"Jeg var på en afdeling med ti beboere, som stort set aldrig kom ud i fri luft. De var alle sammen fikserede døgnets 24 timer, undtagen en af dem: en blind mand på 200 kilo – men han sad bare på gulvet. Når afdelingslederen og chefen var gået hjem, var vi nogle unge pædagoger, der spændte bælterne op. Og der skete jo ingenting. De tullede bare roligt rundt. Men hvis det var blevet opdaget, var vi blevet fyret på stedet," siger Henning Jahn. Siden blev han forstander på en institution for udviklingshæmmede og er i dag formand for Historisk Selskab for Handicap og Samfund.

Se også billedserien: De åndsvage 1959-1980

Doktor pæd. Birgit Kirkebæk har forsket i og skrevet en lang række bøger om de udviklingshæmmedes historie. Hun mener, vi bør skamme os over måden, denne befolkningsgruppe blev behandlet på:

"Vi bør altid skamme os over at lade mennesker i svage situationer i stikken. Og de udviklingshæmmede blev ladt i stikken. De forhold, som vi dengang syntes var okay, var inhumane: alt for mange mennesker på alt for lidt plads med alt for lidt privatliv," siger Birgit Kirkebæk, som mener, at der siden er foregået en stor fortrængning af perioden.

"Mange tænker nok: Nu har de fået bedre forhold, så behøver vi ikke tænke mere på det."

I 1961 arbejdede den nu 66-årige Gunvør Munck som led i sin uddannelse til omsorgsassistent på centralinstitutionen i Vodskov i Nordjylland, der husede godt 800 udviklingshæmmede. Her var den 17-årige pige med til at made unge piger med tvang ved at sætte sig på dem:

"Det var helt frygteligt at gøre det, og jeg har det rigtig dårligt, når jeg tænker tilbage på det. I dag kan jeg ikke forstå, hvorfor vi ikke protesterede. Men vi var unge, og vi gjorde jo, som der blev sagt, og holdningen var også bare sådan dengang: Man betragtede dem som syge mennesker, og man mente, man gjorde det rigtige," siger Gunvør Munck.

Hun blev siden ansat som embedsmand i Socialstyrelsen, hvor hun blandt andet i 1979 var med til at udforme den første bekendtgørelse, som opstillede regler for fiksering og forbød tvang og nedværdigende behandling af udviklingshæmmede.

"Man kan slet ikke forestille sig, hvordan forholdene var i åndssvageforsorgen, når man ikke har oplevet det. Når jeg for eksempel fortæller unge mennesker, hvordan vi fikserede dem allesammen, så tror de, at det er noget, der er sket for meget, meget længere tid siden," siger hun.

1 januar 1980 overtog amterne ansvaret for de udviklingshæmmede, og de følgende år blev de centrale institutioner brudt ned i mindre enheder og de udviklingshæmmede flyttet til egne lejligheder og bofællesskaber.

Sytter Kristensen er mor til en udviklingshæmmet ung mand og formand for landsforeningen LEV for udviklingshæmmede og pårørende. Hun kalder udviklingen fra 1980 og frem "en revolution", men mener, det er vigtigt at holde fast i den periode, der gik forud:

"Historien er vigtig til at forklare, hvorfor vi er her i dag. Mange mener måske, at nu har de udviklingshæmmede det jo godt, og så skal man bare slå en streg over fortiden. Men det kan man jo ikke. Og mange af ofrene for denne her behandling lever altså stadig den dag i dag," siger hun.

vaaben@k.dk