Dirigent og musikere genskaber det oprindelige øjeblik

For at holde gnisten ved lige samarbejder SymfoniOrkestret, der til daglig dirigeres af Thomas Dausgaard, jævnligt med gæstedirigenter fra ind- og udland. De bliver normalt inviteret af orkestret, men i dette tilfælde var det omvendt. Luisi, der tidligere i år tiltrådte stillingen som førstegæstedirigent ved Metropolitan Opera i New York for tre år, skulle have dirigeret et andet orkester ved den traditionsrige, klassiske festival i Santander i Nordspanien. Orkestret måtte melde afbud nogle måneder forinden, og Luisi foreslog selv DR SymfoniOrkestret som en mulig samarbejdspartner til den store, afsluttende koncert på festivalen.

Det tager kun cirka 20-30 minutter for orkester og dirigent at se hinanden an. Det påstår både musikere og Fabio Luisi selv. Man undersøger hinandens tekniske kunnen, og hvor seriøst man tager arbejdet. Derfra er det en proces, hvor orkestret lærer, hvad dirigenten vil, og dirigenten forstår, hvordan orkestret normalt spiller musikken.

"Jeg vidste, det var et godt orkester, og et par af dem kendte måske til mig, så i udgangspunktet var det et meget respektfuldt og seriøst samarbejde. Og derfra forstod musikerne lidt efter lidt, hvad jeg gerne ville, og hvad jeg lægger vægt på. Min opfattelse af lyd, frasering, vejrtrækning," siger Luisi.

Ulla Miilmann fortæller, at Luisi kom ind, hørte orkestret spille, roste musikerne og sagde, at det var fint. Men ikke godt nok. Han ville have mere og brugte ofte en barbecuegrill som billede på det, han ønskede. Det skulle gløde. Og det fik han det til.

"Det, Luisi formår, er at forløse nogle selvstændige, kreative kræfter i musikerne. Han styrer og vejleder os, men han giver også plads og tid, så vi selv kan mærke efter og finde ud af, hvad vi gerne vil. Han går eksempelvis meget op i klangdannelse, og for at producere en god lyd kan du ikke være stresset. Så bliver den smal og endimensional. Men ved at vi får tid, så kan vi åbne op for en anden klang, så hele nodebilledet bliver tredimensionalt," forklarer Ulla Miilmann.

Den fyldigere lyd opnår Fabio Luisi, sagt på en enkel måde, ved at få orkestret til at lytte til hinanden og spille sammen, forklarer DR SymfoniOrkestrets førstekoncertmester og violinist Johannes Søe Hansen.

"Dirigenten er katalysatoren for, hvordan musikken bliver spillet, og der er mange forskellige typer af dirigenter. Når de står på podiet, har de store beføjelser og stor magt. De kan vælge at styre alting med hård hånd og ikke overlade andet til os end at honorere deres krav. Omvendt er der også typer som Fabio Luisi, der hele tiden beder os om at lytte til hinanden. Hvilket gør, at vi, som i kammermusikken uden dirigent, spiller meget mere efter hinanden end efter hans slag. Og det giver simpelthen en helt anden intimitet i samspillet," siger han.

I Santander i Spanien er musikerne knap ankommet til musikstedet Palacio de Festivales? store koncertsal, før skalaer afprøves bag scenen blandt kontrabas-kasser, stilladser, ledninger og ekstra nodestativer. Nogle er allerede i kjole og hvidt, med hvid vest eller skærf, knækflip eller ej, og lange, sorte aftenkjoler. Spredt på scenen kæmper klarinetter, violiner og tubaer om lydbilledet, mens de store pauker prøves af med hurtige, rytmiske, rungende slag. Som de eneste instrumenter er de ikke kommet med flyet fra Danmark, men er blevet udlånt af en nærboende paukist, fundet på internettet. Midt i lydkaosset troner en fem meter lang kontrafagot afventende og roligt i sit stativ. Kontrabasser slænger sig sidelæns og tungt på scenegulvet, mens musikerne efterhånden indfinder sig i virvaret. En mobiltelefon tjekkes tilbagelænet. De sidste sms?er besvares fem minutter inden prøvestart. Johannes Søe Hansen tysser på forsamlingen og opnår næsten fuldstændig stilhed, inden oboen spiller et a, og instrumentgruppe for instrumentgruppe falder ind i tonen.

