Den katolske kirke i Storbritannien, der er multietnisk og multikulturel, håber, at pavens besøg vil få flere til at søge kirken. Siden det seneste pavebesøg er antallet af præstestuderende faldet til en femtedel
Foran St. Patrick-kirken i Londonbydelen Wapping hænger et stort banner med logoet for pave Benedikt XVI's besøg. Kirken ønsker, at alle i menigheden vil være med til at fejre paven.
"Jeg er begejstret, og du kunne ved gudstjenesten i søndags føle den vidunderlige forventning," fortæller Toby Lees fra kirken.
Han står fredag aften fra klokken 18 til lørdag morgen klokken 6 for en maratonfejring af pavebesøget med blandt andet en taizégudstjeneste, hvor menigheden samles i sang og bøn. 54 fra menigheden vil deltage i den store pilgrimsmesse lørdag i Londons Hyde Park. Derimod har kirken kun fået tildelt seks pladser til saligkåringen af kardinal Newman på søndag i Birmingham. Pladserne er fordelt i forhold til antallet af kirkegængere. Men resten af menigheden vil følge pavebesøget på en storskærm direkte fra kirkebænkene.
St. Patrick er en typisk moderne katolsk kirke. Her har de traditionelle kirkegængere med irske rødder fået følgeskab af folk fra udlandet, som arbejder eller studerer i London. Kirken har eksempelvis lige sagt farvel til en hjælpepræst fra Filippinerne, og i næste uge kommer en fra Ghana. Den katolske kirke i Storbritannien har således udviklet sig til at være multietnisk og multikulturel.
Den katolske tro formidles på hele 110 forskellige sprog i Storbritannien. I Inverness i det nordlige Skotland tilbyder en katolsk kirke således gudstjenester med præster fra Indien, Nigeria og Polen.
Netop polakkerne fylder godt op, og mange kirker har været nødt til at importere polske præster.
Ærkebiskoppen af Aber-deenshire, Peter Moran, tog således turen til Polen for at reklamere for jobmulighederne som præst i Skotland.
"Nogle er fuldt integreret og er som skotter. Andre faldt aldrig til og tog hjem igen," siger han til BBC.
Men de nye præster er ikke uproblematiske. Blandt andre har tidligere ærkebiskop Cormac Murphy-O?Connor advaret mod en parallel polsk-katolsk kirke i Storbritannien.
Importen af præster er ikke kun en nødvendighed på grund af kirkegængerne fra udlandet.
Siden pave Johannes Paul besøgte landet for 28 år siden, er antallet at studerende på de katolske præsteseminarier faldet til blot en femtedel, og sidste år blev der blot ordineret 16 nye præster.
Blandt de yngre generationer møder holdningen til abort, sex før ægteskabet og homoseksuelle kritik.
Men trods kirkens officielle afvisning af homoseksualitet trives en katolsk menighed for homoseksuelle i Soho midt i London. Gennem de seneste fire år har kirken holdt til i en katolsk kirke – med ærkebiskoppen af Westminsters velsignelse. Før var de nødt til at låne en anglikansk kirke.
"Nogle gange kommer folk med tårer i øjnene, fordi de for første gang oplever, at to for dem vigtige elementer, deres katolicisme og deres seksuelle identitet, forenes," forklarer Joe Stanley fra kirken til BBC.
Gudstjenesterne her handler kun om troen – og er ikke en platform for kritik af kirkens lære. Alligevel bliver gudstjenesterne jævnligt mødt af moddemonstrationer fra andre katolikker.
Da Johannes Paul II besøgte landet, gav det en vækst i antallet af katolikker. Kirken gør derfor klar til at modtage nye kirkegængere, som føler inspirationen efter Benedikt XVI?s besøg.
Blandt dem, der fandt den katolske kirke dengang, er Nanette Brown fra Grimsby. Hun er nu en del af det ekstra mandskab, som er indkaldt for at svare på henvendelser fra interesserede.
"Jeg kunne ikke længere vende min ryg til en tro. Det føltes, som om et stykke af himlen var på jorden den dag," fortæller hun om oplevelsen af at overvære messen med paven på Wembley Stadium.
For Toby Lees fra St. Patrick i London er det vigtigste, at pave Benedikt får muligheden for at tale direkte til det britiske folk.
norum@k.dk