Amerikansk klimapolitik - på randen af sammenbrud

Det første slag for modstanderne af reduktion i udslippet af drivhusgasserne blev allerede vundet i december, da Præsident Obama måtte rejse til København med talegaver, gode intentioner og en smule penge, men uden væsentlige indrømmelser. Hvorefter den resterende verden følgelig måtte rejse tomhændet hjem fra København.

MEN HVORFOR gik det sådan? Svarene er mange og afhænger af, hvem man spørger. Mit svar afspejler, at jeg har mine fødder solidt plantet i den midtvestlige muld i kul- og landbrugsstaten Illinois.

Amerikanerne har andet at tænke på. Skal man tro medierne, store som små, højre- som venstreorienterede, så fylder den økonomiske recession, den medfølgende arbejdsløshed og budgetkrisen meget i amerikanernes bevidsthed.

I vintermånederne tænkte vi på Haiti, i sommermånederne dominerede bekymringen over olieudslippet i den Mexicanske Golf dagsordenen, mens andre, heriblandt eksempelvis sikkerhedsvagten i mit boligkompleks, ser med stor alvor på moské-projektet på Manhattan.

Til sammenligning kom klimaforhandlingerne aldrig til at fylde meget i de amerikanske medier, senest eksemplificeret ved, at udskydelsen af en omfattende klimalov praktisk talt ikke blev omtalt i de landsdækkende medier. Klimaet er ikke hot længere, og en faldende andel af amerikanerne mener, at global opvarmning er et problem!

Det har politikerne fanget. Tag blot den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain fra Arizona, som længe blev set som en engageret forkæmper for reguleringen af CO2-udledningen. På hans kampagneside for genvalg til senatet kan man nu læse, at hans mærkesager er bedre forhold for veteranerne, bedre beskyttelse af de amerikanske grænser og "small government". Forsvundet er al tale om klima og miljø, to emner som var centralt placerede under hans kampagne i 2008.

Man skulle naturligvis mene, at BP-skandalen burde påvirke politikken i en mere "klimavenlig" retning, men det synes ikke at være tilfældet.

Selvom præsidenten og miljøorganisationerne ikke har undladt nogen lejlighed til at fremføre budskabet om at reducere landets afhængighed af fremmed olie, så synes der at være en stor diskrepans imellem amerikanernes holdninger til olieudslippet og deres forståelse af årsagerne.

Fritaget for al mistanke er bilernes størrelse, klimaanlæggene og mængderne af plastikaffald, der hober sig op på lossepladserne. Og noget så simpelt som at udskifte glødepæren med en sparepære er noget, de færreste har gjort. Der er lang vej, både strukturelt og bevidsthedsmæssigt.

I STEDET FOR omfattende restriktioner eller en skat på udledningen af drivhusgasserne introducerede senatets majoritetsleder, demokraten Harry Reid, for godt en måned siden en lov under navnet "Clean Energy Jobs and Oil Spill Accountability Act", der som navnet antyder, var politikernes svar på det, vælgerne efterspørger: arbejdspladser og hævn over BP.

I modsætning til et loft over eller en skat på udledningerne valgte demokraternes ledelse at støtte energiforbedringer i de amerikanske hjem økonomisk, hvilket er langt mindre politisk kontroversielt end en skat, men til gengæld ikke er nær så samfundsøkonomisk effektivt.

Det må endvidere formodes, at netop denne politik gavner demokraternes primære målgruppe: den amerikanske middelklasse. Præsident Obamas pressesekretær, Robert Gibbs, har dog udtrykt et håb om, at der kunne opnås en aftale mellem kongressen og senatet senere i år, når de to kamres love skal koordineres. Hvorvidt det kommer til at ske, er højst usikkert, særligt i lyset af, at Harry Reids "minimumsløsning" blev udskudt til efter sommerferien, og at der manglede republikansk opbakning til projektet.

En alternativ mulighed, der af flere aktører netop er blevet bragt i spil, er, at senatet vedtager en større klimalov under den såkaldte "lame duck session" - perioden efter at det nye senat er blevet valgt, men før dets officielle tiltræden. En forudsætning for en klimalov er dog tværpolitisk opbakning, noget som synes nærmest utopisk på nuværende tidspunkt.

Til december afholdes den 16. konference for medlemmerne af FN?s rammekonvention om klimaforandringerne i Mexico. Her bliver det amerikanske senats kapitulation over for klimasagen formentlig udslagsgivende, fordi det synes urealistisk, at USA kan dokumentere tilstrækkelige fremskridt i forhold til den 17 procents reduktion i CO2-udslippet i forhold til 2005, som blev lovet under klimatopmødet i København.

Tilbage er der at håbe på, at den amerikanske miljøstyrelse – de mange og opslidende retssager, man må forvente, til trods – får succes med at regulere CO2 som en sundhedsskadelig luftart, og at delstaternes regionale klimatiltag lykkes. Det næste store slag kommer til at stå i Californien, hvor vælgerne til november skal til stemmeurnerne for at sige ja eller nej til et loft over udslippet af drivhusgasser.

HVAD ER SÅ VEJEN FREM? Umiddelbart efter klimatopmødet i København havde jeg en korrespondance med en miljølobbyist fra en grøn tænketank i Californien. I emnefeltet havde han skrevet "Cancún already sounds like a loser" som en reference til, at der intet håb var for, at vi ville nå en bindende international klimaaftale i den mexicanske by Cancún.

I stedet mente han, at vi - indtil vinduet i USA og globalt er blevet genåbnet – skal satse mere på kirker, civilsamfundet, privatpersoner, undervisningsinstitutioner og virksomheder, så presset kan blive fornyet, og der atter kan gøres fremskridt hen imod et samfund, der er mindre afhængigt af fossile brændsler og i balance med naturens ressourcer.

En analyse, jeg ikke brød mig meget om dengang, men med de seneste begivenheder i bevidstheden tilslutter jeg mig den.

Adam Bank Lentz studerer miljøvidenskab og miljøøkonomi ved University of Illinois, Urbana-Champaign.