Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Når generationer mødes til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når generationer mødes

Det er ikke altid problemfrit, når flere generationer mødes.

- Christian Lindgren/Scanpix.

Kommenter Hold mig opdateret

Det kan slå gnister, når generationer støder sammen. Men de ældste bør bruge deres livsvisdom til at komme de yngre i møde - også selvom bedsteforældrenes generation savner at blive mødt med respekt

Kære brevkasse

Min mand og jeg har igennem flere år læst jeres brevkasse, og specielt jeres svar har vi været optaget af, diskuteret og glædet os over. Jeres velovervejede og sympatiske synspunkter og råd har kunnet trøste og glæde mange mennesker. Sidste fredag er vi imidlertid slet ikke enige med jer i svaret, I gav til "Farmor".

Det pågældende problem kender vi selv til og har diskuteret med vores jævnaldrende venner, som alle nikker genkendende til problematikken. Vi synes ikke, I kan angribe den måde, vi har opdraget vores børn på, som årsag til miseren.

Den opdragelse, vi har givet vores børn, er den, vi forventer, de bærer med ind i voksenlivet, og som er de normer og værdier, vi har vægtet.

Annonce
Når vores børn fravælger dette – som nok både skyldes tidens trend og sikkert også, fordi ægtemagen kommer med andre mønstre, så synes jeg ikke, I kan bebrejde "Farmor", at det er hendes egen skyld. Det vi hører, "Farmor" efterlyser, er respekt for hende og hendes måde at leve på.

Det er ikke blot bedsteforældrene, der skal vise respekt over for de unges ageren, det går altså begge veje. Det, jeg læser, er, at I mener, de "gamle" skal dukke nakken og sige pyt og lade sig overrule – det er ikke ligeværdigt, og dermed vil der forsat være ubalance i det. Der bør være et ligeværdigt samvær til glæde for begge parter.

Venlig hilsen

Bedstemor og Bedstefar

Kære Bedstemor og Bedstefar

Tak for jeres respons, den sætter vi pris på. Det er et til alle tider vigtigt og relevant tema, der blev rejst i sidste uge, og som I også kommer med jeres bidrag til – hvordan to generationer med forskellige kulturer i bagagen og forskellige normer og livssituationer omgås.

Vi har lyst til at understrege, at vi ikke ønsker at uddele skyld. Vi skrev ganske vist følgende sætning i et længere svar, som handlede om, hvad man helt praktisk kunne gøre: "Det eneste, I eventuelt kan tage lidt ansvar for i den sammenhæng, er, at I ikke har opdraget jeres søn til at være hjælpsom og betænksom over for jer eller være modig nok til at sige fra og komme med egen mening. Måske. I sidste ende er det hans eget ansvar." I et lille brev kan vi slet ikke se hele fortællingen og alle de vigtige nuancer. Derfor skriver vi meget ofte et eventuelt eller et måske i vores svar. Selvfølgelig er det hans eget ansvar nu, mens det var den ældre generations ansvar før, mens opdragelsen fandt sted. Men hvis man som ældre aldrig må overveje, om man greb tingene forkert an eller vægtlagde ting, som ikke var så heldige, har man heller ikke mulighed for at bede om tilgivelse eller måske erkende, at man skulle have gjort ting anderledes. At uddele skyld med tilbagevirkende kraft skal man være såre forsigtig med. Samtidig kan opgør, forsoning, tilgivelse og gode samtaler mistes, hvis man aldrig må snakke om det.

Når "Farmor" i sidste uge efterlyste respekt, så kan vi kun tilslutte os, at det vil være en god idé, hvis det ord i praksis blev støvet af i al vores omgang med hinanden på tværs af generationer. Men vi tror ikke, at respekt opstår ved at blive vred og fingerpegende i sin holdning, når det gælder forholdet til ens voksne børn og deres ægtefæller. En vej, man kan gå, er at tale med de unge om, at man er beklemt ved, at der ikke vises den respekt, som man kunne ønske sig, men det kan man kun, hvis der er en vis tro på, at en sådan samtale vil føre noget godt med sig. Ellers må man prøve at indrette sig, sætte sine grænser, når det er muligt, og så beslutte sig for at få det bedste ud af forskellighederne som muligt.

Det er rigtigt, at man ikke kan tage alt ansvar for, hvordan ens børn er som voksne – de har deres egne valg og normer, og det er, som I skriver, af stor betydning for deres livsstil, hvem de gifter sig med og danner familie sammen med. Alligevel kan man ønske, at den grundrespekt og det tillidsforhold, man forhåbentlig har indgydt dem igennem opvækst og ungdom, kan komme til udtryk over for en, når de er voksne.

Vi mener ikke, at de ældre skal dukke nakken, og slet ikke, at man skal lade sig overrule, som I nævner. Vi synes, man skal stå med oprejst pande og med selvrespekten i behold. Men det er vigtigt at være vis i mødet med en generation, som måske har taget andre valg og lægger andre normer for dagen. Mange af os andre tog jo også andre valg end tidligere generationer. Derfor er det vigtigt at sortere stort fra småt. Og måske skal man tage det lidt ovenfra og ned, hvis ens svigerdatter ammer ved spisebordet, også selvom man ikke selv gjorde det, da man selv havde babyer – og måske skal man tåle en anden form for måltidskultur, end man selv havde, da man var barn, og man sad pænt, og de voksne konverserede. Der var gode ting dengang, men der var også meget facade og ikke altid god stemning rundt om bordet, selvom børnene opførte sig korrekt og tilsyneladende respektfuldt.

Vores svar til "Farmor" er skrevet i håbet om, at de to familier, som blev beskrevet i brevet, ikke kommer endnu længere væk fra hinanden, end de er nu. Man kan ikke ændre den anden – i dette tilfælde ens svigerdatter, og derfor må man rette opmærksomheden på det, som man kan gøre noget ved, og det er én selv, og i første omgang se på, hvad man selv kan gøre. Og det er der, vi anbefaler, at "Farmor" tager tingene lidt mere afslappet, sætter lavere grænser og måske på en varm og lidt mere humoristisk måde opfordrer til, at man eksempelvis hjælpes ad, når der skal ryddes op efter et måltid. For bitterhed, vrede og konfrontation tror vi ikke har den ønskede effekt ind i den situation, der er beskrevet.

Det kan godt være, man synes, de unge har taget forkerte valg. Men hvis man ikke har mulighed for at indgå i en frugtbar dialog om disse ting, så gælder det nok om at se på det og møde dem så positivt, som man kan, og være der for dem i det omfang, man magter, og måske selv være et godt eksempel på, hvordan man møder andre med respekt.

Mange hilsener

Annette og Jørgen
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​