Søren Hermansen |
2. september 2010
Vidunderlig prisvindende fransk hverdagsdrama, der griber tilskueren dybt
Kan De huske den gamle reklame for Daells Varehus? Flere og flere går om ad Nørregade!
Hvis jeg skulle lave en reklame for Glorias nye film, ville jeg sige: Flere og flere bør gå om ad Vester Voldgade! - for der ligger biografen Gloria, som har premiere på "Mademoiselle Chambon".
Det er en lille stor perle om det væsentligste emne i menneskelivet, kærligheden. Enkel historie, rørende skuespilspræstationer (i ordets egentlige betydning – jeg blev virkelig rørt), ydre ro og dybt indre drama.
Kort fortalt handler den om mureren Jean (Vincent Lindon), der er gift med Anne-Marie. De lever et godt liv med deres søn, Jérémy, der får en ny lærerinde i skolen, mademoiselle Chambon med fornavnet Veronique (Sandrine Kiberlain). Hun er tidligere violinist, men af uoplyste årsager har hun forladt musikerlivet og lever som lærervikar rundt omkring i Frankrig. Hun er højst et år på en skole. Hun er genert, og hendes æteriske udseende afspejler hendes sjælekarakter. De to, Jean og frøken Chambon, drages mod hinanden og forløser hinanden.
Det lyder banalt, men så er menneskelivet altså banalt. Det er en hverdagshistorie fortalt med en billedlig nænsomhed, så det kryber helt ind under huden på os.
Forvent ikke de store scener og voldsomheder, men fornem det indre drama og den voldsomme konflikt især i Jean. Han er omsorgsfuldheden selv, elsker sin kone, sin søn og sin gamle far. Fuldstændig rørende er de to scener, hvor han besøger sin gamle far og vasker hans fødder. Uvilkårligt tænker man på scenen i Johannes-evangeliet (han hedder jo også Johannes (Jean)), hvor Jesus vasker disciplenes fødder og siger: "Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer". Jean er et omsorgsfuldt menneske, der gør det gode. Han er også et noget naivt menneske, der ikke kan analysere sit liv.
Filmen begynder med, at mureren Jean bryder gulve op med en tryklufthammer. Symbolske er billederne. Om lidt skal du selv brydes op, Jean!
Så følger en tur i skoven med Anne-Marie og Jérémy, hvor drengen skal have hjælp til at analysere nogle sætninger, men hverken mor eller far kan grammatik. Denne scene skal nok ses som symbol på deres eget liv. De kan ikke analysere deres eget liv. Da Jean af lærerinden bliver spurgt, om han vil fortælle i klassen om sit arbejde som "husbygger", fortæller han, hvor vigtigt det er med et godt fundament. Billederne har dobbeltheden i sig. Hvad er hans eget livs fundament? Da lærerinden så beder ham om hjælp til at ordne et vindue, hvor det trækker fra, begynder tingene at tage fart. Ingen af de to aner noget om en begyndende passion dem imellem. Han overtaler hende på et tidspunkt til at spille et stykke på violinen. Hun siger nej, for hun har ikke spillet for mennesker længe, men han presser hende, og modvilligt gør hun det med ryggen til ham. I sin lejlighed har hun en Hammershøi-plakat hængende. Det undrer man sig over, indtil det går op for én, at hun netop er som kvinderne i Hammershøis billeder – set bagfra i tomme stuer. Sådan lever Veronique, og man tænker på Veronika i den bibelske tradition. Hende, der tørrer Jesu ansigt og viser medfølelse. Hendes violinspil forløser noget i ham, og han forløser hendes medfølelse, så hun bliver en Veronika.
De to hovedpersoner spiller simpelthen eminent. Filmen har i år fået den franske César-pris for bedste manuskript, men der bør komme flere.
Sandrine Kiberlain spiller sig med sit vidunderlige udseende lige ind i ens hjerte. Hun er ikke billedskøn eller sexet eller smuk, men hun er vidunderlig i sin generthed, fregnethed og sårbarhed. I en scene til slut, hvor hun indvilger i Jeans idé om, at hun skal spille for hans far som en fødselsdagsgave, sidder man med tårer i øjnene. Hendes ansigt transformerer al smerte og al uforløsthed helt ned på fjerde række. Og Vincent Lindon formår med sit spil at gøre den maskuline omsorgsfuldhed ægte.
Deres kærlighed er umulig af forskellige grunde, som ikke skal røbes her, men den er skildret nærmest som himmelsk. En gave!
Da vi kørte hjem fra biografen, sagde jeg, at jeg nok ville give den fem stjerner. "Hvorfor skal du være så fedtet?", sagde min kvindelige ledsager. "Hvorfor ikke seks?"
O.k. – det får den så, og det er egentlig ikke én for meget! Med det spil, de billeder, det emne. Størst af alt er kærligheden, som apostlen Paulus siger – også i dens smerte. Hvordan den ender? Se det selv, når I – flere og flere – går om ad Vester Voldgade!
kultur@kristeligt-dagblad.dk4"Mademoiselle Chambon". Instruktion: Stéphane Brizé. Frankrig 2010. Vises i Gloria (København).
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad