Lektor: Den frie undervisning er under pres

Frygten for overgreb fra muslimer fik gymnasielektor i religion Allan Poulsen og forlaget Systime til at udelade illustrationer, ændre titlen og fjerne et foto fra omslaget på en undervisningsbog om islam

Mange steder i verden har demonstranter sat ild til Dannebrog i protest mod Jyllands-Postens Muhammed-tegninger - her i februar 2006 foran den danske ambassade i Jakarta i Indonesien. "Hver gang de bliver trykt, foreligger
Mange steder i verden har demonstranter sat ild til Dannebrog i protest mod Jyllands-Postens Muhammed-tegninger - her i februar 2006 foran den danske ambassade i Jakarta i Indonesien. "Hver gang de bliver trykt, foreligger . Foto: Jewel SamadAFP.

Bogen skulle egentlig have heddet "Er det islams skyld?". Omslaget skulle have indeholdt et foto fra den islamkritiske film "Submission". Og som illustration ville intet have været mere naturligt end at bruge Morgenavisen Jyllandspostens Muhammed-tegninger. Men sådan gik det ikke.

Det fortæller Allan Poulsen, religionslærer på Kolding Gymnasium og forfatter til undervisningsbogen "Islamdebat", som siden 2008 er blevet brugt på landets gymnasier.

Siden de kontroversielle tegninger blev trykt i 2005, og Dannebrog blev sat i brand i muslimske lande, har vilkårene for landets religionslærere undergået en "radikal ændring", skriver Allan Poulsen i den seneste udgave af Religionslærerforeningens blad. Og af frygt for trusler og overgreb fra muslimer valgte han sammen med forlaget Systime at ændre og udelade dele af bogen.

"Vi har fået en situation, hvor man kan blive nødt til at overveje, om der er noget, man bør være bange for at gøre. Det er noget helt nyt, som er opstået siden Muhammed-krisen," siger Allan Poulsen.

"Jeg har det dårligt med den ændring. Også selvom jeg ikke tror, mange kolleger tænker over, at den foreligger. Det er en radikal ændring, fordi det er nyt, at der er noget at være bange for. Vi har en fin tradition i gymnasiets religionsundervisning for at have en høj grad af forståelse for de forskellige religioner. Men frygt er noget radikalt andet end at tage hensyn."

Intet ville have været mere naturligt end at gengive tegningerne, fortæller Allan Poulsen. Alligevel var han og forlaget Systime enige om, at tegningerne ikke skulle indgå i bogen.

"Hver gang de bliver trykt, foreligger risikoen for alvorlige problemer – selvom der jo ikke sker noget hver gang. Jeg havde desuden den tanke, at en undervisningsbog kunne tiltrække sig særlig opmærksomhed, fordi det ville kunne opfattes, som om man ville indoktrinere eleverne i forhold til Muhammed-tegningerne."

Anderledes var det med fotoet fra den islamkritiske film "Submission" af den hollandske instruktør Theo van Gogh, som efter offentliggørelsen blev myrdet af en ekstremist i 2004. Fotoet viser en forslået halvnøgen kvinde med korancitater på den bare hud.

"I første omgang var jeg vældig glad for omslaget med fotoet. Jeg viste det til flere kolleger, som var enige med mig i, at det var o.k. Men efterhånden sneg usikkerheden sig ind på mig. Og så fik jeg lavet det om. Jeg blev nervøs for, at det ville blive opfattet som så blasfemisk og provokerende af nogle muslimer, at det i værste fald kunne føre til trusler eller anden form for ubehagelig opmærksomhed."

Det var forlaget Systime, der fik betænkeligheder om bogens oprindelige titel. Kort tid før bogen skulle i trykken, modtog Allan Poulsen en mail fra forlaget. Han blev bedt om at genoverveje titlen. Og gik modstræbende med til at ændre den.

"Jeg syntes ikke, der var noget galt med den. Men jeg fornemmede, at det gik nemmest, hvis jeg lavede den om. Jeg husker ikke, præcis hvordan det blev formuleret, men kernen i det var, at der ikke var grund til at provokere unødigt."

Kunne du forstå forlagets betænkeligheder?

"Nej, ikke rigtigt. Jeg kunne forstå den generelle indfaldsvinkel om ikke at provokere unødigt. Men selv syntes jeg, at den kun var passende provokerende. Især i betragtning af at jeg i forordet og i bagsideteksten forklarede, at titlens spørgsmål var absurd."

Hvad ville du frygte, hvis bogen var udkommet med den oprindelige titel, det påtænkte forsidefoto og kopier af Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger?

"Hvis Muhammed-tegningerne havde været med, tror jeg ikke, der er nogen grænser for, hvad man kunne frygte af trusler. I værste fald ville de blive blæst op til en ny Muhammed-krise. De tegninger har fået deres eget liv, og man må omgås dem med varsomhed. Hver gang nogen trykker dem, er der en risiko for, at de bliver brugt af kræfter, som vil blæse dem op til noget, der kalder på voldelige reaktioner."

"Hvad angår fotoet, tror jeg bestemt ikke, der ville være sket noget. Man kunne bare ikke være sikker. Der kunne sidde militante muslimer et sted, som gerne ville skabe opmærksomhed omkring det."

Tidligere har Allan Poulsen ikke tøvet med at bruge eksempler og illustrationer i sine undervisningsbøger, som kunne virke stærkt krænkende på religiøse mennesker. Da han sammen med en kollega i 1996 udgav en undervisningsbog om kristendommen, fandt han det for eksempel helt naturligt at bringe Jesper Jensens sang "Øjet", sunget af Trille, som ifølge Allan Poulsen er groft blasfemisk, samt en tekst af Nietzsche, hvori kristendommen kaldes den store forbandelse.

"Det gjorde vi ikke for at provokere, men fordi religionernes virkningshistorie, herunder religionskritikken, har en naturlig plads i religionsundervisningen."

Hvad betyder det for den kritiske undervisning, når undervisningsbøger tilpasses frygten for trusler eller hævnaktioner fra ekstremister?

"Det betyder, at undervisningen potentielt set kan gå hen og blive mindre fri og mindre kritisk, end den bør være i et frit samfund som vores."

johansen@k.dk

Lektor Allan Poulsen.
Lektor Allan Poulsen.