Der er brug for at gøre op med et sundhedsvæsen, hvor nogle diagnoser og sygdomme åbner dørene for behandling på et helt andet niveau end andre.

Mens man i de senere år har satset massivt på at bekæmpe kræft og hjertekarsygdomme med behandlingsgarantier, pakkeforløb og milliardinvesteringer, er psykiatrien blevet beskåret. Ja, selv fedme, der må siges at være en tilstand, som det har taget år at udvikle, skal behandles inden for en måned, alt imens der bliver færre sengepladser til et stigende antal psykisk syge.

Det er naturligvis godt, hvis psykisk syge kan behandles ambulant og lokalt i distriktspsykiatrien, men allerede i 2007 slog daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) alarm og advarede om, at balancen var tippet. Der var nedlagt for mange sengepladser til skade for eksempelvis unge skizofrene, der har behov for længerevarende, stabiliserende indlæggelser.

Men siden er det kun gået fra slemt til værre. Mange psykiatriske afdelinger er nedslidte, enestuer en mangelvare, og syge bliver udskrevet, før de er raske, fordi mennesker, der er endnu mere syge, banker på. Eller de syge beder om at blive udskrevet, før de føler sig klar – alene fordi de ønsker fred og ro – noget, som er umuligt at skaffe på de overbelastede psykiatriske hospitaler.

I Kristeligt Dagblads artikelserie om den nu nedlagte åndssvageforsorg afsløres et inhumant menneskesyn, som det med nutidens briller er nemt at pege fingre ad. Men har Danmark ikke i 2010 en rem af huden? Det er nærliggende at få tanken, når man ser på prioriteringerne inden for sundhedsvæsenet. Her hersker et hierarki med de fysiske lidelser i toppen. Ældre Sagen har kritiseret forholdene for de – typisk ældre – medicinske patienter på hospitalerne, og psykiatrien behandles direkte stedmoderligt. Den kæmper om at få opmærksomhed og dermed tiltrække midler og dygtigt personale.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) har kaldt de psykiske lidelser for den største folkesygdom, men den mindst folkelige, og det er formentlig en af årsagerne til, at der ifølge ham bruges 10 gange så mange penge på de somatiske sygdomme som på de psykiske.

Et særskilt problem er de psykisk syge kriminelle. Dem er der sket en tredobling af de seneste 20 år, uden at antallet af behandlingspladser er fulgt med. Det betyder, at de retspsykiatriske patienter er med til at skubbe ikke-kriminielle psykisk syge ud fra hospitalerne, førend de er raske. Spørgsmålet er, om det er selvforstærkende. At ubehandlede skizofrene og psykotiske patienter kommer på gaden til fare for sig selv og andre og dermed ender på de psykiatriske afdelinger igen – men nu med en dom i bagagen.

kdh