Christina Gobert Olsen |
4. september 2010
NÅR BISKOP Peter Fischer-Møller fra Roskilde Stift mener, at kirkerummet giver de bedste vilkår for "at kaste lys fra det kristne evangelium over kærligheden", er det vel mere en holdning og en fortolkning af folks måde at tro på og være i kontakt med Gud på, end det er udtryk for et faktum.
Personligt har jeg altid følt de middelalderlige kirker med hårde træbænke, dystre billeder om lidelse og død, den støvede lugt og ekkoet fra enhver lyd eller handling tyngende og trist. Det er ikke her, jeg føler det tætteste møde med min Gud.
Intet sted kan gøre mig mere troende, mere overbevist eller mere bevidst om livet end naturen. Her, hvor Guds skaberværk for alvor folder sig ud, hvor træernes kroner strækker sig mod himlen, hvor bølgerne trækker rallet fra stranden tilbage med en særegen lyd, hvor vinden former landskabet, og årstiderne gengiver livets cyklus. Her er min Gud, her finder jeg nåde, trøst og barmhjertighed. Her giver livet og kærligheden mening for mig.
For at bevare traditioner må man forny dem. Det omkringliggende samfund bevæger sig konstant mod nye tider, og man kan frygte, at kirken og kristendommen kommer til at stå fortabt tilbage – udviklingen stopper ikke, selvom man sætter hælene i.
Hvis man vil virke i et samfund, må man gå med på dets præmis, og om man vil det eller ej: Konkurrencen fra andre tilbud har aldrig været større, og menneskets lyst (og måske evne) til at definere egne ønsker og behov har aldrig været mere udtalt. Kærligheden vil sejre, folk vil gifte sig med hinanden, med eller uden Guds velsignelse.
Hvis mennesket bedst møder sin Gud på spidsen af Skagen Odde, bør man så ikke hylde det møde snarere end at anfægte det?
Hvis kirkerummet, som dog er menneskeskabt, er Guds hus, er det grønne derude så ikke Guds natur?
I mit sogn gennemføres de fineste udendørsgudstjenester i en gammel kalkgrav få meter fra Kattegats kyst, og jeg er ganske sikker på, at det giver god mening både for dem, der arrangerer og forkynder Guds ord, og for dem, der møder op denne dag, at det gøres netop der.
Jeg tror ikke, at folk, der finder glæde i Guds ord på kanten af kysten, vil anfægtes i deres måde at tro på og møde Gud på, ligesom jeg ikke tror, at et brudepar, der ønsker vielse et tilsvarende sted, vil det.
Det virker fordømmende og upassende, at nogen kan gøre sig til dommer over, hvor man kan møde sin Gud.
At forestille sig at alle brudepar, der fravælger kirkens rum, fordi de ikke føler, at rammerne er de rigtige, også ønsker at fravælge Gud, tror jeg, er en overfortolkning.
Mangfoldighed behøver ikke nødvendigvis at udvande trosbegrebet, men kan tværtimod tilføre ny energi og dynamik. Tag imod det og brug det – ikke i blinde – men konstruktivt og udviklende. At udvikle er det modsatte af at afvikle.
Christina Gobert Olsen,
pædagog,
Blichersvej 2, Nykøbing Sjælland
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad