Så var den meget omtalte ramadanfest på Christiansborg mandag aften alligevel et religiøst og ikke et kulturelt arrangement.
Det finder Dansk Folkepartis socialordfører Martin Henriksen bevist efter Kristeligt Dagblads reportage fra festen i går. Heraf fremgik nemlig, at en lounge i Snapstinget var indrettet til bederum i dagens anledning.
"SF's Özlem Cekic (der arrangerede festen, red.) har hele tiden sagt, at det var et kulturelt arrangement, der skulle fremme mangfoldigheden. Men hvordan kan det passe med, at der skulle være et bederum? SF kritiserer, at vi andre går til gudstjeneste ved Folketingets åbning, men det er hykleri, så det står ud i tykke stråler," siger Martin Henriksen.
Özlem Sara Cekic afviser den kritik.
"Alle moderne virksomheder stiller et bederum til rådighed for de ansatte, hvis der er behov for det, og der var nogle af deltagerne, som spurgte, om det kunne lade sig gøre ved middagen. Derfor spurgte jeg Snapstinget, om de havde et lokale til formålet. Men jeg har jo ikke sagt til alle 170 gæster, at de skulle gå ud og bede. Det var bare en mulighed," siger hun.
Hun fastholder desuden, at der er forskel på en privat middag og Folketingets åbning, som er en del af Folketingets officielle program. Ramadanmiddagen blev arrangeret med den tyrkiske avis Zaman, der sættes i forbindelse med mere konservative og nationalistiske strømninger, og det har fået nogle af de inviterede til at melde afbud. Så for at undgå samme kritik næste år vil Özlem Sara Cekic i stedet samarbejde med en dansk avis og søge danske sponsorer til arrangementet.
Hvilken dansk avis er uafklaret.
hoffmann@k.dk