I Danmark har vi valgt at lade en offentlig institution som folkekirken være rammen omkring landets religion.Her Ibsker Kirke på Bornholm.
- Arkivfoto.
Povl Götke |
7. september 2010
Vi skal fortsat bygge kirker rundt om i hele landet, for uden dem er der ikke længere grundlag for et velfærdssamfund, skriver Povl Götke
I en kronik i Kristeligt Dagblad den 25. august argumenterer Jeppe Trolle med, at det ikke er nødvendigt med en kirke i den nye bebyggelse Trekroner, hvor han bor, for kapaciteten i de eksisterende kirker i området er mere end nok til at opfylde behovet for kirkelige handlinger.
Som bekendt blev der i perioden mellem år 1100 og 1300 bygget over 2000 kirker og klosteranlæg i Danmark, men det var ikke, fordi der var religiøst behov for det. Det handlede om konstruktion af et samfund. Det projekt er ikke noget, man bliver færdig med, så derfor skal vi også i dag have kirker rundt i hele landet. Det gælder ikke mindst i det, vi kalder for Udkantsdanmark, selvom den demografiske udvikling i en vis forstand gør dem mere og mere overflødige.
Den sekularisme, som Jeppe Trolle identificerer sig med og har gjort til sit projekt, er på retur i hele den vestlige verden. Det har nemlig vist sig, at det ikke er et spørgsmål, om man vil have religion eller ikke i det offentlige rum. Det er et spørgsmål om, hvilken religion man vil have. Det er faktisk et af de allervigtigste samfundsmæssige spørgsmål, for en religion er ikke en statisk størrelse, men lader sig i højeste grad forme af den ramme, som den forvaltes i og med.
I Danmark har vi valgt at lade en offentlig institution som folkekirken være rammen omkring landets religion. Folkekirken er en helt unik konstruktion, som ikke findes andre steder i verden. Den er styret og kontrolleret af Folketinget. Det vil sige, at alle danske statsborgere, hvad enten de er medlemmer af folkekirken eller ikke, bestemmer over institutionen.
Folkekirkens præster er endvidere kandidater fra landets universiteter. De har altså gennemgået en offentlig, akademisk uddannelse, som betyder, at de ikke bare har et fagligt højt niveau, men også benytter fuldstændig de samme rationalitetsstandarder som samfundet i øvrigt. Det er ikke nogen selvfølge.
Endvidere lægger folkekirkepræsterne generelt stor vægt på viden og oplysning. Det viser alle undersøgelser af den undervisning, der foregår i folkekirkeligt regi. Det er altså ikke underkastelse og blind lydighed, der er budskabet rundtomkring i konfirmandstuerne, men et nuanceret livssyn, der hviler på refleksion og selvstændig, kritisk stillingtagen. Det gælder vel at mærke også i forhold til Bibel og bekendelse, præst og kirke.
Folkekirken er rummelig. Man kan finde alle mulige holdninger og synspunkter - også på, hvad kristendom egentlig er for en størrelse - i folkekirken. Også på den måde er den et spejl af samfundet. Men hvad er det så, der holder sammen på den? Hvordan kan folkekirken være samfundskonstituerende og skabe sammenhold, når den nu er så sammensat?
Det kan den netop i kraft af rammen, som ikke blot er af institutionel karakter, men også handler om en fælles rytme, som skabes gennem ritualerne. Folkekirken er den væsentligste aktør, når det handler om at bryde den daglige trummerum op i nogle højtider, som indskriver os i en større, social sammenhæng, som vi er fælles om. Det sker i forbindelse med jul, påske og pinse, og det sker i forbindelse med dåb, konfirmation, vielse og begravelse.
Folkekirken som institutionel ramme og som skaber af en fælles rytme betyder, at vi har et land, hvor de fleste er fælles om det meste. Denne tilstand er baggrunden for den solidaritet og samhørighedsfølelse, der er selve grundpillen i vores velfærdssamfund. Uden folkekirken og folkeskolen - de to institutioner er tæt forbudne i et skæbnefællesskab - ville Danmark falde fra hinanden i en række parallelsamfund, som definerer sig i modsætning til hinanden, og hvor folk følgelig ikke har lyst til at dele med hinanden. Og dermed er der ikke længere grundlag for et velfærdssamfund.
Så selvfølgelig skal kirkeklokkerne bimle og bamle i Trekroner. Beboerne dér skal have rytme fælles med alle andre borgere i det her land, for det er det, der gør det til et samfund. Hvis man er medlem af folkekirken, så har man ikke bare på nationalt plan indflydelse, men også på lokalt plan. Så kan man være med til at vælge menighedsråd, eller man kan lade sig vælge ind i menighedsrådet. På den måde kan enhver være med til at skabe lige præcis den kirke, der passer til Trekroner.
Povl Götke (ph.d.) er lektor i religionspædagogik ved Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad