"For nogle bliver der ved med at være sygdomsrester", citeres Pernille Jensen i artiklen.

Jeg havde i går den store fornøjelse, at deltage i konferencen "At leve med stemmer", og noget, der betydeligt bidrog til at gøre konferencen til en fornøjelse, var bl.a. det gennemgående budskab, at stemmehøring ikke er et symptom på sygdom, men en naturligt menneskelig reaktion på traumatisering, og iøvrigt ikke en modsætning til "normal" tankevirksomhed, men liggende på et kontinuum med denne. At høre stemmer er at tænke højt, kunne man meget enkelt sige. Alle mennesker "hører stemmer" = tænker tanker. Og alle vores tanker reflekterer de erfaringer, vi har gjort i livet. De fleste mennesker har bare ikke bemærket det endnu, fordi de ikke har været så priviligeret, at bevidst opleve sig selv tænke, som man gør det som stemmehører.

Hvis for eksempel stemmehøring, men også alle de andre ekstreme sindstilstande, som psykiatrien betegner som "symptomer" på "sygdom", virkeligt er det, symptomer på sygdom, så er det, at reagere på for eksempel at blive udsat for et voldeligt overfald ved at løbe sin vej, respektive forsvare sig efter bedste evne, også symptom på sygdom. En overlevelsesstrategi bliver til "sygdom", ifølge psykiatrien. (Men, så grotesk som det umiddelbart lyder, så viser et blik på de til DSM-V foreslåede "sygdoms"kategorier jo, at vi er godt på vej til snart at have klassificeret al naturligt menneskelig adfærd som "psykisk sygdom". Psykiatriens diagnosticeringsgalskab kender ingen grænser.)

Faktum er, at en tilstand skal opfylde visse lægevidenskabelige kriterier, før den må betegnes som sygdom, og ingen "psykisk sygdom" opfylder disse kriterier bare tilnærmelsesvis i dag. (Derfor psykiatriens lave status blandt lægespecialerne, og derfor også neurologiens tilbageholdenhed når det kommer til "psykisk sygdom", der, hvis det virkeligt drejede sig om biologisk sygdom, ville falde i dennes fagområde.) Heller ikke såkaldt "skizofreni". Og at psykiatrien, i et desperat forsøg på at retfærdiggøre sin eksistens, og opnå fuldt anerkendelse som lægevidenskab, gang på gang igen oppuster "måske - muligvis - eventuelt - mere forskning er påkrævet"-resultater til at være nærmest ensbetydende med beviser på, at "psykisk sygdom" reelt er sygdom, gør denne påstand altså ikke mere sandt. Så, når Pernille Jensen, og med hende psykiatien, taler om, at man ikke skulle være "rask i klinisk, medicinsk forstand", når man hører stemmer, eller har andre såkaldte "symptomer", så vil jeg da bede både hende og psykiatrien som sådan om, at vise mig "skizofrenien", eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" i petriskålen! Og kan hun, eller psykiatrien, ikke det, så mener jeg det er på tide, at vi holder op med at, ret så diskriminerende, betegne mennesker, der ikke "fejler" andet, end at de er mennesker, som "syge" - i hovedet, og iøvrigt udsætte dem for fysiologisk yderst sundhedsskadelig, livsforkortende, og psykologisk retraumatiserende "behandling".

De mennesker, jeg mødte i går på konferencen, var hverken syge, svage, sårbare, eller noget andet af den skuffe. Det var nogle i deres livsbekræftende følsomhed og dybe indsigt i hvad det vil sige, at være menneske i verdenen, enormt stærke, og påfaldende menneskelige mennesker. Vi manglede allesammen "sygdomsindsigt", og hvor ville det dog være herligt, hvis Pernille Jensen, samfundet i sin helhed, og psykiatrien kunne komme sig fra deres frygt og forudindtagethed overfor det naturligt menneskelige, kunne lære at håndtere deres vanskeligheder med naturligt menneskelige følelser og reaktioner!

Jeg er skizofren og har været det i det meste af mit liv. Artiklen og kommentaren har jeg læst med stor interesse.

Desværre er hverken artiklen eller kommentaren korrekt. De er begge behæftede med flere fejl.

Jeg er enig i at skizofrene kan leve med deres sygdom. Ca 25% lever et almindeligt liv og går eks på arbejde, de kommer sig fuldstændigt og er helt fri for symptomer.

Ca 50% kan fungere socialt under medicinsk behandling.

Ca 25% har meget svære symptomer og er på et lavt funktionsniveau og har brug for støtte i dagligdagen.

Der er fire former for skizofreni:

Simpel skizofreni (Schizophrenia simplex, ICD-10: F20.6) er præget af følelsesmæssig tilbagetrækning, initiativløshed og social isolation men ikke af fremtrædende sindssygelige symptomer som vrangforestillinger og/eller hallucinationer.

Hebefren skizofreni (Schizophrenia hebephrenica, ICD-10: F20.1) er præget af kalejdoskopisk skiftende sindssygelige symptomer med et bizart præg sammen med situationsutilpassede følelsesudtryk.

Kataton skizofreni (Schizophrenia catatonica, ICD-10: F20.2) er præget af bevægeforstyrrelser fx bizar kropslig stivnen. En patient kan ligge med hovedet et par centimeter over hovedpuden i flere timer. Efter indførelsen af effektiv antipsykotisk medicin ses denne næsten ikke mere i sin rene form.

Den almindeligste er paranoid skizofreni (Schizophrenia paranoides, ICD-10: F20.0), hvor patienten frembyder ret stabile systemer af vrangforestillinger og hørehallucinationer, som er virkelige for patienten, men ikke eksisterer i virkeligheden.

Skizofreni optræder ofte sammen med andre psykiske sygdomme, eks. bipolar lidelse. Den skizofreni er da meget alvorlig syg og har voldsomme smerter og andre lidelser. Sandsynligheden for at blive helbredt er stort set lig nul.

Et andet væsentlig element i forståelsen af skizofreni er at der i perioder ikke er skizofrene tilstande. Den skizofrene kan da "fint" leve med at være skizofren. Under en skizofren tilstand glider bevidstheden over i en anden bevidsthed. En bevidsthed der ikke er eksisterende i det virkelige liv, men for den skizofrene er det virkeligt. Et eks. kan være at den skizofrene oplever at han er en ridder, med et stort sværd og at ridderen skal redde en prinsesse fra en ond drage. Det siger sig da at hvis den skizofrene da opfatter eks dig dig der læser dette som en drage, ja da risikerer du at miste hovedet.

Ud fra disse af WHO vedtagne klassificeringer (ICD-10) er det tvivlsomt om Olga nogensinde har været skizofren. Og som det nævnes i artiklen lider Olga sandsynligvis af en personlighedsforstyrrelse, der typisk opstår som følge af en eller flere traumatiserende oplevelser i barndommen.

Der er generelt konsensus om at skizofreni skyldes en kombination af flere forskellige faktorer - herunder biologiske, psykologiske og sociale faktorer.

Jeg vil ikke her kommer nærmere ind på dette, da det bliver ret så teknisk.

Det er korrekt at enkelte kommuner har indført en recovery model. Eks Århus Kommune (http://www.socialpsykiatri.dk/assets/files/Recovery/Masterplan_recovery_2007.pdf)

Men i praksis arbejder ingen kommuner eller hospitaler efter denne model. Årsagen hertil er at modellen er resourcekrævende og de er ikke tilstede i systemerne, grundet de voldsomme nedskæringer igennem de sidste 10 år indenfor psykiatrien.

Det er naturligvis glædeligt at Olga i dag kan fungere socialt under medicinsk behandling.

Og det er naturligvis også glædeligt for Olga at hun fint kan leve med at høre stemmer. Det er der også andre skizofrene der kan. Men langt hovedparten har det meget svært med at leve med vrangforestillinger, stemmer og hallucinationer. Når de oplever disse symptomer er det meget smertefuldt som oftest. Oplevelserne varer typisk fra få dage til flere år. Og de 25 % lever konstant i denne verden. Og det er ikke rart for dem. Ca 25% af alle skizofrene begår da også selvmord.

