Tony Blair misforstod udfordringen fra ekstremister

En beslutning, som han stadig fastholder var moralsk rigtig, selvom de påståede masseødelæggelsesvåben ikke eksisterede.

Men han beklager, at så mange britiske soldater mistede livet.

"Jeg er fortvivlende ked af det på deres vegne, ked af, at deres liv blev afsluttet, ked af det for de familier, hvis sorg og tab blev forværret af kontroversen om, hvorfor deres elskede døde."

Beskrivelsen er ikke så stærk, som da Tony Blair første gang oplevede, at en soldat mistede livet som følge af en beslutning, som han tog. Blair beordrede i 2001 en befrielsesaktion mod gidseltagere i Sierra Leone, frem for at trække forhandlinger med gidseltagerne i langdrag.

"Jeg gik rundt i lejligheden, prøvede at forestille mig, hvem han var, hvordan han så ud, hvordan han havde haft det med at medvirke i operationen, nerverne, adrenalinen og erkendelsen af, at døden måske blot var få øjeblikke væk. Jeg reflekterede over det tabte liv, en familie i sorg. Vi kunne stadig forhandle, og han kunne stadig være i live," skriver Tony Blair.

Men lektien og tabene fra Irak og Afghanistan betyder ikke, at Tony Blair afviser fremtidig militær intervention i muslimske lande - tværtom.

"Et Iran med atomvåben vil betyde, at andre i regionen også vil få den samme mulighed. Det vil på dramatisk vis ændre magtbalancen i ikke alene regionen, men også inden for rammerne af islam."

Udadtil rystede han ikke på hånden, men beslutningerne og presset påvirkede premierministeren. Tony Blair beskriver, hvordan han selv troede, at han havde kontrol med sit alkoholindtag, men han erkender samtidig, at han var på den forkerte side af de anbefalede antal genstande om ugen. Men det hjælp ham til at slappe af og flygte fra presset af ansvaret.

"En whisky eller gin og tonic før middag, et par glas vin eller måske en halv flaske til maden. Så ikke overordentlig umådeholden. Jeg havde en grænse. Men jeg var også bevidst om, at det var blevet et fast element."

norum@kristeligt-dagblad.dk