Partnerskab skal give nationalt løft til det sociale område

Praksis med erfaring fra det konkrete arbejde og viden om de aktuelle muligheder og behov for at handle.

Uddannelserne med viden om opbygning af aktuelle og fremtidige professionskompetencer.

Forskningen med viden om systematisk og metodisk analyse og tilbud om teori til fremtidig forståelse.

I europæisk sammenhæng er det specielt, at man i Danmark ikke har ønsket at finansiere forskning i socialt arbejde gennem varige bevillinger. Forskningsopgaver udbydes af ministerierne enkeltvis. Det er der kommet mange gode publikationer ud af. Men oftest hverken umiddelbart anvendelige for praksis eller i forhold til vidensbehovet for opbygning af professionskompetence.

Vi er nødt til at sikre en vidensopbygning, der er konkret anvendelig for praksis ved prioriteringer og metodeudvikling, som indtænker medarbejdernes aktuelle og fremtidige kompetencer, og som inddrager den store viden, som brugergrupperne har opbygget.

Det nye partnerskab skal udfordre hinanden konkret og indholdsmæssigt. Nedenfor nogle eksempler:

1) Danmark har en god tradition for stærke brugerorganisationer, ligesom der er etableret videnscentre/råd knyttet til brugere. Disse organisationer repræsenterer en enorm viden på brugerområdet.

Der er brug for, at denne viden stilles til rådighed i partnerskabet, så indsatserne vurderes og nytænkes i brugernes helhedsorienterede hverdagsperspektiv.

Og der er brug for, at de øvrige partnere udfordrer brugerne i dialogen om, hvor individualisering og valg har betydning, hvor processer og administration fungerer tungt, og hvor de nuværende og fremtidige teknologier giver muligheder.

2) Praksissektoren genererer store mængder af data, og den administrative byrde kan ikke problematiseres nok. Men data skal bruges offensivt til at kvalificere arbejdet.

Kommunerne skal udfordres til at etablere fælles standarder i dataindsamlingen. Og partnerskabet skal udfordre ved at vurdere, hvilke data der er væsentlige til hvilke vidensformål - så dataindsamlingen får et indholds- og udviklingsmæssigt modspil til kontrolaspektet. Selv den dygtigste medarbejder kan gennemføre den samme handling 100 gange, uden at handlingen nødvendigvis kan opfylde evidenskrav.

3) Udførelsen af det sociale arbejde er afhængigt af kompetente fagpersoner, der kan opstille relevante faglige valgmuligheder og handle. Her er uddannelserne afgørende for det beredskab, de studerende får omkring viden, etik og evnen til at handle. Uddannelserne har ansvar for, at de kommende professionelle lærer at indhente og anvende forskningsresultater og evidensvurdere metoder, lærer at handle etisk ansvarligt på det mulige grundlag og er villige til at sætte fagets "universelle sandheder" til diskussion for at finde nye problemløsninger.

Uddannelsernes vidensopbygning og vidensanvendelse er afhængig af sammenhæng mellem forskning og uddannelse. Den sammenhæng eksisterer i andre nordiske/europæiske lande, men er hidtil ikke blevet prioriteret i Danmark, hvor velfærdsuddannelserne ikke er tilknyttet forskning.

Partnerskabet skal blandt andet bidrage med, at underviserne kommer til at indgå som deltagere i forsknings- og udviklingsprojekter, så de studerende får et direkte indblik i forskningens problemstillinger. Og at der etableres systematisk forskning i forhold til, hvordan man uddanner de studerende til at handle i det sociale arbejde.

4) Forskerne har selvsagt deres frihed til at vælge, hvad de finder relevant at forske inden for. Men de tre andre parter skal gøre sig mere tillokkende, så forskningen får blik for de nødvendige relevante forskningsindsatser. Og de tre parter bør prioritere at give forskningen systematisk feedback på, om forskningen via sine forskningsprojekter bidrager konstruktivt til det fælles samfundspolitiske projekt "udviklingen af det sociale område".

Hvis forskningen skal bidrage mere relevant til udviklingen, skal den lade sig udfordre på at reflektere den komplekse og tværfaglige virkelighed i problemdefinering, de fagdiscipliner, som involveres, og udfoldelsen af handleaspektet.

Den aktuelle økonomiske situation skriger efter udvikling, nytænkning og kompetenceløft. Det er her, partnerskabet skal udgøre et "nyt spor" mod udvikling og innovation.

Partnerskabet skal derfor have rammer til at kunne bearbejde problemstillingerne gennem innovationsværksteder og professions-/forskningslaboratorier. Og til at være initiativtager til og videreformidle feedback til partnernes egen indsats med henblik på praksis- og uddannelsesrelevans. Eller ved at initiere projekter inden for forskning, udvikling og innovation, der kan kvalificere det nuværende vidensgrundlag. Partnerskabet skal også koordinere og opbygge netværk til nationale og internationale aktører.

Høj faglighed vil være afgørende for, om partnerskabet kommer til at fungere efter formålet. Samarbejdet bør derfor etableres på en måde, så man kan tiltrække højt kompetente og internationalt anerkendte forsknings-, uddannelses- og praksispersoner.

Partnerskabets sekretariat kunne forankres i en professionshøjskole-sammenhæng, der rummer de sociale uddannelser. Det vil understøtte kompetenceløftet i professionerne. Og det vil ligge i forlængelse af skolernes hverdag med dialog med brugere, praksis og forskning.

Initiering af partnerskabet kunne ligge i flere fagministerier som for eksempel social, sundhed, undervisning eller videnskab. Hver især har disse ministerier dog kun en delinteresse i problemstillingerne. Denne fragmenterede opdeling af de komplekse problemstillinger er en yderligere begrundelse for at gentænke den samlede indsats i en fælles kontekst.

Det kunne derfor også være finansministeren, der tager bolden op i et samspil med Kommunernes Landsforening. Vi håber bolden bliver taget op - det sociale område fortjener det.

Stig Langager, formand for Danske Handicaporganisationer.

Ole Pass, socialdirektør og landsformand for Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark.

Erik Knudsen, rektor for UC Lillebælt og formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegiums Uddannelsesudvalg.

Alice Rasmussen, studierektor ved socialrådgiveruddannelsen på UC Lillebælt.

Lone Severinsen, forhenværende rektor for Den Sociale Højskole København.