Knud Larsen
www.forstyrret.dk

Hun lyder som en der har lært at leve med symptomerne. Dvs. hun er ikke symptom, men kan holde det ud.

Det kan også lade sig gøre for en med smerte i knæet, så man kan fungerer. Det er bare ikke det samme som at være rask eller symptom fri.

Skizofreni, hvis det er medicin, som skal til for at lægge symtomerne ned, er typisk en diagnose som udtrykker et kompliceret nervesammenbrud. Dvs. flere nervesammenbrud eller i virkeligheden hjerneskader.

Hvilken direkte effekt det har er jo individuelt, afhængig af de steder, hvor centralnervesystemet virker uhensigtsmæssigt.

Ifb. hjerneskader i hørecenret - eller den isolerede del af hjernen eller centralnervesystemet, som er koblet på ørerne, kan der fyres signaler af nogen neuroner selvom de ikke er påvirket af øret. Det integreres af eller mixes sammen med de lyde, der kommer øret og som normalt stimulerer at neuroner i hørecentret fyrer signaler af.

Derved hører man stemmer som ikke er der. Det samme med synshallucinationer.

Omvendt, Parkinson patienter som har en anden dopaminforstyrrelse, kan få nogle af de forstyrrelse som bivirkning på den medicin, som ikke reducerer dopamin (ligesom anti-psykotisk) - men som hæver dopaminniveauet. Men de kan jo stoppede med at tage medicinen eller bedre, lægen kan indstille det, så balancen bliver mere værdifuld for patienten - så man slipper for de bivirkningerne, mens der stadig lades op med dopamin.

Men det individuelt. Det er forkert at bringe sådanne artikler om hjerneskader og generalisere. Netop alle eller mange hjerneskader behandles med de samme stoffer. Hjerner er på mange måder enkel.

Der findes ikke skizofreni, parkinson, demens - kun hjerneskade. Resten er symptombehandling.

Derfor kan man heller ikke antage noget generelt. Slet ikke når der er udtryk for komplicerede sammenbrud i hjernen.

Derfor er det endnu i dag en stor misforståelse, når man taler om "pyskiske lidelser", "psykisk sårbarhed", "sindslidende" m.v. Det er af hensyn til patienter eller brugerne. Men det ville stille alle bedre, hvis det blev defineret som det er, når behandlingen er rettet mod centralnervesystemet og hjernen - naturligvis hjerneskader i et eller andet omfang.

Den manglende præcisering bliver ved med at være årsag til en ukvalificeret debat rundt omkring i alle mulige kredse. Sidst lægerne selv forsøgte at sætte fokus på det, var ifb. hjerneåret tilbage omkring 1995.

Men politikkerne burde være med til at kvalificere og lede debatten. Også medierne. Det er for tyndt, især fordi den virkelige relevante del - om hvordan man undgår at overbelaste centralnervesystemet, og stresse neuroner til ikke at fungere, bliver der på den måde også styret udenom.

Det er beklageligt i en tid, hvor flere udvikler ... hjerneskader.

@Flemming. Jeg er helt enig med dig i det meste af det du skriver i din kommentar.

Skizofreni kan opstå som følge af en hjerneskade. Og derfor er behandlingen som oftest også medicinsk. Behandlingen medfører at mange efter en tid atter kan fungere socialt og ca 25% kan arbejde. Det antages således at 75% ikke kan arbejde.

Den almindelige opfattelse er at skizofreni også er arveligt og at skizofreni kan opstå pga en traumatiserende hændelse.

Den gængse behandlingsmetode er derfor oftest en kombination af medicin og terapi. Patienten vil da opleve på et tidspunkt i behandlingsforløbet at symptomerne driver væk. Årsagen til at sympromerne driver væk vides der ikke meget om. Ca. 75% af de skizofrene vil da opleve at de i perioder er symptomfri, og derved kan fungere såvel fysisk og socialt, ved indtagelse af psykofarmika og samtaleterapi. Men selv om den skizofrene er velmedicineret kan symptomerne vende tilbage. Hvorfor det sker vides der heller ikke meget om.

