Vejen frem i livet

Men det er og bliver den nat, hvor døden blev til virkelighed, som sætter dagsordenen, giver inspirationen og danner baggrunden for anfægtelserne.

Kjeld Holm talte aldrig med sine forældre igen om denne nat. Fra sine mange samtaler som sjælesørger ved han, at mange andre mennesker har haft det på samme måde. At grænseoverskridende oplevelser i barndommen sætter sig i sindet, men ofte ikke bliver talt igennem med de nærmeste, mens tid er.

"Men jeg kan se af min fars dagbøger, at min sygdom optog ham meget i de dage og uger, og at han var meget, meget lettet, da det viste sig, at der ikke var noget alvorligt galt med mig," fortæller Kjeld Holm, da Kristeligt Dagblad møder ham på bispekontoret i Århus.

Lettelse over at leve. Angst for at skulle miste sine kære. Kjeld Holm er optaget af modsætninger, og hans lod i tilværelsen har været at udforske grænselandet også mellem mange andre modsætninger end livet og døden.

Kjeld Holms mor var for eksempel født som tysk, men blev dansk.

I det sønderjyske samfund, der først i 1920 var blevet genforenet med det øvrige Danmark, var modsætningen mellem det danske og det tyske konstant til forhandling.

"Mere end 4000 sønderjyder døde under Første Verdenskrig, mens de kæmpede på tysk side ?for en sag, der ikke var deres?, som vi sagde dengang," pointerer Kjeld Holm.

Han kender fra sin egen opvækst flere af de familier, hvis sønners eller fædres navne er hugget ind på den store mindesten over de faldne dansksindede sønderjyder ved Marselisborg i Århus, blot tre minutters kørsel fra bispeboligen i Kjeld Holms sølvgrå Alfa Romeo. Mindestenen blev indviet i 1934 med deltagelse af kongefamilien og 50.000 mennesker.

"Men som samfund har vi været ufatteligt hurtige til at glemme netop disse skæbner. Vi hylder nogle få helte især fra Anden Verdenskrig. Men sorgen og smerten over at miste var ikke mindre i disse sønderjyske tilfælde," siger Kjeld Holm.

Han ser mangfoldigheden i samfundet både nord og syd for den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland som et forbillede for, hvordan forskellige kulturer og mindretal kan leve side om side.

"Det bliver så kedeligt, hvis vi skal ensrette alt. Historisk set har vi aldrig været helt ens. Der har altid været mangfoldighed. Og vi må lære at acceptere forskellighederne og møde dem med velvilje," mener Kjeld Holm.

Barndommens landsby, Diernæs nær Hoptrup, var et fællesskab for de fleste. Men Kjeld Holm måtte affinde sig med at være udenfor blandt de jævnaldrende.

"Jeg blev mobbet, fik tæsk, måtte ikke være med til at bygge hule. Og det ville jeg ellers mægtig gerne," fortæller han.

Kjeld Holm var anderledes end de andre drenge i landsbyen. Han var klog, og hans forældre kom sammen med byens lærerpar, hvilket ikke var populært blandt de skoletrætte drenge i Diernæs.

Han lærte i stedet at klare sig som en art enegænger. Han blev ambitiøs og ville vise de andre, at han i længden og på trods kunne klare sig bedst. Han læste meget, og i bøgernes drømmeverden genkendte han i glimt sit eget liv. Uafladeligt forsøgte han at finde mening bag både det sagte og det usagte.

Tre reflekterende enspændere har særligt præget Kjeld Holm: Filosoffen Søren Kierkegaard, idéhistorikeren Johannes Sløk – og førstemejerist Jørgensen. De to første er ingen overraskelse. Men Jørgensen har hidtil været ukendt for de fleste. En undselig, men myreflittig medarbejder i faderens mejeri var han. Mens Jørgensen arbejdede, talte han ofte med den unge Kjeld.

Jørgensens egen datter var nogle år forinden blevet næsten blind ved en ulykke. Birthe, som datteren hed, boede på blindeinstituttet ved Kalundborg. Kun fire gange om året kom Birthe hjem. Rejsen var dengang for lang og for dyr til andet.

