Frihed til at have sin religion er en menneskerettighed

Religionsfrihed er en menneskerettighed, men skal frihed for religion også være det? Selvfølgelig skal der være frihed til ikke at have nogen religion, men hvor går grænsen for den frihed i samfund, der traditionelt er religiøse? Yderpunkter i denne debat er lande, hvor religionsfrihed ikke findes eller i hvert fald krænkes hyppigt, og et af de moderne menneskerettigheders paradokser er, at FN's menneskerettighedskommission er domineret af stater, som har et problematisk forhold til menneskerettighederne herunder religionsfriheden. Netop i forholdet mellem kristendommen og islam kan det ikke undgå at være et problem, at den frihed til at bekende sig som kristen eller muslim, der er en del af den moderne europæiske kultur, ikke respekteres i samme omfang i lande, hvor islam er den dominerende religion.

Set på baggrund af det problem, som religionsfriheden er i store dele af verden, forekommer religionsfrihedsspørgsmålet i Danmark ikke at være stort. Der er religionsfrihed i Danmark. Det fremgår af Grundlovens paragraf 67. Der er derimod ikke religionslighed. Det fremgår af Grundlovens paragraf 4, der som bekendt bestemmer, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og at folkekirken som sådan understøttes af staten.

Denne ordning giver folkekirken en fortrinsstilling i forhold til andre trossamfund, som blev begrundet i, at langt den overvejende del af den danske befolkning tilhørte folkekirken. Sådan er det stadig, men nye trossamfund er kommet til, og en voksende del af befolkningen står enten uden for noget trossamfund eller tilhører et andet. På den måde er spørgsmålet om kirkens forhold til staten blevet aktualiseret, men mere end en diskussion om religionsfrihed som princip er det en diskussion af forholdet mellem stat og kirke og folkekirkens særlige status.

Kritikken rejses undertiden af garvede ateister, men også fra en mindre gruppe af katolikker lyder med mellemrum en kritik af den bestående ordning, og det hævdes, at folkekirken er urimeligt privilegeret, uden at det dog er lykkedes kritikerne at godtgøre, at en sådan privilegeret stilling med støtte i Grundloven på nogen måde skulle indskrænke andre trossamfunds herunder katolikkernes religionsfrihed. "Systemet" har generøst givet de pågældende katolikker mulighed for at gå til domstolene, som ikke har givet katolikkerne medhold, og herefter burde der være ro om den sag.

Allivel er der grund til at kigge nærmere på den danske ordning af forholdet mellem stat og kirke, der i en internationaliseret verden fremstår som mere og mere unik. I Europa er der flere måder at ordne forholdet mellem kirke og stat på. Fuldstændig adskillelse er en måde med Frankrig som et hoved-eksempel. Der kan etableres aftalebaserede ordninger, eller man kan som Danmark have, hvad der i realiteten er en statskirkeordning.

I de øvrige nordiske lande er Sverige gået længst i retning af adskillelse af stat og kirke, Finland er formentlig på vej, i Norge drøftes spørgsmålet, og det gør det sådan set også i Danmark, men ikke med særlig stor styrke eller overbevisning. Staten er folkekirkens trygge havn, og med al respekt for principielle overvejelser over det ideelle forhold så kan man kun være dybt utryg ved tanken om en dansk folkekirke, der skal klare sig selv. Hvor er de markante personligheder, hvor er det økonomiske grundlag, og hvor er den styrke og selvbevidsthed, der er nødvendig for at et sådant projekt ikke skal føre til en marginalisering af kirken?

Der er efter min mening langt igen, førend der kan føres en realistisk og ligeværdig diskussion om en adskillelse af stat og kirke i Danmark, og det er også grunden til, at diskussionen ikke rigtig bliver til noget. Det er let nok at have en principiel holdning, men hvem, der føler noget for kirkens overlevelse i Danmark tør tage ansvaret for at kaste folkekirken ud i noget, som kan blive en eksistenskrise?

Spørgsmålet om forholdet mellem stat og kirke er aktualiseret i forbindelse med debatten om homoseksuelles ret til vielse. I relation til borgerlig vielse er der ingen problemer, men spørgsmålet kan ikke undgå i relation til kirkelig vielse at vække debat. Hvad der er kirkens holdning til spørgsmålet bestemmes ikke af i øvrigt sympatiske overvejelser om lighed for alle. Kirken har en tradition og et bibelsk grundlag, der kan udlægges på flere måder, men som Folketinget ikke bør se bort fra ved at lovgive hen over hovedet på folkekirken. Den indlysende løsning synes da også at være den, at der indføres obligatorisk borgerlig vielse i Danmark for alle, og at de enkelte præster bevarer deres frihed til at bestemme, om de vil foretage en efterfølgende kirkelig vielse eller ej.

Religionsfriheden har også en anden udløber, der har at gøre med ytringsfriheden. Jeg har ovenfor nævnt spørgsmålet om retten til ikke at blive konfronteret med religion. Kan det høre med til religionsfrihed, at der ikke må rejses kritik af religion? Efter min mening er religionskritik helt fundamental. Ingen kan tvinges til at forholde sig ukritisk til andres religion.

Blasfemiparagraffen i straffeloven bør efter min opfattelse afskaffes, og jeg finder, at den muslimske reaktion under Muhammed-krisen og ønskerne om at indskrænke retten til religionskritik er grove krænkelser af fundamentale vestlige friheder til at sige sin mening. Det har ikke noget rigtigt med jura at gøre.

Spørgsmålet om religionsfrihed kan nemlig ikke bare betragtes med juridiske briller. Religion er et dybt personligt anliggende, og det bedste efter min mening er, at det forbliver det, og at der gives så få regler som muligt.

Ditlev Tamm er dr.jur. og professor ved Københavns Universitet