Det, der viser, om en ydelse er god, er, at den i sidste ende fører til, at for eksempel mennesker med hjemløseproblematikker genvinder ansvaret for eget liv.
- scanpix
Henrik Appel Esbensen |
6. september 2010
kvalitet og besparelser behøver ikke at være modsætninger, når kommunerne skal spare, skriver Henrik Appel Espensen
Når det nu er sådan, at kommunerne skal spare, også på det sociale område, er det en god anledning til at vurdere, om der er noget, der kan ændres, så det bliver ikke bare billigere, men også bedre. Det lyder som et paradoks, men kvalitet og besparelser behøver ikke at være modsætninger. Kvalitet skal bare vurderes på en anden måde, end vi plejer, nemlig på sin virkning. Besparelserne ligger i det, der virker.
Hvis der er noget, der ikke virker derhjemme, må det skiftes ud. Drypper vandhanen, er der ingen besparelse i at lade den sidde. Selvom det betyder en udgift, tjener den nye hane sig hjem på det mindre vandforbrug og udgift. Sådan er det også med arbejdet i den sociale sektor. Kvaliteten i det sociale arbejde kan hele tiden forbedres ved, at det, som ikke dur, bliver erstattet af noget, der virker. Og det behøver ikke at blive dyrere, snarere tværtimod.
Der er en tendens til at måle alt i tal. Og naturligvis er det godt, at mange alkoholafhængige kan komme til samtale med en behandler, og at mange hjemløse kan komme til at bo i et bosted. Men man må også se på indholdet af de samtaler, der tilbydes, og indholdet af den hverdag, der tilbydes på de sociale institutioner, for at kunne vurdere, om det virker. Om de mennesker, som er omfattet af det offentliges omsorg, kommer ud af deres fortvivlede situation, om samtalerne rent faktisk fører til en ændret livsstil, om opholdet i et bosted fører til, at beboerne kan finde ud af at klare sig i egen bolig.
Selvfølgelig er det samlede antal samtaler ikke uden betydning. Men antallet af mennesker, der kommer igennem et system, siger ikke noget om, hvor godt systemet fungerer. Det, der viser, om en ydelse er god - og derved oven i købet besparende - er, at den i sidste ende fører til, at mennesker med misbrugs- og/eller hjemløseproblematikker genvinder ansvaret for eget liv og selv gør noget for at forbedre deres situation. Det er forskellen på kvantitet og kvalitet.
Man kan for eksempel måle kvaliteten i de ydelser, der tilbydes, på, hvor mange af beboerne, der igen bliver selvhjulpne og måske til sidst ikke mere har brug for støtte fra det offentlige, altså en effektmåling.
Hjælper det for eksempel på beboernes sociale færdigheder at etablere faste rammer for, at de kan dyrke forskellige former for sport? Hvilken effekt har det for beboernes helbred at indføre salatbar og konstant adgang til frisk frugt i bostedet? Bliver beboerne mere hensynsfulde og opmærksomme på hinanden, når de har været på weekendture i telt? De her omtalte eksempler gælder mennesker, som aldrig har fået sociale færdigheder, og som stort set ikke mestrer eget liv.
Effektmålinger kan først og fremmest bruges til at styre den faglige indsats i den rigtige retning til gavn for brugerne. Men udgifterne til sport, frisk frugt og grønt og weekendture bliver så rigeligt tjent ind, hvis indsatsen betyder, at beboerne hurtigere kommer ud af institutionerne og kan klare sig selv socialt, mentalt og helbredsmæssigt.
Ved at måle på effekten i alt, hvad der gøres i de sociale arbejde, kan kvaliteten i det sociale arbejde kun blive bedre - og billigere. Og det er kun kvalitet, hvis det virker.
Henrik Appel Esbensen er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad