Igen og igen høres det i den politiske debat, at der er to veje i dansk politik. Og næsten altid underforstås det, at den ene vej - "de andres" - er ganske uansvarlig og forfærdelig, mens den anden - "vores egen" - er den eneste ansvarlige og farbare i landets nuværende kritiske situation. Symbolsproget med de to veje, der er som taget ud af religiøse skrifter, er måske nok effektfuldt. Billedet med de to veje svarer også til den opdeling i en politisk rød og en blå blok, som adskillige kommentatorer ynder at tale om, og som resultater af politiske meningsmålinger gerne fremstilles efter. Men virkeligheden er selvfølgelig ikke så enkel. Der er en væsentlig tredje vej i dansk politik, repræsenteret især ved partierne Liberal Alliance og De Radikale, som holdt landsmøde i weekenden. På hver deres måde nægter netop disse partier at lade sig passe ind i den forsimplede vej-metafor. De går deres egne veje og har først og fremmest på det økonomiske område nogle langt mere gennemgribende bud på at sikre landets fremtid end de to øvrige såkaldte veje har.

Alt for sent er det gået op for såvel de røde som de blå politiske ledere, at Danmark har en alt, alt for lav vækst målt i forhold til alle andre lande, vi gerne vil sammenlignes med, bortset fra det kriseramte Japan. I denne alvorlige situation, som finanskrisen kun har forværret, er det en gave for det politiske liv, at hverken den ene eller den anden blok kan se frem til at kunne regere efter et valg uden at inddrage mindst et reformivrigt parti. Hvad enten det så er Liberal Alliance på den ene side eller De Radikale på den anden, vil kravene om at afvikle efterlønnen og forandre skattesystemet for at skabe ny vækst og indtjening til landet stå stærkt. At det er nødvendigt, mener ikke bare det store flertal af økonomiske eksperter. Ifølge en meningsmåling, som Gallup foretog for Berlingske Tidende forleden, går 59 procent af befolkningen nu også ind for en omgående reform af efterlønnen for at sikre Danmarks økonomi. Men frygten er stor blandt politikerne for at blive udråbt som løftebrydere. Derfor skal der pres til fra partier, som ikke har vidtløftige garantier i klemme, for at åbne den fastlåste og uhensigtsmæssige situation.

Paradoksalt nok kan netop De Radikales aktuelle forsøg på at anvise nye økonomiske veje for fremtiden i praksis ende i en partipolitisk blindgyde. Partiets velmenende, men idylliske forestillinger om, hvordan udlændingepolitikken skal føres efter et valg, rammer nemlig ikke folkedybet og sår samtidig tvivl om den afgørende vilje til at fastholde stram styring af indvandringen hos S-SF. Hvis De Radikale ønsker et regeringsskifte, må de vælge, hvad der er vigtigst: økonomisk vækst eller ønskeværdier. Ellers kommer udbrydere fra andre partier til at vise dem vejen.

mth