |
31. august 2010
DR sagde i går farvel til 104 medarbejdere i en ny sparerunde. Det medførte arbejdsnedlæggelser i en række afdelinger. Generaldirektøren forstår frustrationen
DR-medarbejdere i hobetal nedlagde i går arbejdet i sympati med de 104 kolleger, der i en ny stor sparerunde i går enten blev fyret eller indgik fratrædelsesaftaler.
Blandt de afdelinger, hvor arbejdet blev nedlagt er Aftenshowet på DR 1, P3, P1 Morgen, P1 Debat, Debatten på DR 2, Kontant på DR 1, DR's forskellige regioner rundt i landet og DR Nyheder.
Og selv om DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, på den ene side tager afstand fra strejkerne, udtrykker han også forståelse for frustrationerne.
"Jeg kan aldrig billige overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Men DR's medarbejdere er naturligvis frustrerede og kede af at skulle sige farvel til så mange dygtige kolleger," siger Kenneth Plummer.
Stillingsnedlæggelserne kommer som konsekvens af den medieaftale, der blev indgået i maj mellem Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
I medieaftalen står blandt andet, at DR's nyhedsdækning skal styrkes, og derfor falder det både Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, og Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, for brystet, at 26 af de 104 stillinger skal findes i DR Nyheder.
"Fyringen af 104 medarbejdere i DR, heraf 26 medarbejdere på DR Nyheder, betyder dårligere kvalitet for de danske lyttere og seere og vil blandt andet forringe nyhedsudsendelserne stik imod hensigterne i VKO?s eget medieforlig," lyder det i en pressemeddelelse fra Mogens Jensen, mens Ellen Trane Nørby mener, at man "nærmest slagter" nyhederne.
Generaldirektør Kenneth Plummer tror dog på, at DR fortsat kan leve op til formålet.
"Alle områder af DR bliver ramt i forbindelse med spareplanen, men jeg er sikker på, at vi kommer til at leve op til forpligtelserne i både det nye medieforlig, i forbindelse med den kommende public servicekontrakt og i radio- og tv-loven," siger Kenneth Plummer.
Han mener ikke, at fyringerne vil få konsekvenser for nyhedsdækningen.
"Det er da klart, at det bliver sværere for os, men vi har en klar intention om at gøre den bedre, altså styrke den. Det kommer vi til ved at omprioritere, effektivisere og bruge nye teknologier i endnu højere grad," lyder planen fra Plummer.
En konsekvens af spare-runden er, at underholdningsprogrammet "Talent" ikke sendes næste år, ligesom programmet "Forsvundne danskere" sendes sidste gang i 2011.
/ritzau/