Det siger sig selv at denne form for usikkerhed for den skizofrene spiller en stor rolle i dagligdagen. Mange skizofrene oplever da også en stor usikkerhed og angst i dagligdagen, der har stor betydning for deres adfærd. Enkelte som Olga og mig selv lærer at leve med denne adfærdstilstand. Vi kan derfor godt fungere socialt og passe et arbejde i form af et fleksjob eller skånejob.

Men det siger sig selv at det kræver meget selvkontrol af den skizofrene at leve med denne form for sindstilstand. Det er lidt specielt at man lige pludselig skifter sindstilstand og nu er en ridder midt under en samtale eller til en familiefest. Så er det yderst vanskeligt at fungere i socialfæren. Jeg har forskellige strategier som jeg da anvender. En af dem er at gå ud og ryge en cigaret. Og hvis det ikke hjælper er jeg ganske enkelt nød til at forlade selskabet og gå eller cykle en tur. Jeg har derfor altid min mountainbike med til fest. Og min MTB har da også "reddet" mig mange gange.

For den skizofrene er det meget væsentligt at omgivelserne har en vis forståelse for ens sygdom. Tolerance er også meget afgørende. Det vil jo blive en lidt sjov fest hvis alle festdeltagere lige pludselig skal ud at cykle.

Og netop omgivelsernes manglende forståelse og tolerance, er måske det der er allersværest for den skizofrene. Omgivelserne, ens husbond, børn, venner, arbejdskolleger, kan næppe bebrejdes herfor. Det må være meget svært for dem at kunne forstå at nu er jeg pludselig en ridder eller en drage der hører stemmer. Derfor er det væsentligt for den skizofrene at familie og andre deltager i samtaler med psykolog, psykiater, bostøtteperson oa. for på den måde at få indsigt i den skizofrenes usynlige verden, med deraf følgende begyndende forståelse og accept og dermed tolerance. På den måde kan den skizofrene bedre indgå i et socialt liv.

Et aspekt mere er samfundets måde at takle sindslidende på. Det lader meget tilbage af ønske. Det vil jeg komme indpå ved en anden lejlighed.

Og så er der jo behandlingssystemet. Og som jeg skrev i min sidste kommentar, fungerer det som en by i Rusland

i har måske set "skizofrenien" i petriskålen? I så fald synes jeg jo, i skulle skynde jer, at gøre forskningsverdenen opmærksom på jeres revolutionerende fund! Så er i nemlig de første, der virkeligt har videnskabeligt holdbar bevis for, at der eksisterer en hjernesygdom ved navn "skizofreni", og at vi altså ikke taler om eksistentielle kriser, når mennesker oplever den slags ekstreme sindstilstande, som psykiatrien stempler med "skizofreni".

Men hvis i altså ikke har set "skizofrenien" i petriskålen, og jeres udsagn således alene baserer sig på spekulationer, så skal i være lidt påpasselige med, at gå hen og erklære andres erfaringer og definition af sig selv som ukorrekt, og ville definere dem som "skizofrene". At noget, der, set ud fra videnskabens stand mht. at have fundet frem til entydige beviser, må siges at være ren spekulation, af psykiatrien bliver solgt som endegyldig sandhed, gør det ikke mere sandt, eller korrekt. Bare fordi noget svarer til den "almindelige opfattelse", behøves det ikke at være sandt. For nogle hundrede år siden blev det således også betragtet som endegyldig sandhed, og svarede til den "almindelige opfattelse", at jorden var flad som en pandekage. Simpelthen, fordi det var en fordel for de magthavende, hvis folk hoppede på den, og ganske som det har visse fordele for de magthavende i dag, hvis folk tror på genetisk betinget, livslang hjernesygdom.