Fabio Luisi træder op på det lille podium fulgt på vej af nye klapsalver. Han takker for gårsdagens generalprøve i København, og uden yderligere småsnak tager han og orkestret fat på Mahlers første symfoni.

Luisis bevægelser er et nanosekund forud for musikken. Til koncerten er han ikke blot kransekagefigur efter flere dage med prøver. Med en blød bevægelse fra benene og op inviterer han violingruppen indenfor, læner sig mod musikerne, mens en halvåben hånd med let bevægende fingre vendt mod loftet lokker dem til. De glider ind, og han bifalder bevægelsen med et lille smil. Indimellem dukker velkendte håndsignaler frem som for eksempel en opadvendt tommelfinger til en solist.

"Man kan ikke dirigere med ord, for man bliver nødt til at være stille. Så man må bruge de andre redskaber, man har – øjnene, bevægelserne. God teknik giver dig de basale, tekniske bevægelser, men det er langt smukkere at bruge bevægelserne fra hverdagen: invitere, afvise, motivere og at modellere lyden som en maler eller skulptør. Det er bedre redskaber end den rene, simple teknik. I livet får man på et tidspunkt brug for ord, men musikken er større end det. Og i det moment er musikken ikke kun intellektuel, men meget naturlig. Som noget oprindeligt fra begyndelsen på de første menneskelige relationer," forklarer Fabio Luisi om sin kommunikation med orkestret, der tydeligvis reagerer positivt på den.

"Han er meget elskværdig i sit kropssprog og meget animerende til at spille sammen, at spille god musik og at nyde det. Hvor det for nogle dirigenter kan betyde så meget at få et bestemt udtryk i musikken, at de bliver helt forkrampede, forstår han at gøre det på en behagelig måde, så alle bare vil gøre deres bedste. Det er virkelig mit indtryk, at orkestret har haft en fantastisk uge med ham," siger Johannes Søe Hansen.

Når Fabio Luisi vil motivere musikerne i et orkester, bruger han også ord og billeder under prøverne. Han stopper op og beder flere gange violingruppen om blødere overgange mellem bestemte toner, men langt størstedelen af tiden er kroppens kommunikation nok. Han strækker sin krop for at nå de tynde luftlag, violinerne skal bevæge sig i, og i et voldsomt stykke trækker han lyden ud af først bratscherne, så violinerne ved hurtigt at gribe ned efter dem i hastige skift. Han ser direkte mod de grupper, han vil kommunikere med, strækker sig, så blikket når over de fleste og frem til basunerne. Og han belønner med træk på smilebåndet og sammenknebne øjne, når han opnår øjeblikke af absolut glæde. Det sker, men meget af tiden kører hjernen på højtryk for at rette op på eventuelle småfejl, for at huske musikerne på slagets gang og for at motivere, forklarer Fabio Luisi.

"I livet kan man ikke være lykkelig 24 timer i døgnet, man føler måske en stærk og dyb glæde i et par sekunder ad gangen. Det er det samme, en dirigent leder efter i sit arbejde. Men jeg skal oversætte det skrevne stykke til orkestret, som er min oversætter til publikum. Det er hårdt arbejde, men jeg elsker det," siger han.

Og det lønner sig. DR SymfoniOrkestret har spillet repertoiret i Spanien mange gange før, men aldrig som denne gang. Dirigenten gør en forskel, forklarer Ulla Miilmann.

"Han skal have en del teknisk kunnen, men også en del, der hedder slægtskab med komponisten, indlevelse, alt det intuitive. Altså lige dele intellekt og intuition. Når man kobler de to ting, så kan man genskabe det oprindelige, kreative øjeblik, som komponisten eksisterede i. Og det er i virkeligheden det, vi skal. Så alting bliver mere. Mere piano, mere forte, det bliver smukkere, mere lidenskabeligt, mere sørgeligt, mere glad, mere artikuleret. Alting bliver tydeligere, tingene fremstår klart og forståeligt. For os såvel som publikum," siger hun, inden lyset dæmpes, så orkestret på den oplyste scene fremstår endnu klarere for de 2000 lyttere i salen i Santander.

dalsgaard@k.dk

Hør koncerten fra Spanien på www.dr.dk/P2/P2+Koncerten