Engagementet er mit brændstof

Mandag

Jeg ved, at det bliver en hård uge. Der har allerede været flere interview i anledning af filmen, og i dag er jeg i TV 2 Lorry-programmet "Lounge". Det ligger mig meget på sinde, at vi som folk bliver bevidste om den historie, der har udspillet sig i Grønland. Jeg møder alt for mange forudfattede meninger blandt danskere om grønlændere, og det gør mig så ked af det. Der er sket en række ting, som vi må tage på vores kappe, og det kan ikke nytte, at vi fortsætter med at være så håndsky. "Eksperimentet" viser en del af den historie, men der er mange flere problemstillinger. Grønland er blevet moderniseret i en djævelsk fart, så ingen kunne følge med. Det blev sagt, at grønlænderne ikke kunne passe et arbejde, fordi de ikke kunne møde klokken syv, men i virkeligheden var de sælfangere og havde indrettet sig på en helt anden måde. Vi må som danskere spørge os selv, hvorfor vi besluttede at modernisere Grønland, så de nærmest blev tilskuere til deres egen udvikling? Hvorfor investerede vi ikke mere i uddannelse? Det er den eftertanke, jeg gerne vil mane til, samtidig med at jeg gerne vil kaste lys over en nyere del af vores historie, som rigtig mange ikke har noget kendskab til. Vi er to nationer, men også et land. Og det, som er overgået grønlænderne, har gjort rigtig ondt på mange mennesker.

Tirsdag

Jeg har en dårlig fod og skal til fysioterapeut, men jeg kommer først i tanke om aftalen, da det er for sent. En gammel veninde skal på plejehjem, og jeg skal se, om jeg kan hjælpe, for nogle gange kan det hjælpe, hvis man kender en person, som kan ringe op og presse lidt på i systemet. Jeg vil jo rigtig gerne, hvis jeg kunne finde et godt plejehjem til hende, for jeg kan ikke holde ud at se, hvordan værdige mennesker hurtigt falder sammen, når de kommer på plejehjem. Jeg har en god ven, som bor på et plejehjem. Han er helt frisk i hovedet og betragter plejehjemmet som et fængsel. Hvorfor kan der ikke være nogle mere hjemlige rammer, hvor man også åbner op for et levet liv?

Fire af de nu voksne børn, som jeg interviewer i bogen "I den bedste mening", kommer hjem til mig, inden vi skal til gallapremiere på filmen. Jeg kan godt lide god mad, men jeg har ikke tid, så det bliver ved nogle store, skønne pizzaer. Vi tager ind i Dagmar Teatret i København, hvor den røde løber er rullet ud, og de kulørte blades fotografer står klar. De vil fotografere mig, men jeg insisterer på, at mine grønlandske venner skal med på billederne. Jeg er ikke specielt royal for at sige det pænt, og kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er sikkert nogle sympatiske mennesker. Alligevel er det mig en gåde, hvorfor vi alle skal gennes ind i biografen, og vi alle skal rejse os op, når de kommer ind. Det hører ingen steder hjemme i 2010. Folk er glade for, at de kommer, men hvad skal vi med den slags ceremonier? Jeg er lidt ængstelig for, hvordan det vil være for Helene Thiesen at se filmen. Hun er i 60?erne i dag, men var et af de børn, som blev fjernet fra sin mor og aldrig har kunnet forsone sig med det. Men Helene er glad, da vi går fra biografen.

Onsdag

Jeg tager til møde i Børnerådet på Vesterbrogade. Vi taler blandt andet om udfordringerne ved at være delebarn og diskuterer også værdien af at lave store undersøgelser af børns forhold. Universiteterne slås om midler til at lave undersøgelser, som fylder godt i vore reoler, men fører det til noget? Det er spændende at læse tal, men jeg synes, at undersøgelser skal få nye ideer til at rejse sig, men der er ikke meget, som bevæger sig i vores velhavende, visionsløse samfund. Jeg vil gerne, at alle føler, de har både en plads og et ansvar, men vi tænker alt for fastlåst og sidder med hver vores lille Hassan. Når hvert tredje barn rammes af skilsmisse, og mange familier er sammensatte, hvorfor bygger vi så stadig boliger, som da jeg var barn for 70 år siden?

Jeg skal til fysioterapeut, men det opdager jeg først, da det er for sent, for hjemme er der kommet nogle håndværkere, og jeg har en håndfuld folk, som jeg skal have ringet tilbage til angående filmen, og så jeg skal også en tur i banken efter penge til håndværkerne. Min hjerne kan ikke rumme så mange ting, og brikkerne falder ikke helt på plads. Om aftnen kommer Helene og sover hos mig, og min grønlandske logerende, Sarah, kommer hjem fra Paris, og vi skal lige snakke lidt.

Torsdag

Peter Egevang, som er min dygtige producer fra tiden på "Tværs", kommer hjem til mig her på Uraniavej, hvor vi holder et møde. Egmont Fonden har givet seks millioner kroner over tre år til en ungdomsportal på internettet, hvor noget af det, vi lavede på "Tværs", skal føres videre. Jeg savner "Tværs" forfærdelig meget, men den nye hjemmeside bliver rigtig god, og de unge, som står for den, er herligt kreative.

Jeg når endelig til fysioterapeut og får styr på, hvilket indlæg jeg skal have til min sko, men til gengæld aflyser jeg en aftale senere på eftermiddagen ude i DR Byen. Jeg skal også i TV 2 News og holde oplæg i Dagmar Teatret inden premieren på "Eksperimentet", hvor jeg skal fortælle om baggrunden for "I den bedste mening". Tidligere ville jeg ikke have aflyst aftalen med DR, men jeg er blevet ret god til at sige til mig selv: "Fru Bryld, nu går den ikke længere". Jeg kan mærke, at jeg bliver tømt og må have dage, hvor jeg ikke laver noget og bare læser en bog, men på den anden side, så er mit engagement mit brændstof. Hvis jeg ikke havde det, så døde jeg. Men jeg må regulere mine engagementer lidt mere end tidligere, hvor jeg bare kastede mig ud i det. Inden jeg tager i biografen, skriver jeg til Hofmarskallatet og brokker mig over, hvorfor man holder fast ved en ceremoni som den, vi var vidne til i biografen tirsdag aften.

Fredag

Jeg er til reception hos tidsskriftet Social Kritik i deres meget lille lokale i Nansensgade i København, fordi særnummeret om Grønland udkommer. Det er godt to år siden, at jeg fik ideen til at se på, hvilke konsekvenser de store samfundsmæssige omvæltninger i Grønland fik. Jeg kunne måske have skrevet en bog, men jeg ville gerne have mulighed for at trænge dybere ind i problemstillingen og har haft et rigtig godt samarbejde med dygtige jurister, som har bidraget til det særnummer af Social Kritik, som vi fejrer i dag. Det er et projekt drevet af idealisme, for der er ikke rigtigt penge i det. På mandag rejser jeg til Grønland sammen med tre af dem, som man kan møde i bladet. Min ven Ole har fået lov til at komme med og skal fortælle, hvad det har betydet for ham at skulle afsone sin straf 4000 kilometer fra sin familie i et land, hvor han dårligt taler sproget. Ole er ikke helt fri af Herstedvester endnu, men jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at få ham med, og jeg håber, at der vil blive lyttet til den historie, han har at fortælle.

nygaard@k.dk