Kirken overlever ikke på følelser og moralske appeller

"Hvad skal der blive af kirkerne?"

Overskriften er taget fra en klumme i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung den 1. april 2010. Klummen er skrevet af professor Friedrich W. Graf, München, som i dag udnævnes til æresdoktor ved Aarhus Universitet. I klummen analyserer professor Graf den situation, som de tyske og dermed også de europæiske kirker befinder sig i.

Professor Graf eftersporer her rødderne til den negligering af kirken, som er sket i moderne samfundsforskning, hvorfor man var dårligt rustet til at forstå, hvad der skete, da religionen igen kom på den politiske dagsorden.

Da de to Tysklande efter krigen blev etableret, var 96,4 procent af alle tyskere medlemmer af enten den protestantiske eller den katolske kirke. Siden er dette tal faldet dramatisk.

I den østlige del af Tyskland har DDR-tiden sat sig det tydelige spor, at mindre end 25 procent er medlemmer af en kirke. Men også i Vesttyskland har der såvel i den katolske som i de protestantiske kirker været en bølge af udmeldelser. Det er selvfølgelig et kæmpeproblem for institutionerne selv, når de skal tilpasse sig de nye, knappe tider.

Men Friedrich W. Graf er navnlig optaget af den betydning, det får for det politiske liv og samfundets liv i det hele taget, hvis kirkerne falder sammen indefra. For hvem skal så tage sig af det før-politiske, socialmoralske grundlag for skabelsen af det fælles gode, som intet samfund kan være foruden? Når der ikke længere udgår en åndelig strålekraft fra kirkerne, hvad skal så erstatte den?

Nu betyder det, at man melder sig ud af kirken, ikke nødvendigvis, at man holder op med at tro eller for den sags skyld tager afstand fra kristendommen. Vi får en kristendom uden for kirken, eller som den engelske religionsforsker Grace Davie har sagt: "Man kan godt tro, men man vil ikke høre til."

Kirken har i den situation reageret defensivt. Kirkens repræsentanter har – for ikke at se den nøgne angst for at være overflødig i øjnene – på alle mulige måder forsøgt krampagtigt at bevare og fastholde sin magt og indflydelse. I grunden står man rådløs over for de radikale forandringer, der sker i samfundet.