Længslen efter at høre til

Kristeligt Dagblad har også været til snigpremiere på filmen, og avisen havde inviteret 31-årige Jacob Lund med. Han er født i Danmark af en grønlandsk mor, der på grund af alkoholmisbrug ikke magtede at tage sig af ham. Derfor er han vokset op i Kolding hos sine danske adoptivforældre.

Da filmen er slut, er Jacob Lund rystet. Han græder og må sætte sig ned og sunde sig.

"Det er det med at være bortadopteret. Ikke høre til nogle steder og ikke at kunne gøre sig forståelig på grønlandsk, der gør indtryk. Det var synd for de børn og også meget mere, end det er for mig. Men jeg kan kende mig selv i filmen," forklarer Jacob Lund.

Selv har han altid følt sig rodløs. Som barn i Kolding var han anderledes, for "jeg så jo grønlandsk ud", og selvom hans adoptivforældre ikke var voldsomt interesserede i Grønland, var Jacob Lund tiltrukket af alt, hvad der lugtede af hans mors hjemstavn. En grønlandsk pædagog i børnehaven tog Jacob Lund under sine vinger og introducerede ham til grønlandsk kultur. De to tog på biblioteket sammen og lånte bøger, hun inviterede ham i biografen for at se en grønlandsk børnefilm, ligesom hun viste ham anorakker og sælskind.

Da han kom i skole, søgte han mod grønlandske kammerater, og da han blev gammel nok, begyndte han at hænge ud på Lanternen – "Koldings grønlænderværtshus nummer et".

"Jeg kender fire andre grønlændere, der er adopterede af danskere. Men de er alle ældre end mig. Det har nok været mere almindeligt før i tiden," siger Jacob Lund, der konstaterer, at han med en fødselsattest fra 1979 er nøjagtig lige så gammel som det grønlandske hjemmestyre.

Som voksen er det lykkedes ham at få forbindelse til sin biologiske mor, men det har ikke entydigt været en positiv oplevelse. Mens han aftjente sin værnepligt på Varde Kasserne, skaffede han sig en kasse med sprogbøger i grønlandsk, så han kunne en lille smule af sproget, da han første gang besøgte sin mors fødeø som voksen.

"Første gang jeg kom til Grønland, kunne jeg ikke sproget godt nok, og det var meget frustrerende. Da jeg kom derop anden gang, boede jeg der et halvt år, og det gik bedre. Jeg fik arbejde på en fiskefabrik, fik venner og gik på sprogskole om aftenen for at lære grammatikken. Jeg følte, at jeg kom hjem," siger Jacob Lund, som siger, at hans rødder er i sydgrønlandske Nanortalik – en by, han aldrig har besøgt, men som er hans mors hjemby.

Lige nu bor Jacob Lund i Danmark, men hele hans tilværelse kredser om Grønland. Han kommer i det grønlandske aktiveringssted Qiperoq, hvor han laver tupilakker og malerier, han er medlem af de grønlandske studerendes netværk Avalak, og han har inuitmusik på mp3-afspilleren. Næste mål er at spare penge nok sammen til at føre en drøm ud i virkeligheden. At flytte til Grønland og bosætte sig der permanent.

I dag er det, som Jacob Lund siger, ikke længere så almindeligt, at danske forældre adopterer grønlandske børn. Der er fortsat mange børn anbragt uden for hjemmet i Grønland på grund af sociale problemer, men så bor de typisk hos slægtninge eller plejefamilier, hvor forbindelsen til de biologiske forældre opretholdes.

Også fænomenet gavebørn eksisterer fortsat i Grønland. Men mange grønlandske børn og unge får fortsat et kulturchok i opvæksten, når de for eksempel rejser til Danmark for at tage et skoleår på en dansk efterskole. Ikke med henblik på at blive "fordansket" som i 1950'erne, men for at blive bedre til det sprog, der fortsat er helt essentielt, hvis man vil have en uddannelse og blive en del af det nye Grønland.

dahl-hansen@k.dk