Michael Ehrenreich |
10. september 2010
I forbindelse med niårsdagen for den 11. september 2001 er det vigtigt at fastholde perspektivet for indsatsen i Afghanistan
I morgen er det ni år siden, at terrorangrebene mod New York og Washington fandt sted. Selvom der ikke er tale om "et rundt tal" - det kommer først næste år - er det alligevel vigtigt at dvæle ved årsdagen, fordi den falder sammen med et vendepunkt for indsatsen i Afghanistan.
Efter sommerens politiske udmeldinger i flere Nato-lande peger debatten om engagementet i Afghanistan i én bestemt retning: den militære indsats drosles ned. Tilbagetrækningen står for døren, og fra slutningen af 2014 skal afghanerne selv holde Taleban stangen.
Lige nu er der ganske vist tale om det modsatte, nemlig en troppeopbygning. Den internationale styrke er øget til 120.000 soldater fra mere end 40 lande, og der vil være flere på vej i den kommende tid. Men snart går det den anden vej.
På den store internationale konference i Kabul i juli besluttede man, at afghanerne gradvist skal overtage ansvaret for landets sikkerhed frem til 2014. Allerede til næste år vil Nato begynde at overdrage ansvaret i de første provinser.
På dette tidspunkt håber man, at opbygningen af de afghanske hærenheder og politistyrker vil nå 300.000 mand. Flere vil følge efter. Målet er at skabe en så stor lokal styrke, at de udenlandske kamptropper kan trækkes ud, og opgaven indskrænkes til at støtte og hjælpe afghanerne.
Der bliver altså ikke tale om, at Nato-landene og de øvrige deltagere i den internationale styrke vil vende ryggen til Afghanistan og lade landet sejle sin egen sø. Engagementet fastholdes, om end i en anden form end hidtil.
Det er helt i overensstemmelse med den strategi, der er lagt, og det er også forventeligt på nuværende tidspunkt ni år efter invasionen af landet. Krigstrætheden breder sig. Kritikken af vores tilstedeværelse er stigende. I den følsomme periode, der ligger forude, er det imidlertid vigtigt at bevare perspektivet. Vi har nogle forpligtelser, vi ikke må løbe fra.
I selve landet valgte mange afghanere side efter invasionen til fordel for "de fremmede". Det gælder de mange hundrede tusinde mennesker, der arbejder for regeringen, blandt andet i de førnævnte sikkerhedsstyrker.
Det gælder mange, mange kvinder, der siden invasionen har gjort krav på deres basale menneskerettigheder i tillid til, at de vil blive bakket op. Og det gælder de mange, mange familier, der har sendt deres børn i rigtige skoler, ikke mindst deres piger.
Disse mennesker kan vi ikke svigte med besked om, at vi er blevet trætte af det hele. Lader vi Taleban komme tilbage til magten, vil begrebet "de lange knives nat" blive en underdrivelse. Det bliver et blodbad uden lige.
Men vi har først og fremmest en forpligtelse over for os selv, og derfor er det så vigtigt at holde mindet om den 11. september 2001 i live. Det var nemlig ikke "kun" endnu et terrorangreb i stor skala.
Terroristerne havde et større mål end at dræbe mange mennesker. De ville udløse frygt i hele den vestlige verden og lamme den globale verdensøkonomi. De ville fremkalde en konfrontation mellem Vesten og den muslimske verden. Det var et angreb på vores værdier.
Der er mange årsager til, at det ikke er lykkedes at foranstalte en stor terrorhandling i Europa siden anslaget mod undergrundsbanen i London i 2005. Èn af årsagerne er, at terroristerne ikke har haft Afghanistan som et fristed at operere fra.
Trækker vestmagterne sig helt ud af landet, vil Taleban lade al-Qaeda vende tilbage. Det vil ikke kun blive kostbart for lokalbefolkningen, men også for vores egen sikkerhed.
Ekstremistiske kræfter vil blive styrket overalt i verden. De vil opnå en propagandasejr af dimensioner, og den vil blive brugt til at bekæmpe vestlige værdier som demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder overalt på kloden.
Det samme vil gøre sig gældende, hvis tilbagetrækningen af Natos kamptropper sker for hurtigt, inden afghanerne selv kan tage vare på landets sikkerhed. De styrker, der skal overtage, må kunne beskytte civilbefolkningen, understøtte den vestligt orienterede regering og holde Taleban væk.
Nabolandet Pakistan udgør et helt særligt problem. Det har atomvåben og balancerer konstant på kanten af sammenbrud. Et destabiliseret Pakistan vil kaste regionen ud i kaos. Hele Centralasien vil blive en endnu farligere krudttønde, end den er i forvejen.
Derfor må "arbejdet gøres færdigt", som Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen formulerer det på linje med andre vestlige ledere. Det lyder som en floskel, men det er blodig alvor, at vi ikke kan leve med, at et fjernt land, langt væk fra vore fredelige himmelstrøg, igen bliver et fristed for kræfter, der vil myrde og hærge i vor egen del af verden.
Med de løfter, der er givet fra Natos regeringer til deres vælgere, er datoen 2014 formentlig ikke til at komme udenom. Men på vejen ud af Afghanistan må de resultater, der er opnået siden 11. september 2001, ikke sættes over styr.
Der er betalt en meget høj pris for at nå så langt. Mange mennesker har mistet liv eller førlighed. Det bliver i den kommende tid helt afgørende, at de store ofre, der er ydet, ikke opfattes som forgæves.
ehrenreich@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad