Venskab på liv og død

Islandske Jón Kalman Stefánsson skriver poetisk om venskab, bøger og død i en historisk roman, som dog ikke når dybt nok ned

Det er virkelig imponerende, så mange islandske forfattere der gør sig bemærket uden for den store vulkanø med det lille indbyggertal. Et nyt bekendtskab for mit vedkommende er Jón Kalman Stefánsson.

Sidste år udkom en dansk oversættelse af "Sommerlys, og så kommer natten", og nu er der allerede en ny, upåklagelig oversættelse i cirkulation, denne gang hedder bogen "Himmerige og Helvede". Af titlerne mærker man et poetisk gemyt med sans for naturen og interesse for historien.

"Himmerige og Helvede" blander lyrik og prosa i en rytmisk, gentagende og billedrig fortælling om venskab, bøger og død. Handlingen udspiller sig for cirka 100 år siden og har den voldsomme islandske natur som sin ramme. Første halvdel af romanen forløber over et døgn i marts måned, hvor vinteren endnu ikke har sluppet sit tag, anden halvdel finder sted over et par dage i april, mens foråret overvinder vinteren.

I centrum for fortællingen er de to venner, Bardur og drengen, som fortælleren kaldes. Bardur er en ivrig læsehest, der fornøjer sig med at lære vers udenad fra verdenslitteraturen. Han har ved romanens begyndelse lånt Miltons store episke digt "Det tabte paradis" i en gammel islandsk oversættelse, og han er selvfølgelig helt opslugt af bogens funklende poesi. Fordi Bardur går rundt og indprenter sig vers fra bogen, glemmer han sin skindanorak, da han skal ud at fiske med de andre i en lille båd. På havet blæser vinden op til kuling, og med frosten bidende i huden omkommer Bardur i armene på drengen.

Tabet af den nærmeste ven kaster drengen ud af balance. Han beslutter sig for at forlade det lille fiskerleje for at drage tilbage til den by, Bardur oprindelig kom fra. Han vil overbringe meddelelsen om sin vens død og levere Miltons epos tilbage til ejermanden.

Rejsen væk fra fiskerlejet og havet giver plads til overvejelser om, hvad der er godt og vigtigt i livet. En af disse overvejelser går på, om et kort liv målt i urets timer, dage og år også er et kort liv målt i forhold til livsindholdet:

"Tid kan være mange ting, og uret måler sjældent den, der forløber i vores indre, den virkelige livstid, så derfor kan mange dage rummes i ganske få timer og omvendt, og antallet af år er en unøjagtig målestok for et menneskes livstid, den, der dør som fyrreårig har måske i virkeligheden levet meget længere end den der dør som halvfemsårig."

Det er en fin iagttagelse og dygtigt formuleret, men tanken er efter min mening ikke særlig original. Man har hørt det før, endda flere gange, og derfor bidrager formuleringen ikke til at give det afgørende perspektiv, der kan lette sindet, når tankerne går på en smerteligt savnet ven. Der skal simpelthen mere til. Måske en mere dybdegående, uforudsigelig og sandhedssøgende refleksion.

På trods af at Jón Kalman Stefánsson skriver en indtagende og fortryllende prosa, så sidder jeg ærgerligt nok tilbage med en utilfredsstillet fornemmelse af at mangle noget, der går dybere ned og dybere ind.

Jón Kalman Stefánsson: Himmerige og Helvede. Oversat af Kim Lembek. 212 sider. 248 kroner. Batzer & Co.