Jeres kommentarer indeholder derudover nogle konkrete tal, som, på den måde i fremstiller dem, som universelt gyldige, ikke er korrekte. Således afviger resultaterne for mennesker, der oplever kriser, der i Danmark kaldes for "psykose" respektive "skizofreni", i Vestlapland væsentligt fra de danske tal (der ikke engang er korrekt gengivet her: det er aldeles ikke 25% af med "skizofreni" stemplede mennesker, der tager livet af sig, det er omkring 10%). I Vestlapland, hvor systemet gør brug af en ikke-medicinsk hjælpetilgang, der ser "psykoser"/"skizofreni" som et psyko-socialt fænomen, der ikke eksisterer som en sygdom i individet, men alene som et udtryk for dysfunktionelle mellemmenneskelige relationer, med mennesket i krise som symptombæreren for denne dysfunktionalitet, og hvor man derfor sætter ind ved at "behandle" hele netværket med en metode, der kaldes for "Åben Dialog", og der sigter mod at afdække dysfunktionelle, mellemmenneskelige kommunikationsmønstre i netværket, og korrigere dem, har man en recoveryrate på 85%. Åben Dialog anvender ikke psykofarmakologisk "behandling", andet end i et mindretal af tilfældene, og også her kun krisespecifikt, dvs. nogle enkelte doser sovemedicin, når krisen er på sit højeste. En forsvindende del af de kriseramte vælger (frivilligt og på informeret grundlag!) at tage neuroleptika, de såkaldte "antipsykotika", over en længere periode, dog i væsentligt lavere dosering, end den, det danske system gør brug af. I Vestlapland er det altså 85% af de kriseramte, der vender tilbage til uddannelse og arbejde, flertallet af dem uden nogensinde at tage "medicin", og hvad mere er, så er arbejdsløshedsprocenten blandt disse 85% lavere, end i almenbefolkningen i Vestlapland. Dvs. disse mennesker opnår et højre "funktionsniveau", end gennemsnitsbefolkningens. Dette bliver forståeligt, hvis man ser eksistentielle kriser som netop det, eksistentielle kriser, indeholdende et stort potentiale til at den, der gennemgår dem, kan opnå en noget dybere indsigt og selv-/erkendelse, og derved en noget større indre styrke, end personer, der ikke kommer ud for så gennemgribende kriser i deres liv. Hvis "psykoser"/"skizofreni" var biologisk hjernesygdom, var dette ikke muligt.

Åben Dialog er det mest veldokumenterede alternativ til biopsykiatriens tilgang, men står langt fra alene med sine resultater. Loren Moshers Soteria og John Weir Perrys Diabasis er bare et par yderligere eksempler på, at en ikke-medicinsk tilgang til "psykoser"/"skizofreni" giver langt bedre resultater, end den biomedicinske. Desuden har undtagelsesløst alle langtidsstudier, deriblandt to stort anlagte internationale WHO-studier, vist, at mennesker, der ikke køber biopsykiatriens fortællinger om meningsløs hjernesygdom, og der, hvis de overhovedet på noget tidspunkt bliver medicineret, dropper den medicinske "behandling", har langt større chance for at komme igennem og ud af deres krise, end dem, der gør. Selv om disse mennesker ikke modtager anden professionel hjælp, som f.eks. den, Åben Dialog prakticerer. Dvs. sandsynligheden for at komme sig er stadigt større, selv om man ikke modtager nogen form for professionel hjælp, og "sygdommen", krisen, således forbliver "ubehandlet", end hvis man modtager medicinsk "hjælp", og grundlæggende må man, med udgangspunkt i forskningsresultaterne, konkludere, at det første og afgørende skridt i retning mod recovery er at afdiagnosticere sig selv, og komme frem til en forståelse af sine oplevelser som en meningsfuld reaktion på livet, snarere end som meningsløs hjernesygdom. En forståelse, som også stemmehørernetværket står for.

Jeg går ud fra, at det er en skrivefejl fra din side, Knud Larsen, når du skriver, at Olga i dag fungerer socialt under medicinsk behandling. Olga er ikke i nogen form for psykiatrisk, medicinsk "behandling" i dag, og har ikke været det i mange år.

