I centrum af Århus falder skyggerne langt. Om morgenen dybt over Store Torv. Fra middag til aften over Bispetorv. Det skyldes landets længste og højeste kirke - Århus Domkirke. Majestætisk fylder den horisonten ud med sine 93 himmelstormende meter.

Der var engang, hvor byens teologistuderende studerede inden for denne horisont - eller skygge, om man vil. Efter latinskolens prygl og remser i Skolegyden bagved gik turen til Kannikegade overfor, der har sit navn fra datidens teologiske undervisere: kannikerne.

Teologiske studier og teologisk praksis var kun en lille brostenstur fra hinanden.

Men det er jo længe siden nu. I dagens Århus er teologien flyttet på bjerget - op ad Randersvej - langt væk fra kirkens skygge ? eller horisont.

Teologiens udflytning fra kirkens favntag er dog ikke i sig selv et problem. Teologien skal kunne indgå i en samtale på sin tids præmisser.

Problemet er snarere den kirurgiske præcision, snittet blev udført med i vores danske tradition. I lande, vi normalt gerne sammenligner os med som Tyskland, Norge, Sverige, England og USA, er der en omfattende tradition for at integrere kirkelig praksis undervejs i studiet.

Selvom teologi i praksis er et professionsstudium, kan studiets seks lange år gennemføres uden et eneste besøg i en kirke.

Kirken og akademiet er - som torvet og bjerget i Århus – adskilte. Vores pointe i al sin enkelhed er, at dette ikke går længere.

Hvorfor ikke? Fordi den nuværende situation hviler på en tredobbelt uudtalt forudsætning, der i alle tilfælde er en saga blot:

For det første var der tidligere en lang række uformelle bånd mellem studiet og kirken. Indtil for få år siden kunne de studerende i al hovedsag inddeles i de kritiske tidehvervske, de aktivistiske KFUM og KFUK'ere og så de fromme missionske.