Endnu en sag om selvcensur har ramt Danmark i kølvandet på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og den internationale debat om Vesten versus islamismen. Den seneste sag kommer fra den danske gymnasieverden, hvor lærebogsforfatter og lektor Allan Poulsen i en bog, der ellers netop beskriver krydsfeltet mellem terrorisme, blasfemi og ytringsfrihed, har valgt at nedtone ord og billeder, som ville kunne krænke eller virke blasfemiske for nogle yderligtgående muslimer. Væk er blandt andet spørgsmålet: "Islams skyld?" på forsiden af lærebogen. Væk er også det ellers planlagte billede fra den meget omtalte hollandske film "Submission", der udstiller islams kvindesyn. I sig selv udtrykker disse fravalg på foruroligende vis, hvordan frygten for islamistiske reaktioner påvirker det ellers åbne og frie samfund, vi lever i. Men hertil kommer som noget endnu mere bekymrende, at tendensen til af frygt for repressalier at nedtone islamkritik ifølge Allan Poulsen nu breder sig ind i klasselokalerne i flere dele af undervisningsmiljøet.

Allan Poulsen var realist og pragmatiker, da han i samarbejde med forlaget Systime valgte at trække det mest islamkritiske materiale ud af lærebogen. Samme Allan Poulsen er modig og fremsynet, når han nu fortæller offentligheden om sine overvejelser både som forfatter og underviser. Som samfund har vi nemlig hårdt brug for en fordomsfri debat om de meget alvorlige problemstillinger, som netop processen omkring denne bogudgivelse afspejler. Forlagsbranchen og de højt uddannede undervisere i religion burde være nogle af de fyrtårne i samfundet, som allerbedst ved besked om, hvordan ytringsfrihed kan gå hånd i hånd med både religionsfrihed og religionskritik. Hvad sker der på andre områder i samfundet, hvis disse fyrtårne ryster på hånden? Og hvor går egentlig grænsen mellem på den ene side den naturlige pli og medmenneskelige hensyntagen, som vi alle bør udvise, og så på den anden side den resignerende og frygtsomme underkastelse for nogle ensporede ekstremister, som i længden vil være ødelæggende for samfundet?

De sager, vi kender til, hvor frygt har affødt selvcensur i kunstens, mediernes og bøgernes verden, vidner om, at vi her er oppe imod kræfter, der er langt større, end nogen i Vesten har kunnet forudse. I selvcensurens og religionskritikkens verden af i dag er der få helte. Men det må nu stå ganske klart, hvem de største skurke er: De islamistiske galninge, som kan finde på at gengælde kritiske ord eller billeder med fysisk vold og terror. Deres handlinger dømmer dem og understreger samtidig, at dokumenterende religionskritik fortsat skal have plads i bøger, medier, skoler og kulturinstitutioner.

mth