Morten Rasmussen |
1. september 2010
Kristeligt Dagblads hjemmeside fremhæves for at prioritere baggrund og viden, hvor andre satser på hurtige nyheder
Aktiv dødshjælp, blasfemi, folkekirken og fattigdom.
Sådan lyder overskriften på nogle af de mere end 300 temaer, der nu har ført til international fokus på Kristeligt Dagblads hjemmeside.
Editors Weblog, som hører under det internationale redaktørforbund,
har i en større artikel netop sat fokus på Kristeligt Dagblads arbejde med temaer som en kontrast til andre mediers prioritering af hurtige nyheder.
I artiklen fremhæves blandt andet, hvordan Kristeligt Dagblads temaer er prioriteret og opbygget af avisens journalister i modsætning til andre medier, hvor sammenkædningen af artikler ofte sker automatisk ved hjælp af et computerprogram.
"Der er ingen hurtig genvej. Hvis du vil have særligt udvalgt materiale om et emne, skal det gøres manuelt", forklarer Kristeligt Dagblads internetchef, Anders Ellebæk Madsen, der grundlæggende betegner det som en fejl, når net-aviser satser blindt på at konkurrere på nyheder.
"Jeg tror, at aviserne begik en historisk fejl, da nyhederne gik på nettet og de opgav deres position som leverandør af det store billede. Desværre er det sådan i dag, at det ikke er nyhedsmedierne jeg søger til, når jeg for eksempel vil forstå krigen i Afghanistan grundigere. Så går jeg i stedet til
Wikipedia", siger Anders Ellebæk Madsen med henvisning til internettets brugerskabte leksikon, der i høj grad har fungeret som inspiration for Kristeligt Dagblads tema-opbygning.
Kristeligt Dagblads tema-univers består i dag af mere end 300 temaer, opdelt i A-, B- og C-temaer alt efter deres vigtighed og opbygning.
A-temaerne omfatter avisens kernestof, såsom
folkekirken,
Vesten og
islam,
fattigdom,
abort og
blasfemi. Den slags temaer kræver ofte flere ugers arbejde og finpudses løbende, mens B- og C-temaerne dækker over områder, der dækkes mindre tæt.
SE OGSÅ: Kristeligt Dagblads temaer
Formålet med temaerne er, at man med afsæt i både nye og gamle artikler kan opbygge en vidensbank, hvor der sættes fokus på baggrund og historien bag et bestemt emne. Og meget tyder på, at også læserne på nettet søger den slags viden, eftersom mellem 70 og 90 procent af trafikken på Kristeligt Dagblads hjemmeside er på det, der betegnes som ældre artikler.
I artiklen Editors Weblog nævnes det, hvordan store internationale medier, såsom nyhedsbureauet Associated Press, går med de samme tanker om at skabe et tema-univers, men uden endnu at have realiseret det i samme grad som Kristeligt Dagblad.
Det får redaktøren for Editors Weblog, Emma Heald, til at lufte tanken om, hvorvidt Kristeligt Dagblads tilgang kan være den rette vej for verdens avis-hjemmesider, hvoraf mange kæmper hårdt for at bevare deres position.
"Er det her noget, som andre aviser kan implementere? Vil det virke for en avis uden Kristeligt Dagblads specialiserede fokus? At satse på en menneskelig prioritering af stoffet fremfor automatisk redigering er helt sikkert en dyrere og mere tidskrævende løsning, men vil formentligt medføre en mere værdifuld tjeneste", skriver Emma Heald.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad