Palæstinenserne har en kristen dynamo

Samtidig er palæstinensernes særlige teologiske lokalbryg – hvor man accepterer, at teologi og kirke spiller en rolle i det offentlige rum med eksempelvis at fremme demokrati – med til at skabe et håb for, at den kristne minoritet faktisk har en fremtid i Det Palæstinensiske Selvstyre. Teologiske idéer som offentlig aktør skal ifølge Peter Lodberg forstås på den måde, at teologi og kirke træder ind i det offentlige og politiske rum, hvor stater ikke kan opfylde løfterne om eksempelvis at skabe demokrati. Når det er sket, kan kirken trække sig tilbage igen, da dens rolle ikke er politisk.

"De kristne palæstinensere har ment, at de var i en overlevelsessituation og har været bange for, om der overhovedet ville være kristne tilbage om 25 år. Jeg tror derfor, det har været vigtigt for de kristne palæstinensere, især efter den første intifada, at være på omgangshøjde med den sociale og politiske udvikling, så de ikke ville blive ladt tilbage i den nationale forandringsproces, som intifadaen jo var et udtryk for. Man vedkender sig et skæbnefællesskab med de andre og muslimske dele af det palæstinensiske samfund," siger Peter Lodberg.

På den måde får det kristne mindretals teologiske grundlag også en offentlig politisk dimension, som gør den kristne stemme til en del af de processer, der finder sted i det palæstinensiske samfund og ikke mindst over for Israel. Men det kristne mindretals stemme står i stærk kontrast til de fleste andre strømninger i det palæstinensiske samfund. Hos den islamiske modstandsbevægelse Hamas og de voldelige grupperinger inden for Fatah-bevægelsen, der dominerede under begge intifadaer, er både vold og religion midler, der bliver brugt i konflikten med Israel. Fra de kristne palæstinensere høres derimod en stemme, der taler om at skrotte de religiøse argumenter i forsøget på at løse konflikten og i stedet basere alle løsningsmodeller på et demokratisk grundlag.

Peter Lodberg skynder sig at gøre opmærksom på, at de kristne palæstinenseres kritik af Israel slet ikke handler om Israels eksistensgrundlag, som det er tilfældet hos Hamas og dele af Fatah-bevægelsen. I stedet er den kristne kritik af Israel rettet imod statens måde at optræde på som demokratisk stat.

"En af indsigterne i bogen handler netop om den lutheranske palæstinensiske præst Mitri Rahebs holdning om, at i hvert fald lutheranernes opgave er at tømme det offentlige rum for alt for meget religion. Det er ikke kun en kritik af Israels brug af jødedom og Hamas? brug af islam, men også en intern kritik af kristne. På den måde skaber Mitri Raheb fra Betlehem et teologisk fristed, hvor han kan være kritisk over for parterne, men også samtidig betone den fælles idé, det er at få det nationale palæstinensiske projekt til at lykkes. I den forstand peger de kristne palæstinensere på en vej til løsning af konflikten, der egentlig også burde være Vestens vej," siger Peter Lodberg.

Et af de store problemer i den sammenhæng er, at Vesten har været og til dels stadig er meget tøvende i sin ageren over for de kristne palæstinensere. En af grundene er, at mange ikke har noget egentligt kendskab til de kristne palæstinensere. En anden er, at man fra vestlig side ikke har regnet de kristne palæstinensere for at være en væsentlig faktor i nogen af konfliktens løsningsmodeller. Men også fordi de kristne palæstinensere har stået i skyggen af en række pro-israelske kristne organisationer fra Europa og USA, til trods for at de kristne palæstinenseres tilgang til konflikten ligger tættere op ad den måde, Vesten selv har bygget nationalstater på, end den måde, religion spiller en rolle på i både Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre. Endelig er de kristne palæstinenseres kritik af Israel også ofte blevet opfattet som en kritik, der i virkeligheden går Hamas' ærinde, til trods for at de kristne palæstinensere selv er kritiske over for Hamas.

Peter Lodberg mener, at der er ved at ske en ændring på det punkt, netop fordi stadig flere indser, at de kristne palæstinenseres demokratiske, ikke voldelige og ikke-religiøse tilgang til konflikten efterhånden er den eneste model, der ikke har banket panden mod den mellemøstlige mur.

Israel har ikke været i stand til at tvinge palæstinenserne til en løsning med brug af militær magt, og det samme gælder palæstinensernes brug af selvmordsterror. På den konto har begge parter tabt.

Samtidig har grundlaget for kristne palæstinenseres model vist sig effektivt i andre konflikter som i Sydafrika og Nordirland. I løbet af de seneste år har den barske virkelighed i Det Palæstinensiske Selvstyre også haft en forenende virkning på de forskellige kristne kirker i området, hvilket betyder, at de i dag – til trods for interne uenigheder – er meget bedre til at samarbejde på tværs af katolicisme, ortodoksi og protestantisme end tidligere. Det er et resultat af, at de fleste kirker i området efterhånden har fået det udenlandske præsteskab udskiftet med lokale biskopper og præster, hvilket igen er med til at styrke dannelsen af en særlig lokal palæstinensisk teologi og indfaldsvinkel til konflikten.

Bagsiden ved den udvikling er ifølge Peter Lodberg, at nogle kristne palæstinensere har en tendens til at "glemme" Jesus? jødiske rødder, fordi den nationale sag og spørgsmålet om den israelske besættelse er så dominerende. Det betyder, at nogle kirker alene ser Jesus som en person, der levede under besættelse på samme måde som de kristne palæstinensere i dag.

"Der er masser af jalousi og hierarki mellem de forskellige kirker, men det, jeg hæfter mig ved, er, at der er sket en samling siden den første intifada på trods af flere hundrede års konflikter. I det historiske perspektiv er der tale om et interessant nybrud, der sætter en ny teologisk, kirkelig og politisk dagsorden," siger Peter Lodberg.

I sin bog henter han et eksempel fra Camp David-forhandlingerne i år 2000 for at vise, hvordan det øgede sammenhold mellem kirkerne også kommer til udtryk som politisk styrke.

"Det kom som en kolossal overraskelse for mig, da jeg hørte om, hvor stor en rolle de kristne spillede bag kulissen ved forhandlingerne, og hvordan det lykkedes dem at mobilisere en række vestlige regeringer i hele spørgsmålet om Jerusalems deling," siger Peter Lodberg.

Det er et eksempel på, at de kristne palæstinensere både har national og international gennemslagskraft. Noget, de ikke havde for 25 år siden.

"Der er en bredere folkelig opbakning bag de kristne palæstinensere i dag, fordi man leder efter den tredje vej. Der findes så mange på begge sider af konflikten, der blot ønsker at leve en rolig tilværelse langt væk fra alle 'ismerne'. Og her kommer de kristnes idéer på banen," siger Peter Lodberg.

Men forsigtig optimisme og svagt håb har ofte en mere negativ side i mellemøstlig sammenhæng. Også i denne sag.

Sidste gang Peter Lodberg var i Jerusalem, hørte han rygter fra de kristne om, at Israel planlægger at tømme den gamle bydel for kristne inden for de kommende otte-ti år. Det skal ske ved at lukke lokale forretninger og på den måde tvinge de kristne til at forlade byen.

"Hvis den udvikling fortsætter, er det kun os vesterlændinge, der kan hjælpe," siger Peter Lodberg, der på den anden side lader den forsigtige optimisme præge sit syn på de kristne i Betlehem.

Her er der spæde tegn på, at nogle kristne er begyndt at vende tilbage, efter at intifadaen er stilnet af.

"Måske kan vi komme i en situation, hvor palæstinenserne begynder at vende tilbage. Og derfor er fremtiden stadig åben for de kristne palæstinensere. Det er det håb, der holder de kristne palæstinensere oppe, og ikke mindst det, der har været med til at formulere den lokale teologiske tanke. De kristne palæstinensere har en tro på, at der kan komme et brud i historien," siger Peter Lodberg.

allan@kristeligt-dagblad.dk

Peter Lodbergs bog "Tro og magt i det hellige land" anmeldes i Kristeligt Dagblad i morgen.