Det er den største katastrofe, jeg har været med til

Jeg vælger at se kampen i fjernsynet, men jeg fortryder, for det viser sig at være en fantastisk kamp, hvor Lyngby i perioder udspiller Brøndby. Desværre udligner Brøndby i overtiden til 3-3. Jeg siger til min kone, at jeg føler mig lidt udbrændt efter de sidste ugers intense arbejde. Jeg kan mærke, at jeg trænger til at få sovet noget mere, men måske er det naturligt, for jeg er jo hverken 20 eller 25 år længere. Men jeg holder ikke helt fri, for dette er den største katastrofe, jeg har oplevet. Næsten en fjerdedel af Pakistan er ramt af oversvømmelserne. Det svarer til et område på størrelse med England. Selvom der "kun" er 1600 døde, så er flere millioner på flugt fra vandmasserne og lever nu på skoler, i telte og hos slægtninge.

MANDAG

Jeg vågner til en morgen med dejlig blå himmel og cykler til arbejde i Folkekirkens Nødhjælps kontor i Nørregade i det indre København. Der er 13 kilometer, og i mange år syntes jeg, at det var for langt. Men det sidste år har jeg ofte cyklet og nyder den form for motion. Vi har nedsat en såkaldt Pakistan Task Force-gruppe, hvor alle i Nødhjælpen, som arbejder med katastrofen, mødes. Vi er syv om bordet og diskuterer situationen i det sydlige Pakistan, hvor situation er alvorlig. Folk har siddet i lejre i flere uger, og der er stor risiko for sygdomme og dødsfald, specielt blandt små børn og gamle.

Jeg arbejder videre på en ansøgning til EU?s katastrofekontor ECHO. Vi søger om penge til et sundhedsprojekt i det nordlige Pakistan. Vi håber at få 10 millioner kroner til istandsættelse og drift af lokale sundhedsklinikker.Da jeg skal hjem, regner det, så jeg vælger at tage cyklen med S-toget. Vi spiser forholdsvist sent, for Amalie er til fodbold. Hun spiller på U-19 landsholdet og træner næsten hver dag.

TIRSDAG

Den danske regering udsender en pressemeddelelse om, at der bliver givet yderligere 60 millioner kroner til hjælpearbejdet i Pakistan. Det betyder, at Danmark er den største bidragyder, hvis man måler i bistand pr. indbygger. Det er noget, som bliver lagt mærke til i Pakistan. Allerede da jeg var i Pakistan, kunne man læse i de lokale medier, at der blev givet meget støtte fra Danmark. Vi vil prøve at få en andel af de penge til vores partner. I øjeblikket er aftalen, at de skal uddele mad til 10.000 familier i to måneder, levere telte og presenninger til 2500 familier og levere tre mobile sundhedsklinikker.

Der er også ved at komme gang i de danske indsamlinger, men der er en anderledes dynamik omkring den her katastrofe. Når folk vågner op til nyheden om jordskælv eller en tsunami, så kan man med det samme se, hvor stort omfanget af ulykken er. Her er det anderledes, fordi katastrofens omfang afdækkes langsommere. Der er kommet fem millioner kroner ind gennem den indsamling, som vi satte i gang for en måned siden. En pakistansk kioskejer i Danmark begyndte at samle ind til vores arbejde i Pakistan, og den idé har bredt sig, så nu er der omkring 50 pakistanske kioskejere, som samler ind til os.

På vejen hjem kommer jeg forbi Christianskirken i Lyngby og tænker, at det er længe siden, jeg har talt med min ven Eigil Saxe. Han er præst ved kirken og en af vores venner, men der kan gå langt mellem, at vi får set hinanden. Om aftenen ser jeg tv-lægen Peter Geisling fortælle om sine oplevelser i Pakistan. Han siger, at man kan frygte en ny bølge af dødsfald forårsaget af diarré og kolera.

ONSDAG

Vi holder det månedlige møde for alle husets medarbejdere, hvor omkring 80 møder op. Sammen med min kollega Peter Høvring orienterer jeg om vores arbejde i Pakistan. Efter husmødet mødes vi i Pakistan Task Force-gruppen og taler om regeringens løfte om de 60 millioner kroner til Pakistan. På mødet taler vi også om, hvordan vi får medierne til ikke bare at fokusere på den akutte nød, men også interessere sig for den mere langsigtede genopbygning og arbejdet med at forebygge lignende katastrofer.

Om aftenen mødes jeg med de andre på mit old boys-fodboldhold i Lyngby Boldklub. Jeg spiller både for motionen og det sociale samvær. I dag spiller vi på hjemmebane mod Herlev. Kampen ender uafgjort 1-1. Hjemme hjælper jeg Amalie med at ansøge om SU. Hun fylder 18 år senere på måneden og er allerede begyndt at tale om at flytte hjemmefra ligesom sin storesøster, men mon ikke hun bliver hjemme et par år endnu.

TORSDAG

Pakistan er forsidestof. Politiken bringer en historie med overskriften "Hemmeligt FN-notat: Nødhjælpsarbejdere i overhængende fare". Min chef, Henrik Stubkjær, udtaler, at det er forkasteligt, at FN ikke deler dokumentet med de organisationer, som er aktive i Pakistan. Jeg tænker tilbage på, hvordan jeg oplevede sikkerheden, sidst jeg var i landet. Min kone var ikke så glad for, at jeg skulle være i Swat-dalen, for her var Taleban meget aktive sidste år, men de er nedkæmpet. Jeg fulgte de sikkerhedsinstruktioner, som vores samarbejdspartner udstak, og følte mig sikker, men selvfølgelig vil der altid være en lille risiko. Jeg skal nok til Pakistan igen senest om et par måneder, men jeg må overveje, om jeg kan uddelegere mere af arbejdet til lokale partnere, for sikkerhedsrisikoen er markant større for udlændinge.

Jeg venter stadig spændt på at høre nyt fra EU, om vores ansøgning om støtte til sundhedsklinikker er godkendt. Jeg håber, at jeg får kontrakt, så arbejdet med at forbedre sundhedstilstanden i de oversvømmede områder kan starte. DR P1 morgen kontakter mig for at høre, om jeg vil komme i studiet fredag morgen for at fortælle om genopbygningsarbejdet.

FREDAG

Interviewet med P1 Morgen er blevet aflyst, så jeg cykler på arbejde. På vejen køber jeg et kamera, som en kollega skal have med til Haiti, hvor han skal dokumentere vores arbejde. Det meste af dagen går med en afrapportering til EU om et projekt i Pakistan. Klokken 14 får vi tilsagn fra EU?s katastrofekontor ECHO om knap 10 millioner kroner til et nyt sundhedsprojekt i Swat-dalen. Det glæder mig, for jeg ved, vores partnere gerne vil i gang med arbejdet. Om lidt serverer vores personaleforening den traditionsrige fredagskage, hvor vi får ønsket hinanden god weekend. Jeg kommer ikke til at holde helt fri, men jeg glæder mig til i aften, hvor jeg skal i teatret med min kone og gode venner og se en forestilling med afrikansk musik og dans.

nygaard@k.dk