Fattigdom styrker troen. Det viser en international undersøgelse fra Gallup
Jo færre penge folk har, desto stærkere er deres tro.
Sådan lyder konklusionen på en stor undersøgelse foretaget af det amerikanske Gallup-institut. Analyseinstituttet har undersøgt sammenhængen mellem indtægt og indbyggernes opfattelse af, hvor vigtig en rolle religion spiller for dem. I alt er 114 lande med i undersøgelsen, herunder Danmark. 19 procent af danskerne mener ifølge Gallup, at religion er vigtig, mens det i et u-land som Bangladesh er hele 99 procent af befolkningen, som svarer ja til, at religion er vigtigt.
I lande, hvor den gennemsnitlige indtægt er under 2000 dollar - cirka 12.000 kroner - mener 95 procent eller flere, at troen spiller en vigtig rolle. I lande, hvor gennemsnitsindtægten er højere end 150.000 kroner, er der gennemsnitligt 47 procent, som finder, at deres religion er vigtig for dem.
Lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Jesper Sørensen er medforfatter til en ny bog "Religion - I psyke og samfund", som afsøger forklaringer på, hvorfor mennesker opfatter tilværelsen som religiøs. Og han bekræfter, at der kan være en sammenhæng mellem at være fattig og have en stærk tro.
"Usikkerhedsfaktorerne, som følger med fattigdom, medfører en højere tilslutning til religiøse forestillinger. Ofte fremprovokerer det religiøse ritualer, at din overlevelse er afhængig af en række områder, du ikke selv er herre over. Religionen er derfor et forsøg på at påvirke magter, der kan hjælpe dig til at overleve," siger han.
Samtidig understreger han, at den måde, vi opfatter religion på, også er kulturelt betinget.
"Der kan være stor forskel på, hvordan man reflekterer over religionsbegrebet i Danmark og i u-landene. I et land som Bangladesh er religion og ritualer en så central del af samfundet, at det måske slet ikke er noget, man tænker over. I den vestlige verden derimod har det været acceptabelt at tage stilling og vælge til og fra i forhold til religionen," siger Jesper Sørensen, som dog ikke mener, at man kan konkludere endegyldigt, at de forholdsvist rige danskere er langt mindre religiøse end de fattige bengalere.
"Over 80 procent af danskerne er stadig medlem af folkekirken. Danskerne har høj loyalitet over for kirken som institution, men synes det er svært at sige ja til, at religion er vigtig i deres liv, fordi det er et komplekst spørgsmål, og fordi de ikke umiddelbart har noget på spil," vurderer Jesper Sørensen.
Kirkens Korshær, som holdt årsmøde i denne weekend, er dagligt i kontakt med de mennesker i Danmark, som økonomisk er dårligst stillet.
"Det er rigtigt nok, at mennesker i krise kan have behov for at henvende sig et sted med deres frustration, og der kan religionen komme ind i billedet. Og i Amerika er det dokumenteret, at jo længere du kommer ned ad den sociale rangstige, jo mere religiøs bliver du," siger korshærschef Bjarne Lenau Henriksen.
Han anser dog ikke generelt fattige danskere for at være meget mere religiøse end de rige.
Til gengæld vurderer han, at fattige i Danmark ofte er mere taknemmelige.
"Jo mere rig du bliver, jo mere sur og vred bliver du over ikke at have endnu mere, mens dem, der ikke har meget, finder sammen i en form for solidaritet. Jeg tror, at mennesker uden så mange facader har lettere ved at udtrykke religiøsitet end dem med facaderne helt oppe," siger Bjarne Lenau Henriksen.
benteclausen@k.dkschelde@k.dk