Jeg kommer til at tænke på den stakkels buschauffør i Brabrand, som skulle kontrollere en persons månedskort, men hvor det var umuligt at øve kontrol, fordi fotografiet på kortet ikke svarede til det sorte klæde, som den burkaklædte passager gemte sig bag. Chaufføren afviste derfor passageren. Rigtigt og nødvendigt. Og til illustration af den fejhed og frygt, der i sådanne sager hersker i Danmark i dag, blev denne chauffør indstillet til afsked af sit busselskab.

Sådan er virkeligheden falsk og anonym, hvor burka- og niqabklædning forekommer, og naturligvis er dette kun til gavn for forbrydere og terrorister. Det er derfor ingen tilfældighed, at netop terrorister iklæder sig burka eller niqab, når de øver deres skumle gerninger, og det er ingen tilfældighed, at forbrydere gør det samme, når de er på flugt fra politiet - sådan som det var tilfældet for nylig med en bankrøver, der søgte at komme over den dansk-tyske grænse.

Nej, konklusionen er efter min mening ganske klar: I enhver offentlig sammenhæng skal et menneske vedkende sig sin identitet og vise sit ansigt, så at han eller hun er til at genkende, og det bør derfor være et afgørende led i vores lovgivning, at der er forbud mod at bære burka eller niqab i den offentlige færdsel og øvrige sammenhæng.

Forholdet er imidlertid, at et sådant forbud har været forelagt her i landet, først som et princippunkt for Det Konservative Folkeparti, siden som et beslutningsforslag i Folketinget, og i begge sammenhænge endte kravet med at blive forkastet, idet man hævdede, at det stred imod Grundlovens paragraf om religionsfrihed.

Påstanden forekommer mig helt forrykt. Jeg tillader mig som teolog at sige, at dette taler tydeligst om juristers overfladiskhed og uvidenhed om religiøse eller for så vidt principielle sammenhænge. Det har naturligvis ikke med religion at gøre, når man bedrager offentligheden via beklædning.

Religion er forholdet til Gud - den, der fordrer og tilgiver et menneske. Religion er derimod ikke et spørgsmål om garderobe og klædningsmæssige bedrag.

Eller jeg siger: Det må ikke være det! - idet jeg tilføjer: Hvis ikke religion bestemmes som troens forhold til Gud, så befinder samfundet sig på en vulkan, der igen og igen kan sprænge samfundet i stumper og stykker.

Og hvorledes lyder ikke paragraf 67 i Grundloven, den, der understreger religionsfriheden: "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden."

Ikke sandt - "den offentlige orden". Jamen, så kan det aldrig være grundlovsstridigt at forbyde den burka eller niqab, som gør nar ad den offentlige orden og kan være et skjul for forbrydere og terrorister. Ifølge Grundlovens paragraf 67 skal disse klædningsdragter forbydes. Jurister, der i fuldt alvor kan tale om grundlovsbrud i forbindelse med et sådant forbud, har hverken krav på respekt eller autoritet.

Og svarer de, at menneskerettighedshensyn og EU-ret støtter deres afvisning af et burkaforbud, så er der først at sige, at selv en totalitær menneskerettighedstænkning vil have vanskeligt ved at forsvare den sharialovgivning, der knytter sig sammen med burka og niqab og som for eksempel legaliserer stening af kvinder, og for det andet kan vi pege på, at Belgien og Frankrig har indført burkaforbud.

Det er mig da en gåde, at danske jurister og politikere vil fastholde deres feje og frygtsomme nej til en lovgivning.

Der er kun ét sandt og gyldigt svar på spørgsmålet om burka og niqab, og det er et klart forbud mod at færdes på offentlige steder iklædt sådanne klædedragter.

Eller for at slutte med Ingemann:

Vil dansken i verden fægte,

Men dølger åsyn og navn,

Jeg ved, hans ånd er ej ægte,

Jeg tager ham ej i favn.

Søren Krarup er folketingsmedlem og menneskerettighedsordfører for Dansk Folkeparti og tidligere sognepræst