Intet sted kan gøre mig mere troende end naturen

NÅR BISKOP Peter Fischer-Møller fra Roskilde Stift mener, at kirkerummet giver de bedste vilkår for "at kaste lys fra det kristne evangelium over kærligheden", er det vel mere en holdning og en fortolkning af folks måde at tro på og være i kontakt med Gud på, end det er udtryk for et faktum.

Personligt har jeg altid følt de middelalderlige kirker med hårde træbænke, dystre billeder om lidelse og død, den støvede lugt og ekkoet fra enhver lyd eller handling tyngende og trist. Det er ikke her, jeg føler det tætteste møde med min Gud.

Intet sted kan gøre mig mere troende, mere overbevist eller mere bevidst om livet end naturen. Her, hvor Guds skaberværk for alvor folder sig ud, hvor træernes kroner strækker sig mod himlen, hvor bølgerne trækker rallet fra stranden tilbage med en særegen lyd, hvor vinden former landskabet, og årstiderne gengiver livets cyklus. Her er min Gud, her finder jeg nåde, trøst og barmhjertighed. Her giver livet og kærligheden mening for mig.

For at bevare traditioner må man forny dem. Det omkringliggende samfund bevæger sig konstant mod nye tider, og man kan frygte, at kirken og kristendommen kommer til at stå fortabt tilbage – udviklingen stopper ikke, selvom man sætter hælene i.

Hvis man vil virke i et samfund, må man gå med på dets præmis, og om man vil det eller ej: Konkurrencen fra andre tilbud har aldrig været større, og menneskets lyst (og måske evne) til at definere egne ønsker og behov har aldrig været mere udtalt. Kærligheden vil sejre, folk vil gifte sig med hinanden, med eller uden Guds velsignelse.