Jeg få lyst til at supplere Marians kommentar, som jeg er fuldt enig i. Psykiatrien har været suverænt god til at skabe en myte om at menneskelig elendighed og smerte ikke er andet end biologi og genetik. Dette ses især i forbindelse med ’skizofreni’ diagnosen. I mange år har denne årsagsforklaring hersket næsten uimodsagt, men det har ændret sig. De politisk aktive brugerbevægelser har længesat spørgsmålstegn ved denne årsagsforklaring, og heldigvis har de ikke været alene om det. Der kommer nemlig flere og flere professionelle som også sætterspørgsmålstegn ved psykiatriens årsagsforklaringer. Hele recovery tankegangen stammer fra brugerbevægelsen fra især USA og England, og i 2004 ramte den for alvor Danmark. Vi i stemmehørernetværket (ja det findes også et sådant i Danmark)er stolte over at vi har været primus motor i at sætte recovery på den psykiatriske dagsorden.

At hørestemmer har været et af psykiatriens kernesymptomer på ’skizofreni’, men recoverybevægelsen samt den kendsgerning, at der er mange som hører stemmer og aldrig bliver bruger af psykiatrien, modsiger i allerhøjeste grad sandsynligheden for, at "skizofreni" er en biologisk/genetisk sygdom på lige fod med Alzheimers, diabetes mm. Beviset foren biologisk neurotransmitter forklaring eksisterer ikke, ligesom det heller ikke gør for gener. Til gengæld findes der et hav af forskning som siger ”vi er lige ved…” ”vi tror vi har fundet …” ”vi er næsten sikker…”

Så skalman heller ikke glemme de mennesker, der kommer sig. De er den største trusselfor denne årsagsforklaring, for hvordan skal man forklare, at generne har forandret sig og neurotransmitterne fungerer igen, eller at hjerneskaden er forsvundet, hvis man har en deterministisk tro på biologien? Specielt når man ser på, hvem der kommer sig helt – det er dem, der IKKE er på medicin. Faktum er, at er man på stærk hjernemedicin (neuroleptika), så er ens mulighed for at klare sig uden offentlige ydelser, og for at være i uddannelse eller arbejde meget forringet. Og vigtigst af alt, når man har købt psykiatriens forklaringsmodel, kan man ikke andet, end at være passivt offer for ’sygdommen’. Det er noget af det mest nedbrydende psykiatrien kan gøre overfor et menneske, mener jeg, for der findes faktisk mange måder at komme sig af disse smertefulde eksistentielle kriser på. Så skal man heller ikke glemme at man kan forvente i Danmark at leve i gennemsnit20 år kortere end ens ikke hjernemedicineret nabo, også hvis han eller hun har fået samme ’skizofreni’ stempel, men er fri for medicinen. Psykiatrien er den eneste lægefaglige speciales om forkorter folks liv, og når det oven i købet er på så ringe en faglig-videnskabeligbaggrund så er det skandaløst.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at hvis jeg skulle være fejldiagnosticeret (i øvrigt en klassisk bemærkning) i så mange år med det utal af psykiatere jeg harmødt på denne lange rejse, ja - hvad siger det om deres kompetencer, viden og evne til at behandle??

Fra at engang havde troet på, at psykiatrien var et sagligt og fagligt lægespeciale, har jegbevæget mig 180 grader og er steget af ’psykiatriens motorvej’ og har opdaget en helverden af viden og muligheder. Og selv om det kan være svært at finde ’frakørsler væk fra motorvejen’ så kan jeg varmt anbefale at holde udkig efter dem, for chancen for at komme sig fuldstændigfindes udenfor psykiatrien, og ikke indenfor psykiatrien (sådan som paradigmet er i dag). Det kan være man vender tilbage til motorvejen, men så har man i hvert fald set, at der findes andre synspunkter, og kan træffe et bevidst valg, fremfor at man overgiver sig til en blind tro på at ’psykiatriens motorvej’ er det eneste der findes.

Psykiatrien har en ’sandhed’, en sandhed som en gang sagde ’skizofreni’ er en kronisk, uhelbredelig sygdom. Jeg er et levende bevis for, at det er løgn, og dén sandhed deler jeg med 1000vis af andre som også er kommet sig. Det faktum at det er muligt, og at folk er kommet sig, er værd at blive fejret, for det betyder at du, din nabo, ven eller kæreste også kan komme sig, og det er vel et fantastiskbudskab!