Erik Bjerager chefredaktør og adm. direktør |
3. september 2010
Over de kommende dage vil vi løbende introducere en række nye tiltag i avisen, som vi håber vil falde i læsernes smag. Målet er at forstærke nogle af Kristeligt Dagblads kerneområder, så avisen bliver endnu bedre.
Som den første avis i landet styrker vi dækningen af bogstoffet ved at introducere en fast bogside hver dag, så avisen fremover som minimum rummer to sider kulturstof dagligt.
For det andet introducerer vi hver tirsdag et nyt stofområde i avisen, Seniorliv. Her sætter vi fokus på livet over de 60. Det gør vi med journalistiske artikler og en ny seniorlivsbrevkasse, der bestyres af journalist og tidligere chef på TV-Avisen Lis M. Frederiksen. Hende bringer vi et stort interview med i dag.
For det tredje styrker vi avisens internationale dækning på to forskellige måder. Hver torsdag udvider vi navne- og menneskestoffet, så vi nu også får mulighed for at sætte fokus på relevante personer uden for landets grænser. Hver lørdag bringer vi en ny side om den internationale værdidebat.
Derudover justerer vi både indhold og layout en lang række steder i avisen. Navnestoffet udvikler vi og giver en endnu bedre opsætning. Liv&Sjæl-stoffet og dækningen af Kirke&Tro vil løbende blive justeret og forbedret. Radio- og tv-programmerne tilpasses læsernes ønsker, som de kom til udtryk i en omfattende undersøgelse, vi foretog tidligere på året. Programmer for fire tv-kanaler udgår og erstattes af programmer for fem andre, heriblandt tre seriøse tyske.
Alt dette og mere til vil vi gerne tilbyde nye potentielle læsere, hvorfor alle læsere fra i dag kan forære avisen væk gratis i fire uger til familie, venner og bekendte.
Se mere i dagens indstik.
Heller ikke en avis holder sig i form ved at stå stille. Vi har et ønske om at fortsætte den udvikling af en seriøs journalistik til fordybelse, som har givet Kristeligt Dagblad dens oplagsmæssige fremgang i de seneste mange år.
Tak til læserne for fortsat god opbakning.
bjerager@k.dk