Ordet

Mark. 4, 26-27

Der er misforståelser, som kan være årsag til megen forsagthed i Guds menighed. En af dem er, at de små resultater af evangeliets forkyndelse skyldes, at vi ikke har gjort nok, for at det skulle bære frugt.

I denne lignelse om vilkårene i Guds rige er der en klar skelnen mellem, hvad der er vort ansvar, og hvad Gud selv tager ansvar for.

Vi har som denne bondemand ansvar for at tilså marken. Vi er sat til at sprede Guds ord både så rigeligt og så godt, vi nu kan. Der er ikke tale om en bevidstløs uddeling af skriftsteder, men om, at vi ansvarsbevidst formidler evangeliet til de forskelligste mennesker. Der skal tales til børn på en måde, så netop de forstår, hvad det handler om. Og der skal tales til mennesker, som aldrig har hørt et ord om Jesus, på en anden måde, end når der forkyndes til dem, der er fortrolige med Guds ord. Vi er konstant udfordret til omtanke, når vi i vore forskellige sammenhænge skal så Guds ord.

Men dermed er også vort ansvar ophørt. Væksten i hjerterne er Guds sag. Den kan vi ikke sikre eller fremskynde. Det, der sker i hjerterne, er en sag mellem Gud og den enkelte.

Lignelsen forvisser os om, at Gud er virksom og til stede med sin kraft der, hvor hans ord er sået i et menneskehjerte. Så kan vi vente og bede med den samme sindsro, som manden i lignelsen: Han sover og står op nat og dag, og kornet spirer og vokser.

"Klokken slår,/ tiden går,/ troen på ordet sin prøve står;/ er det faldet i hjertemuld,/ overstår det vel vinterkuld,/ bærer sin evigheds-frugt." (Salmebogen nr. 399, vers 1).

Hanne og Flemming Frøkjær-Jensen