I lære som helikoptermor

I sidste uge havde jeg to aftenmøder på skolen. Jeg var også til motionsdag om lørdagen. Og så var der jo lige lektierne. En stil om idolet Caroline Wozniacki, faglig læsning om Grønland samt øvelser i at skrive bogstavet m korrekt.

Og nej, jeg har ikke fået mig et bijob som lærer eller er ved at gå samtlige klasser om. Jeg er såmænd bare kommet i lære som helikopterforælder – som mor til to børn i folkeskolen.

Helikopter- eller curlingforældre er dem, jeg tidligere har rystet på hovedet af og skrevet artikler om. Forældre, der hjælper deres børn med alt fra at binde snørebåndene, når de er små, over skoleopgaverne for til sidst at udfylde papirerne for dem, når de søger ind på universitetet.

Egentlig synes jeg ikke, det er nogen god idé, for jeg mener jo dybest set, at børn skal lære at stå på egne ben, prøve at klare tingene selv og opleve succesen, når det lykkes – helt alene.

Men nu er det bare sådan, at min familie er blevet ramt af virkeligheden i skikkelsen af den danske folkeskole. En god en af slagsen, men også en skole, der forventer, lad os bare kalde det et lidt større engagement, end da jeg var barn. Da kunne mine forældre nøjes med at komme til det årlige forældremøde og det, man dengang kaldte konsultation.

I dag er forældrene på. Flere gange dagligt modtager vi beskeder vedrørende vores to børn på skolens intranet, og det kan handle om alt fra lektielæsning til et nyt luseangreb eller tilmelding til sfo-aktiviteter. Dertil kommer forældremøder to gange om året, to årlige skole-hjemsamtaler, tre årlige trivselsmøder med ditto arrangementer, der kan være alt fra en skøjtetur med klassen og dens familier til en hytteovernatning. Alt dette skal så ganges op med antallet af børn i husstanden, og dertil kommer det løse. For mit vedkomende et medlemskab af skolens bestyrelse.