Kirstine Thye Skovhøj |
6. september 2010
Smukke kvinder oplever at blive diskrimineret, når de søger job inden for de traditionelt maskuline erhverv, viser ny undersøgelse
Smukke mennesker kommer normalt lettere gennem livet, men det er ikke altid en fordel at være en kvindelig skønhed, tyder ny amerikansk forskning på. Det skriver videnskab.dk.
Undersøgelsen, der er publiceret i tidsskriftet Journal of Social Psychology, viser, at smukke kvinder, der søgte job, hvor fremtoningen ikke var vigtig, blev fravalgt til fordel for mænd. Især i stillinger som bygningsrådgiver, økonomidirektør, maskiningeniør og i lederstillinger inden for forskning og udvikling blev kvinder med et godt udseende diskrimineret.
"I disse stillinger var det meget skadeligt for kvinder at være attraktive," siger undersøgelsens forfatter, Stefanie Johnson, adjunkt i management ved UC Denver Business School i USA og fortsætter: "I alle andre former for job blev attraktive kvinder foretrukket. Dette var ikke tilfældet med mænd, hvilket viser, at der stadig er dobbeltmoral, når det drejer sig om køn".
I et af undersøgelsens forsøg fik deltagerne fremvist 204 billeder af universitetsstuderende, der alle var hvide og klædt i businesstøj. Deltagerne blev bedt om at vurdere de universitetsstuderendes tiltrækningskraft på en skala fra et til syv.
Herefter blev deltagerne bedt om at vurdere, hvor velegnede personerne var til en række forskellige stillinger. Den generelle tendens var, at tiltrækkende mennesker blev bedømt som mere egnede til ansættelse - selv i job, hvor deltagerne svarede, at udseendet var uden betydning.
Undersøgelsen kunne også konkludere, at attraktive kvinder blev vurderet som mindre velegnede end uattraktive kvinder til maskuline job, hvor fremtoningen ikke var vigtig.
skovhoej@k.dk