I stedet fik Kjeld, der var omtrent på samme alder som Birthe, en pæn portion af Jørgensens overskydende opmærksomhed og omsorg.

Som ligeværdige talte de sammen om sport, skole, kammerater og politik. Og lidt om religion.

"Men Jørgensen brød sig ikke om kristendom og kirke. Han søgte slet ikke at overbevise mig, men når jeg spurgte, svarede han," husker Kjeld Holm.

Jørgensens svar overraskede. Kjeld Holms egne forældre var flittige kirkegængere, der ikke stillede mange kritiske spørgsmål. Men Jørgensen talte åbent om, at han ikke var sikker på, at Gud var til. Han undrede sig også gerne over, hvordan Gud kunne have skabt en verden, hvor børn blev blinde eller døde, hvor sladder og misundelse bare bredte sig, og hvor krig og kz-lejre fik lov til at opstå.

Hos Jørgensen mødte Kjeld Holm mentalt set åbne døre, agtelse frem for udstødelse, tvivl som noget positivt snarere end noget farligt.

Uden at få noget håndgribeligt for det tog Jørgensen sig i øvrigt også fordomsfrit og trofast af landsbyens åndssvage Pebbe. Gav ham ansvar efter evne og tog ham med i dagligdagens gøremål. Det imponerede og satte varige spor i Kjeld Holm.

Som biskop og fortolker af nutidens kristendom står Kjeld Holm for en linje, hvor Bibelen og trosbekendelsen skal forstås i lyset af menneskets eksistens.

Vores liv har værdi i sig selv. Kristendom handler om livsmod, ikke om livsfornægtelse.

Sådan har det igen og igen lydt fra eksistensteologen Kjeld Holm i samtidens debatter om etik, værdier og religion. Nu fortæller han om, hvordan denne insisteren på det menneskelige har sin rod i hans egen tilværelse.

Fra oplevelsen af døden, som ved et tilfælde kom tæt på. Og fra Jørgensen, som trodsede forventningerne uden kirkens medvirken og viste, hvad ægte medmenneskelighed og hjælpsomhed bestod i. Da Pebbe havde det svært. Og da Kjeld Holm selv gennemlevede den sværeste periode i sit liv.

"Min barndom var vanskelig for mig. I landsbyen følte jeg mig ensom og indespærret. Lukket ude," siger Kjeld Holm, men tilføjer straks:

"Siden er det kun gået frem. For hvert skift i mit liv siden da føler jeg, at jeg har fået det bedre. At jeg er blevet mere lykkelig. Jeg har heller aldrig oplevet store tilbageslag eller ulykker. Det er jeg dybt taknemmelig for."

Kjeld Holms livshistorie er et langt og succesrigt opgør med landsbyens stilstand, tungsind, ensomhed og moralisme.

"Jeg har fået vist mobberne, at jeg kom længst. Uden at vide det selv gav de mig ambitionerne til at komme videre," siger Kjeld Holm, som også gerne medgiver, at han "er egoist" og "mere glad for at få anerkendelse for sit arbejde, end han vil bryde sig om, at folk ved".

"Men jeg ved også, at ingen kan klare tilværelsen selv," understreger han.

Derfor er han ikke liberalist, men har lagt sit politiske engagement først i Socialistisk Folkeparti, siden hos Socialdemokraterne. Den ambitiøse enegænger har valgt at kæmpe for de afmægtiges plads i fællesskabet.

Grænsen mellem politik og religion er den, Kjeld Holm efter eget udsagn har sværest ved at drage. For ham handler begge dele om mennesker.

"Derfor prædiker jeg også for mig selv, når jeg taler om, at religionens mening er at genopvække afmagten. Mange mennesker møder slet ikke de problemer, den nød, den smerte, som engang var udbredt i samfundet. Men før eller siden kommer vi til at stå afmægtige. Da skal det vise sig, om det, vi troede på om den nådige Gud og det gode liv, holder," siger Kjeld Holm.

"Det kan vise sig at være løgn alt sammen. Den åbenhed eller risiko må vi leve med. Men det kan altså også være, at det hele er sandt."

hoejsgaard@k.dk

Læs anmeldelsen af "Åbne døre" side 14