Forsigtig EU-formand i historisk tale

EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, leverede i går historiens første tale om Unionens tilstand til Europa-Parlamentet. Men det kneb med bud på, hvad man kan gøre ved selvsamme tilstand

EU-Kommissionens formand Jose Manuel Barroso leverede i går historiens første tale om unionens tilstand til Europa-Parlamentet. Foto: Scanpix.
EU-Kommissionens formand Jose Manuel Barroso leverede i går historiens første tale om unionens tilstand til Europa-Parlamentet. Foto: Scanpix.

Europa-Parlamentet i Strasbourg lagde i går lokale til den første tale til unionen fra en formand for EU-Kommissionen. Konceptet har José Manuel Barroso neglet fra USA, hvor præsidenten hvert år holder den såkaldte State of the Union-tale for kongressen.

På dansk plejer man at oversætte det til præsidentens tale til nationen, og det fører til to umiddelbare problemer, når man overfører det til en europæisk kontekst. For det første har vi ikke nogen præsident for EU, men derimod et væld af formænd for de enkelte institutioner, som i princippet alle kunne have stillet sig op og holdt en lignende tale, hvis det ikke var, fordi Barroso løb med idéen først. For det andet er der heller ikke nogen nation i traditionel forstand at tale til, men derimod en halv milliard beboere i 27 forskellige lande, hvor de færreste kender den 54-årige portugiser. Endnu færre ved, hvad der adskiller ham fra for eksempel Herman van Rompuy, der er formand for Rådet, eller Jerzy Buzek, der står i spidsen for Parlamentet, for slet ikke tale om lederne af de roterende formandskaber, der når at blive udskiftet, længe inden de bliver dus med europæerne.

I EU skal man således – i modsætning til i USA – lede længe efter en tv-station, der kunne finde på at udsende Barrosos tale direkte. Kommissionsformandens publikum består kun af de mest dedikerede EU-nørder, der fra deres computerskærme følger med via videolink, og så de EU-parlamentarikere, der lagde hus til den stort opslåede begivenhed. Også her var man så usikker på, om de 736 parlamentarikere ville møde op for at lytte til Barroso, at man overvejede at trække i deres diæter, hvis de ikke var på deres plads under hele indslaget. Et gigantisk selvmål, der sætter både parlamentet og Barroso i et dårligt lys, fordi det viser, hvor lidt tillid man har til såvel parlamentarikernes møde-disciplin som Barrosos evne til at trække fulde huse med sin tale.

Ser man bort fra de åbenlyse problemer, der ligger i at oversælge selve begivenheden, og kigger på substansen, var det mestendels et udvidet arbejdskatalog for den kommende tid, som formanden præsenterede.

Det, som flere efterfølgende efterlyste, var, at kommissionsformanden rent faktisk havde givet sit bud på, hvad tilstanden i unionen er, og hvad man kan gøre ved den. For den er nemlig ikke ret god. Balladen i kølvandet på Grækenlands økonomiske uvejr og det efterfølgende pres på euroen har afsløret store sprækker i solidariteten landene imellem. Samtidig kan EU se sin popularitet styrtdykke i meningsmålinger, efterhånden som de europæiske borgere mister tilliden til både deres nationale og overnationale politikere, i takt med at følgerne efter den økonomiske krise slår igennem.

Formanden tog imidlertid ikke fat om nældens rod, hvilket er set før, når han skal forsøge at revse medlemslandene, når de ikke lever op til spillereglerne i unionen. I går holdt Barroso sig således til generelle vendinger, da han kritiserede unævnte medlemslande for deres håndtering af deres romabefolkninger, selv om Kommissionen er i fuld gang med at undersøge de udvisninger af romaer, som særligt Frankrig, Danmark og Sverige har gennemført igennem de seneste par måneder.

Selv sagde Barroso, at han foretrækker at se fremad i stedet for at dvæle ved fortiden. Men i korridorerne blev der luftet utilfredshed med, at han manglede mod til at pege på, hvor samarbejdet halter. Ikke mindst, fordi formanden med talen selv havde taget initiativet til at være en samlende EU-figur – en position, der inkluderede retten til at tale til unionens borgere.

albrechtsen@k.dk