Michael Ehrenreich |
8. september 2010
Store offentlige underskud er desværre kommet for at blive
Mens folketingsvalget nærmer sig, og kampen om at fremstå økonomisk ansvarlig forstærkes mellem regeringen og oppositionen, forsøger Formandskabet for Det Økonomiske Råd, bedre kendt som vismændene, fra sidelinjen at råbe politikerne op. Det er ikke ligefrem munterheder, der bydes på, men vismændenes budskab gør det mere og mere nødvendigt, at der lyttes.
Det er en meget almindelig opfattelse, at den drastiske forværring af samfundsøkonomien gennem de senere år udelukkende skyldes krisen. I løbet af få år er et overskud på statsfinanserne på 60 milliarder kroner forvandlet til et underskud på næsten 80 milliarder kroner. At det er gået så stærkt, skyldes den økonomiske krise, men ifølge vismændene tager vi fejl, hvis vi tror, at underskuddene er et forbigående fænomen.
En række faktorer betyder, at vi som samfund glider længere ned i kviksandet: befolkningens stigende aldring, svindende olie- og gasindtægter fra Nordsøen og gældsophobningen som følge af krisen. Desuden har væksten i det offentlige forbrug i en årrække ligget over væksten i indkomsterne og dermed skattegrundlaget. Samlet set er det en meget farlig cocktail.
I en kronik i Berlingske Tidende i går opregnede vismændene konsekvenserne af disse tendenser, nemlig et eksploderende offentligt underskud fra 2015. Herfra er der ikke langt til, at økonomien sendes ind i en negativ spiral, hvor underskud, gæld og rente skiftevis trækker hinanden op og med en ødelagt samfundsøkonomi til følge.
Lyder det som 1970?erne? Man skal være varsom med at sammenligne tidsaldre, men dengang forsøgte man at imødegå nedbrydningen af økonomien med politisk-økonomiske forlig i hurtig rækkefølge. Der blev lavet så mange af dem, at de efterhånden fik navn efter måneden for deres tilblivelse. Men de viste sig utilstrækkelige. Først i midten af 1980?erne lykkedes det med en stribe reformer at vende udviklingen.
Fejlene dengang må vi ikke gentage i vor tid. Det er imidlertid tankevækkende, at såvel regeringens Genopretningsplan som oppositionens Fair Løsning er kendetegnet ved fraværet af strukturreformer. Der gøres ikke op med et velfærdssystem, der efterhånden omfatter os alle, og det skal stadig være sådan, at raske 60-årige sendes hjem for ikke at lave noget. For blot at nævne to af de vigtigste områder, der kalder på reformer.
At der ikke søsættes smertefulde indgreb sidst i en valgperiode, er politisk logik. Men økonomisk bliver det mere og mere farligt. Jo længere tid der går, jo mere omfattende bliver den hestekur, der uvægerligt venter forude, og derfor er det så kritisabelt, at der ikke i tide vises mod og handlekraft.
me
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad