En krisehistorie i krigshistorien

Louise Bokkenheuser debuterer med en både barsk og øm reportagebog fra Irak-krigen

Forsidebilledet er perfekt: en kvinde indhyllet i en niqab og en vej indhyllet i smog. Kvindens klædedragt fremstår knivskarpt, resten af billedet er tåget.

På et splitsekund ved man, hvad bogen handler om: den militante islams fremmarch i det uvejsomme Mellemøsten.

Men man bliver snydt. Den tildækkede kvinde er nemlig ikke muslim, men dansker. Og bogen er ikke en forudsigelig beretning om alt det, der er gået galt i Irak. Den er derimod en stimulerende anderledes krigs- og eksistenshistorie om, hvordan livet måske leves mest intenst uden sikkerhedsnet, og om, hvordan man konfronterer sig selv med sine indre dæmoner - ikke ved at gå i terapi og lukke sig inde, men ved at handle og drage ud.

Louise Bokkenheuser hedder bogens forfatter (hendes debut), men det er kun hendes navn, når hun opholder sig i Danmark. Til daglig bor hun i New York og hedder Louise Roug, et navn, som hun tillagde sig, da hun arbejdede som korrespondent for avisen LA Times med base i Bagdad. I dag er hun nyhedsredaktør på internetmagasinet Daily Beast.

Det er en gåde, hvordan en dansk journalist kan få job på førende medier i USA og opholde sig i Irak på et tidspunkt, hvor næsten alle andre udlændinge var rejst væk igen, uden at nogen herhjemme hører om det. Men godt, at vi så får kendskab til hende nu gennem bogen.

Hun ved selvsagt alt om Iraks historie og drysser faktaoplysninger med rund hånd. Hun kender også alle nuancerne i spørgsmålet: "for eller imod krigen?" og gennemspiller dem undervejs.

Hun var selv imod invasionen, men for, at USA ikke trak sig ud, da det så allerværst ud, men holdt kursen dernede. Hendes journalistiske fokus er på civilbefolkningen, og hun tager ved lære af den gamle krigskorrespondent Martha Gellhorn, der sagde: "Krig dræber mennesker, ét efter ét". Krig er ikke abstrakt, men blodigt konkret.

Når Bokkenheuser inddrager Gellhorn, er det ikke tilfældigt, Hun er nemlig en litterært dannet krigskorrespondent, der uden at blinke citerer en ung iraker for at sige: "Vi er en fortabt generation". Vel vidende, at læseren nok skal sætte pris på det skjulte Gertrude Stein-citat.

Litteraturen har forfatteren med sig fra barndomshjemmet i Læderstræde i det indre København, hvor hun voksede op i en kærlig, men også ustabil familie.

Med en mor, der en tilfældig dag falder ud fra altanen med en rose i hånden, og en journalist-far, der drikker sig ihjel, har tilværelsen ikke været nem for forfatteren. Men det lykkes for hende i bogen både at gøre sin egen krisehistorie nærværende og forklare, hvorfor hun endte i Bagdad: "Flakkeriet var en måde at håndtere sorg og skyld," skriver hun til sidst. Hun skulle ud for at finde hjem.

Eneste minus ved bogen er, at den brækker over på midten. Scenerne fra barn- og ungdom standser pludselig, og krigen tager over. Det er på den ene side godt, at forfatteren ikke fylder det hele i Irak-delen af bogen (selvoptagede krigskorrespondenter er ingen mangelvare), men på den anden side vil man gerne have bogens to dele bedre integreret.

Til trods for det er "Hvad der ikke slår dig ihjel" en glimrende bog, der på både øm og barsk manér fortæller om baggrunden for krigen og USA?s tilbagetrækning, der netop er indledt.

bach@kristeligt-dagblad.dk

Louise Bokkenheuser: Hvad der ikke slår dig ihjel. Reportager fra København og Bagdad. 234 sider. 250 kroner. Gyldendal.