USA tager et langt skridt ud af Irak

Det amerikanske militær har droslet langsomt ned over det sidste halve års tid, og indtil videre har det ikke skabt uventede, store sikkerhedsproblemer. Alle kendere af Irak er dog enige om, at det er nu, den afgørende periode kommer. Landets forskellige oprørsgrupper vil utvivlsomt forsøge at udfordre den irakiske hær, og hvis den ikke magter opgaven – samtidig med at det politiske system er svagt og ude af stand til at samarbejde – kan det irakiske korthus styrte sammen på et øjeblik.

"Irak står stadig over for et alvorligt oprør, og der er dybe etniske og sekteriske spændinger i landet. På trods af dets potentielle olierigdomme er dets økonomi en af de dårligste i verden, målt i reel indtægt pr. person. Krigen i Irak er ikke ovre, og den er ikke vundet. Situationen er præcis lige så kritisk nu som på noget andet tidspunkt siden 2003,"skriver Anthony H. Cordesman, sikkerhedspolitisk og mellemøstlig ekspert ved Center for Strategiske og Internationale Studier, CSIS, i Washington, USA, i en kommentar til den amerikanske tilbagetrækning fra Irak.

Anthony H. Cordesman understreger, at Irak stadig har brug for hjælp og støtte på enhver tænkelig måde, hvis landet skal overvinde sine interne spændinger. Samme vurdering har Kenneth Pollack, direktør ved Saban Center for Mellemøstpolitik ved det amerikanske forskningsinstitut Brookings, som i en række indlæg i amerikanske medier om den aktuelle situation i Irak har understreget, hvor sårbart landet stadig er.

Pollack minder om, at erfaringen viser, at halvdelen af alle borgerkrige blusser op igen inden for fem år efter en våbenhvile. Hvis et land har store rigdomme i form af råstoffer som guld, diamanter – eller olie – stiger risikoen yderligere. Derimod kan faren begrænses til en tredjedel, hvis en udenforstående magt – i dette tilfælde USA – påtager sig at fungere som fredsbevarende styrke og mægler mellem parterne.

"Den frygt og vrede, grådighed og hævngerrighed, som kastede Irak ud i den første borgerkrig, lurer stadig lige under overfladen. Derfor er det så vigtigt, at USA fortsætter sit engagement i Irak," skriver Kenneth Pollack i den amerikanske avis Washington Post – med en klar understregning af, at man ikke skal forvente, at opgaven er løst inden for de næste par år.

"Irak har et stort potentiale, men på dette tidspunkt er det stadig blot – et potentiale. Landet rummer også store farer, ikke blot for irakere, men også for de amerikanske interesser i en af verdens strategisk mest betydningsfulde regioner. Uanset hvad vi kalder vores mission, vil vi opleve tab i de kommende år," konkluderer han.

Det er de irakiske politikere, der først og fremmest sidder med nøglen til en stabilisering af landet. På tirsdag er det et halvt år siden, at irakerne var til parlamentsvalg, men de valgte politikere er stadig ikke blevet enige om at udpege en regering med alt, hvad deraf følger af politisk usikkerhed og mangel på beslutninger.

"Den store usikkerhedsfaktor er den politiske proces. Landet skal have en politisk ledelse, hvis man vil undgå uroligheder. Så længe der er et magttomrum, levner man plads til oprørerne," mener Helle Lykke Nielsen fra Syddansk Universitet.

Derfor står og falder udviklingen i Irak med, at de irakiske politikere evner at samarbejde, vurderer Kenneth Pollack fra Brookings Instituttet. I en diskussion for nylig på instituttets hjemmeside om tilbagetrækningen fra Irak pegede han på, at hvis den politiske proces gør fremskridt, vil det være muligt at holde oprørerne i ave på et niveau, hvor de nok er en trussel for den enkelte iraker, men ikke tilstrækkeligt stærke til at bringe selve staten i fare. Bryder den politiske proces derimod sammen, vil sikkerhedssituationen – med Pollacks ord – gå ad helvede til.

Problemet i Irak er, at politikerne i overvejende grad repræsenterer forskellige etniske og sekteriske grupperinger snarere end politiske overbevisninger i traditionel forstand, hvilket gør kompromiser på tværs meget vanskelige. Hovedgrupperne er sunni- og shiamuslimer, men de er igen splittet op i en række mindre grupper og fraktioner, for eksempel kurdiske sunnimuslimer.

Chris Toensing, redaktør af det amerikanske magasin Middle East Report og direktør for forsknings- og oplysningsprojektet Middle East Research and Information, peger på, at de interne spændinger ganske vist allerede eksisterede under Saddam Hussein, men er blevet uddybet under den amerikanske tilstedeværelse i landet.

"Krigen og den amerikanske besættelse har for første gang gjort den etnisk-sekteriske identitet til det organiserende princip i irakisk politik. USA har været med til at forstærke den tendens, blandt andet ved at opmuntre de irakiske sunniarabere til at tænke på sig selv som sunnier først og dernæst irakere, siger Chris Toensing.

Han forudser, at der vil gå lang tid, før det etnisk-sekteriske fodaftryk, som USA har efterladt i Irak, forsvinder – men at det ikke er umuligt. Det samme mener Helle Lykke Nielsen, som trods alle genvordigheder og den stadige risiko for, at korthuset vælter, har bevaret tilliden til, at Irak i sidste ende får overvundet sine interne konflikter.

"Hvis man tager de optimistiske briller på, vil man se, at Irak rent faktisk har flyttet sig. Da Saddam Hussein sad ved magten, var der ingen tegn på forandring. Det er der nu. Irakerne har en ny slags stat, der er en demokratisk forfatning – uanset hvor svært man har ved at få den til at fungere. Landet har lidt meget store omkostninger, men udviklingen peger fremad," siger hun.

Der er ingen præcise tal for, hvor mange irakere der er døde under krigen, men der skønnes at være mindst 100.000 civile ofre. Heraf er omkring 20.000 lig stadig ikke identificeret. 4416 amerikanske soldater er slået ihjel.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk