Er tragedier noget at grine af?

Set med Martin Høgsteds øjne så bliver effekten på en scene større, desto mere man tør udfordre det tragiske.

"På den måde er den personlige krise en god tilgang til humor," siger han, men betoner samtidig, at megen stand-up også bare handler om at levere underholdning.

Netop det personlige og dybt private var omdrejningspunktet for Thomas Wivel, da han som en af de første stand-up-komikere i Danmark - tilbage i begyndelsen af 1990'erne - stillede sig op med sjove og grænseoverskridende historier blandt andet fra hjemmefronten.

"Der skete med stand-up'ens indtog et kvantespring i forhold til, hvad man kunne tillade sig som komiker. Humoren blev mere indadvendt," siger Thomas Wivel og uddyber:

"Stand-up var en reaktion mod tidligere tiders mere glatte og udvendige form for komik. Vi var en generation af nye komikere - folk som Casper Christensen, Lars Hjortshøj, Povl Erik Carstensen og mig selv - der savnede en tydeligere stillingtagen på humorscenen. Vi syntes ikke rigtigt, at de etablerede komikere turde tage fat, hvor livet virkelig gør ondt."

Derfor var det også naturligt for Thomas Wivel, da han for få år siden blev skilt, at bruge sorgen, smerten og sin personlige krise som komisk materiale foran et publikum.

Netop den offentlige selvudlevering ser medieforskeren Bo Kampmann Walther som et nutidigt kulturtræk, der fortjener at blive kigget grundigt efter i sømmene.

"Stand-up rammer ind i hele den diskussion, vi bør have nu; nemlig om forholdet mellem det offentlige og det private. Groft sagt er det blevet sådan i dag, at vi alle mødes på tv eller i et andet mediebåret rum - Facebook, Twitter, personlige blog - hvor vi er eksponerede," siger Bo Kampmann Walther, ph.d., lektor ved Center for Medievidenskab, Syddansk Universitet.

Den fynske forsker stiller sig stærkt kritisk over for tendensen til, at man i dag krænger sit inderste ud, hvad enten det sker på Facebook, i et reality-program eller fra stand-up-scenen.

"Det er blevet trendy at bryde tabuer. Men problemet med et underholdningsfænomen som stand-up er, at det fylder os med så mange tabuer - sex, død, sygdom - at vi ender med at blive fremmedgjorte. Fordi vi gennem eksempelvis stand-up lærer os at navigere i en verden, hvor grænseløsheden råder, og der ikke er nogen love. Man kan i sit eget liv skabe sig lige så tosset som en stand-up-komiker eller deltager i Paradise Hotel."

Men forestillingen om den selvudleverende stand-up-komiker, der har skubbet til tidsånden ved at bryde tabuer og gøre det private offentligt, møder i teaterforskeren Michael Eigtved en kritisk røst.

"Stand-up har ikke rykket et eneste tabu. Hvis stand-up havde bidraget til, at vi som folk var blevet mindre homofobiske, hvorfor så stadig alle disse vittigheder om bøsser og lesbiske? Stand-up har ændret på, hvad man kan tillade sig at sige fra en scene. Men det har ikke ændret ved folks holdninger," siger Michael Eigtved, lektor i teater- og performancestudier ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet.

Teaterforskeren har fulgt stand-up tæt i adskillige år, og han gør op med dele af den selvforståelse og de illusioner, der synes at præge stand-up-kulturen.

"Stand-up har altid slået sig an på at være i opposition til den tidligere generation af revykunst og kakkelbords-komik. Men faktum er, at en del af disse komiske forgængere – Dirch Passer, Jørgen Ryg, Preben Kaas – slog sig ihjel ved at være komikere. De spillede med livet som indsats og sled sig op i en blanding af hård optræden og alkoholisme. De brugte ikke sig selv som nutidens komikere, der taler om sig selv, men de spillede, så vi alle mærkede, at det var med livet i hænderne," siger Michael Eigtved, der hævder, at vi i dag står med en generation af komikere, der giver sig ud for at tale om sig selv og deres personlige kriser, men som i virkeligheden holder emnerne ud i strakt arm.

"Det gør de for ikke at blive slidt op ligesom deres forgængere. Kigget ind i komikerens privatsfære er en konstruktion, der spiller på en af tidens tendenser; nemlig, at det kun er interessant, hvis man investerer sig selv. En tendens, der samtidig modsvares af, at tiden ikke er til, at komikeren slår sig ihjel på det. Hos forgængerne var det en livsstil, hvor man var på 18 timer i døgnet, og hvor der skulle nogle alvorlige whiskysjusser til. I dag er det pæne familiefædre med forstadshustruer, som går en tur med barnevognen ved Furesøen. Det er et job," siger Michael Eigtved.

Jacob Tingleff, der for nylig var vært ved dette års Zulu Comedy Festival i Vega i København, er delvist enig med teaterforskeren. Han medgiver, at han som stand-up-komiker benytter et professionelt blik, når han skal afgøre, hvad der skal trækkes frem fra den private sfære og fungere foran et publikum. Men han godtager ikke billedet af stand-up-komikeren som en karakter, der er på afstand af sit materiale.

"Jeg har fået en kristen opdragelse og gået syv år i søndagsskole. Derfor har jeg på scenen talt meget om synd og skam, da det har været et åg for mig at bære. Jeg har ikke forsøgt at lægge en afstand til den del af min fortid, men tværtimod trukket på den terapeutiske effekt, det kan have, når man gør noget personligt offentligt og mærker publikums reaktion," siger Jacob Tingleff og pointerer, at publikum viser sig som en hård og ubarmhjertig dommer, hvis de fornemmer, at stand-up-komikeren følelsesmæssigt er på afstand af sit materiale.

"Selvfølgelig trækker jeg som andre stand-up?ere på nogle klassiske komiske virkemidler så som karikaturen og overraskelsen. En historie om ens skilsmisse er ikke nødvendigvis en 1:1 gengivelse af virkeligheden, men smerten skal tage tydeligt afsæt i ens egne oplevelser. Ellers rører du ikke ved publikum," fremhæver Jacob Tingleff.

Dén pointe køber teaterforsker Michael Eigtved ikke.

"Jeg tror faktisk ikke, at publikum oplever, at stand-up?eren taler om sig selv. Men publikum kan sagtens leve sig ind i den teatrale dimension, at stand-up-komikeren måske kunne tale om sig selv. Stand-up ønsker at afvæbne noget af det, vi er bange for, så det kan håndteres. Men det sker ikke nødvendigvis," siger teaterforskeren.

En af landets førende humorforskere, Martin Führ, hæfter sig i lighed med medieforskeren Bo Kampmann Walther ved, at stand-upkomikken har skabt en bevægelse, hvor humoren anvendes til at sætte ord på tabuer og eksistentielle problemstillinger på en socialt acceptabel måde.

"Stand-up-komikere har på visse områder bidraget til, at temaer som eksempelvis sex og død er blevet genstand for større offentlig opmærksomhed. Men derfra og så til at sige, at stand-up har været med til at eliminere tabuer, er at gå for langt. Tabuer kan kun tiden bearbejde," siger Martin Führ, udviklingspsykolog og lektor ved Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet.

Humorforskeren mener, at stand-upkomikere trækker på humorens urkraft som et middel til at sætte ord på tunge emner, som vi dybest set har svært ved at tale om.

"Såvel Søren Kierkegaard som Sigmund Freud var inde på humoren som et sindelag. Et perspektiv på livet, som hjælper os til at forholde os til livets store eksistentielle spørgsmål. Gennem humoren kan vi forlige os med tanken om, at vi en dag skal dø, ligesom humoren kan hjælpe os gennem en krisesituation som for eksempel en skilsmisse eller alvorlig sygdom," fremhæver Martin Führ.

At stand-up-komik har haft så fremtrædende en position på den danske humorscene i snart 20 år, finder humorforskeren ikke overraskende.

"Vi lever i en tid, hvor man gang på gang hører klicheen ?du skal prøve dine grænser af?. I det ligger, at vi søger yderlighederne, at man hele tiden går til stregen. Stand-up er et stort spejl af den tendens."

livogsjael@k.dk