“Skal jeg følge loven eller redde børnene fra at drukne?”

Jens Jørgen Bolvig fortalte først om den illegale flygtningefamilie fra Hviderusland, som han og hustruen Hanne havde skjult i et år, efter at en dansk præst havde bragt dem i sikkerhed i Norge. Sagen gav genlyd i pressen og skabte debat, og Bolvig, som erklærede sig skyldig, men understregede, at der i denne sag var tale om nødret, fik en bøde, som siden blev fastsat til 2500 kroner i Vestre Landsret. Han forsøgte forgæves at få sagen i Højesteret og måtte med beklagelse opgive at få den for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det var som medlem af organisationen Flygtninge under jorden, at Jens Jørgen Bolvig valgte at sætte sig ud over lovgivningen.

"Familien havde været med i modstandsbevægelsen mod den hviderussiske diktator Lukasjenko, der styrer sit land som en lille Stalin. Flere fra modstandsbevægelsen var blevet taget af Lukasjenkos politi, derfor flygtede de. Dem ville man så sende tilbage! Det var jo forfærdeligt."

Jens Jørgen Bolvig sammenligner udvisningen med situationen i 1930?erne, hvor de danske myndigheder sendte jøder på flugt tilbage til Hitler, og citerer en udtalelse af Lukasjenko i en tysk avis, hvor han netop hylder den tyske diktator.

"Jeg kan huske, da jeg tog imod familien på perronen. De andre passagerer fra toget var på vej væk, og tilbage stod de der, tre skrøbelige og forladte mennesker, som holdt hinanden i hånden. De var rædselsslagne. Især hustruen. Hun kom aldrig ned på stranden, for hun var overbevist om, at der lå KGB-folk i klitterne. En dag, hvor jeg kom med fødevarer til dem, havde hun dækket et stort bord uden for huset. Hendes mand og søn var taget ned til søen for at fiske, og hun havde dækket bordet som en sikkerhedsforanstaltning. Det skulle se ud, som om der nu snart kom et selskab."

Familien boede da i en jagthytte ude i skoven. Siden flyttede de ind på første sal hos Hanne og Jens Jørgen Bolvig, der bor i en nedlagt skole ved Løkken. De holdt sig for sig selv, men nogle af de lokale hjalp til. For eksempel fik manden et arbejde med at fælde nogle af Niels Hausgaards træer på hans ejendom i nabolaget, fortæller Bolvig.

"Bagefter spurgte avisen folk her omkring, om det var rigtigt, hvad vi havde gjort. Det mente de fleste. Det er jo sådan, at spørger man generelt folk, om man skal følge loven, så vil de fleste sige, at det skal man, men hvad så med børnene på isen, som skal reddes? Så vender billedet."

Som andre, der på dette tidspunkt i flygtningesager også valgte at følge deres samvittighed frem for loven, reagerede Jens Jørgen Bolvig på den daværende socialdemokratisk-radikale regerings stramning af flygtningelovgivningen.

"Holdningen til flygtningene blev skærpet helt urimeligt. Socialdemokratiet og alt til højre for det, var utroligt grove."

Flygtningelovgivningen er stadig alt for restriktiv, mener Bolvig, men flygtningedebatten dengang var utroligt hadsk, husker han, og sætter dette i relief med et citat af Nelson Mandela:

"Ingen bliver født til at hade et andet meneske på grund af hans hudfarve, baggrund eller religion. Folk må lære at hade, og hvis de kan lære at hade, kan de også lære at elske, for kærligheden kommer mere naturligt til mennesket end dens modsætning."

Og et andet citat, som han har fundet frem:

"Det, ondskaben behøver for at sejre, er, at gode mennesker intet foretager sig."

Dette er præcis, hvad det handler om, mener Bolvig, for hvis "gode mennesker" intet foretager sig, får ondskaben magt – og i Bolvigs opfattelse var det ikke alene en overtrædelse af både FN?s og EU?s menneskerettighedserklæring, men ondt og umenneskeligt at sende den lille hviderussiske familie tilbage dengang i slutningen af 1990'erne.

Derfor måtte han følge sin samvittighed, for mennesket og livet er vigtigere end loven. Det gælder i det små, som da den helbredte ved Betesda dam gik rundt i glæde med sin båre og fik de lovkyndige på nakken, som i det store, da en familie undgik sin uvisse skæbne i Lukasjenkos diktatur.

steens@k.dk