En film, man sent glemmer, er "Gøgereden" fra 1975 med Jack Nicholson i hovedrollen. Han spiller en voldtægtsmand, der bliver dømt til behandling på et sindssygehospital, selvom han ikke er sindssyg. Han får de øvrige fanger til at gøre oprør og flygte fra hospitalet og en sadistisk oversygeplejerske. Da de kommer retur, arrangerer han en drukfest for dem, men det ender i en tragedie. I onsdags fortalte vi her i avisen historien om den lettere hjerneskadede Lars Nielsen, der som 11-årig blev sat på et skolehjem og senere kom på store institutioner under åndssvageforsorgen. Med alt hvad det indebar af tvangsmedicinering, fysisk afstraffelse og fiksering. Som i "Gøgereden" flygtede han på et tidspunkt kortvarigt, men først i 1982 fik han sin egen lejlighed. Hvad der efter så mange år på institution også gav problemer med ensomhed.

Det er blot en af flere historier om, hvor galt det gik for den danske åndssvageforsorg fra 1959 til 1980. Masser af lettere udviklingshæmmede og endda normalt begavede mennesker blev anbragt på institution. Man øgede endda sin risiko for at ende der, hvis man kom fra fattige kår eller begyndte at protestere. Protesten blev i sig selv taget som bevis på, at diagnosen var sand. Det er en helt kafkask logik, og heldigvis er meget ændret til det bedre siden 1980. Tilbage står imidlertid spørgsmålet om, hvad vi som samfund gør for de mange mennesker, der blev fejlanbragt under åndssvageforsorgen. Muligvis må vi endda spørge, hvad vi gør over for de egentligt udviklingshæmmede, som også havde kummerlige forhold dengang.