Europa under angreb. Er den europæiske historie én lang integrations proces, som vi kun af vanvare bilder os ind at kunne bringe til ende?

EUROPA ER TRUET. Derfor er Tyskland det også. Tyskerne har bare været længere om at ville indse det end hollænderne, franskmændene og danskerne. Måske fordi de for trekvart århundrede siden gjorde sig nogle skæbnesvangre erfaringer med at diktere en kamp på liv og død for det tyske folk. Nu er tiden en anden, og faren kommer hverken fra jøder eller bolsjevikker, men fra muslimer.

Det mener i det mindste Thilo Sarrazin, tidligere socialdemokratisk finansminister i Berlin og netop afskediget direktionsmedlem i den tyske forbundsbank. Synspunktet gør han gældende i sin nye bog "Deutschland schafft sich ab. Wie wir unser Land aufs Spiel setzen". (Tyskland afskaffer sig selv. Hvorledes vi sætter vores land på spil).

Med bogens provokerende påstand om, at muslimerne i kraft af deres genetiske disposition for underbegavelse og stigende befolkningsandel truer det tyske velfærdssamfunds eksistens, har Sarrazin sat sig tungt på debatten i Tyskland de seneste par uger. Og vil med usvigelig sikkerhed også gøre det i nabolandene, da de alt for fertile kvinder fra muslimske lande udgør en almindelig "trussel mod den kulturelle og civilisatoriske ligevægt i det aldrende Europa", som det hedder i bogen.

Af historiske grunde har tyske politikere og publicister hidtil afholdt sig fra at diskutere de spørgsmål, som Sarrazin rejser. Men nu er tiden moden til det – eller historien måske knap så nærværende som tidligere. Herom skriver redaktør Antje Sirleschtov i den berlinske avis Der Tagesspiegel:

"Ingen må forvente, at denne diskussion bliver let. Fordomme, uvidenhed og nådesløse provokationer fra alle sider bliver lige så meget en del af den som arvelighedsstatistikker, af hvilke nogen vil mene at kunne aflæse, om tyrkiske eller russiske jøder er de klogeste. Velkommen i indvandringslandet Tyskland – med alle de fejl og al den frygt, som overalt i verden bebyrder de samfund, der åbner sig. Man må formode, at også Thilo Sarrazin oprindeligt var interesseret i at tage del i denne debat. Han beskriver i sin bog en virkelighed, som mange mennesker oplever på samme måde. Men det er ikke lykkedes ham at få dem til at tage del i en åben kappestrid om, hvordan man ændrer de kritisable tilstande. Tværtimod. Med sine teser om muslimers manglende evne og vilje til at lade sig integrere indbyder Sarrazin ikke til debat. Han udgrænser og nærer diffuse fordomme, hvor der var behov for åbenhed og klarhed. Således viser integrationsfrontens selvudnævnte provokatør sig i den sidste ende som en, der selv er uvillig til at lade sig integrere i samfundsdebatten."

En anden befolkningsgruppe, der både kan sammenlignes med jøderne, selvom europæerne ikke har vænnet sig til dem, og med muslimerne, selvom de ikke er genstand for andet end lejlighedsvise debatter, er sigøjnerne. Eller romaerne, som de bør kaldes. Aktuelt har franskmændene skilt sig af med en del af dem og sendt dem tilbage til deres formelle hjemland, Bulgarien, hvor de lever i veritable ghettoer. Herom skriver Milena Hristova i en leder for det bulgarske nyhedsagentur Novinite:

"Nu er ghettoerne blevet en del af den europæiske mangfoldighed, og europæerne oplever virkelig det mareridt, at store grupper af bulgarske romaer drager mod vest for at plyndre de gavmilde velfærdssystemer.