Jeg har en svaghed for stærke mennesker

Har du en svaghed for stærke personer?

– Ja, det har jeg! Det er dem, der tør noget og kan noget. Der er ufatteligt mange af dem og heldigvis for det. Du nævnte selv Mogens Glistrup, som for snart mange år siden var en stærk person.

Victor Andreasen (tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet, red.) holdt jeg utroligt meget af, og det var heldigvis gensidigt. En Anja Andersen! Selvom de kan være tossede indimellem, siger de folk noget, og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg har lige haft fornøjelsen af at møde Henrik Nordbrandt, som jeg også rigtig, rigtig godt kan lide.

Stærke mennesker kan udvikle en elendig side, måske ende som despoter. Hvad stiller du op med det?

– Jamen, nogle gange er jeg da også blevet sørgeligt overrasket. Glistrup viste jo noget af det. Det skuffede mig utrolig meget, for jeg synes, jeg giver meget af mig selv, når jeg først tror på andre mennesker. Så lammer det ekstra, når man føler, at den imødekommenhed er blevet brugt på en forkert måde. Men jeg synes også, man skal bære over med de stærke mennesker, der kan have nogle dårlige træk, som bare ikke fylder så meget som de positive.

Som en Anja Andersen?

– Eller en Mogens Camre, som jeg også sætter meget stor pris på. Jeg kender jo de mennesker fra andre sider end dem, man kender fra offentligheden, siger Pia Kjærsgaard.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

–Som lyst! Ellers tror jeg ikke, jeg havde siddet her i 22 år. Det har noget med gåpåmod at gøre. At man nægter at se andet end positivt på tilværelsen, selvom der selvfølgelig også kan være mange meget alvorlige stunder. Generelt har jeg en positiv tilgang til tilværelsen og til mine medmennesker.

Det er noget, der kommer fra mine tidlige år. Det betyder utrolig meget, hvordan ens barndom har været. Ikke at den har været omkostningsfri, bestemt ikke, men jeg mener, at jeg har fået en god opdragelse. Min mor og far har lært mig mange forskellige ting. Min far har lært mig meget om naturen. Jeg nyder det her forår. Jeg suger det til mig. Jeg har ventet så længe på det. Min mor var et livsstykke. Hun sang og lærte mig at sige tak for ting.

Hvad betyder troen for dig?

– Den betyder meget. Jeg er jo et af de mennesker, som ikke taler så meget om den, men den ligger inde i mig. Jeg kunne ikke forestille mig at være ateist. Jeg ved ikke, hvad der foregår inde i de menneskers hoveder. Jeg dømmer dem ikke på det, og de kan sagtens være mine venner, men jeg forstår dem bare ikke.

Min tro kommer nok også fra mit barndomshjem. Ikke forstået på den måde, at der var kirkegang og salmesang, det var der ikke. Men som sagt sang min mor meget, også højskolesange, og hun lærte mig at bede fadervor, og det gjorde jeg hver aften, og det kan jeg absolut stadig. Faktisk lidt mere end mit fadervor. Vi bad det også i skolen i min generation og lærte sangene, eller salmerne.

– Det har noget at gøre med, at man fik fortalt, at der altså er en Gud. Uden at det på nogen måde var et religiøst hjem, men selvfølgelig et kristent hjem, jeg er jo både døbt og konfirmeret. Jeg havde som ung en veninde, som blev tvunget til at gå i kirke hver søndag. Det var meget synd for hende, der også selv var meget modstander af det.

Hvorfor er troen ikke noget, du taler så meget om?

–Jeg har bestemt ikke noget imod det, men hvem skal man tale om det med andre end med sig selv? Det har jeg ikke noget behov for, men jeg er altid meget spændt, når jeg skal i kirke. Hvad det er for en præst?

Jeg bliver så glad, når jeg føler, det er en god prædiken eller en god konfirmation, men jeg er altid skeptisk: Er det nu en af dem, der begynder at politisere? Det er der desværre en tendens til, og det er jeg rigtig ked af.

En god prædiken for mig er en, hvor præsten føler sig virkelig godt tilpas. At det er et dejligt arbejde, præsten har. Det mener jeg sagtens, man kan se på folk. Jeg har faktisk lige været til konfirmation i søndags, hvor det var en sød præst. Også lidt hyggeligt. Jeg synes godt, en præst må være hyggelig. Jeg har været til masser af begravelser, og jeg føler virkelig trang til at sige tak, når jeg føler, at kirkegangen har været god.

Min tro har vel på en eller anden måde noget at gøre med mine holdninger i øvrigt. Jeg bryder mig ikke om udtrykket at være et helt menneske, men man er jo den, man er. Men jeg tænker ikke, at nu må jeg få mit politiske billede til at passe på min tro.

Hvad forbinder du med Gud?

– Et eller andet, som jeg har svært ved at definere. Det er noget, der er inde i mig. Jeg kan jo ikke sige, at Gud er en person, for det er Gud jo ikke. Heller ikke en, der sidder på en hvid sky. Det er slet ikke på den måde, men det fylder i ens bevidsthed, siger Pia Kjærsgaard.

Hun indrømmer, at hun ikke har kunnet give sin tro videre til sine børn, men det gør ikke noget.

– Det er mine børn altså ikke særligt interesserede i. To af mine børnebørn er ikke døbt. Jeg er jo bare bedstemoderen, så det skal jeg lade være med at blande mig i. Det har været lidt svært for mig, det skal jeg ærligt indrømme, men det må de unge mennesker jo selv om. De har det godt i deres hverdag. Det er deres liv, siger hun.

Ser du nogle håbstegn for verden?

– Den dag, man tror, at verden går under, er der kun en ting at gøre, og det er at plante et træ. Det kan se slemt ud, og det kommer tæt på. Terror. Fjendtlighed. Men jeg vil have lov til at tro på det bedste i mennesket. Altså, selvfølgelig er jeg bekymret, men det tror jeg nu, alle i alle generationer på min alder har været! Så det er ikke noget nyt.

Kommer du nogensinde i tvivl?

– Om hvad?

Om dine holdninger?

– Nej.

Om din tro?

– Nej.

Om noget?

–Jo, selvfølgelig. Vi kan alle komme i tvivl, men jeg er ikke tvivl om, at jeg har gjort det rigtige i min politiske løbebane. Altså, med hensyn til min tro stiller vi os jo allesammen det berømte spørgsmål, når vi oplever grusomheder: Hvor er lige den Gud, jeg troede på? Men det er jo også det, vi skal. Vi skal udsættes for de ting.

Med hensyn til tvivl om dine politiske holdninger tænker jeg også på det med, at du i din ungdom var radikal? Var det ikke et udslag af tvivl, at du siden skiftede holdning?

–Jeg var ikke spor radikal, overhovedet ikke! Nej, jeg var uvidende. Jeg var purung, 20 år, og vi boede i et lillebitte dukkehjem på fjerde sal og mente, vi skulle holde en avis, for det gjorde alle pæne familier. Så abonnerede vi på Aktuelt, fordi den havde en størrelse, som var nem at håndtere ved morgenbordet. Jeg anede ikke, hvad avisen stod for. Det var under perioden med Hilmar Baunsgaard, og jeg syntes, han var så ufattelig hyggelig, så derfor stemte jeg radikalt. That's it.

Så det var ikke den dybere refleksion?

– Bestemt ikke, men du kan tro, det siden har givet mig nogle tanker om, hvorfor mange folk stemmer, som de gør, siger Pia Kjærsgaard.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk