Hopes bue stryger de humanitære strenge

Han er så opslugt af fortællingen om koncertens baggrund og historie, at det næsten forekommer væsentligere end det faktum, at det er et smukt og velkomponeret stykke musik. For det er historien bag værkerne, der også driver Daniel Hopes virke på scenen.

I 2008 arrangerede han for eksempel en mindeaften for Krystalnatten i 1938 i Berlins nedlagte Tempelhof Lufthavn. Pengene fra koncerten gik blandt andet til oplysning af unge om racismens mørke sider. Han har desuden arrangeret støttekoncerter til fordel for bevarelse af regnskoven. Og så har han viet et helt koncertprogram til ofrene fra koncentrationslejren Theresienstadt.

"Folk skal gøres bevidste om fortiden. Samtidig er der i mange europæiske lande lige nu en tendens til, at man politisk rykker mod højre. Derfor har de, der ikke tror på den højredrejning, et ansvar for at minde verden om, hvad der tidligere skete, da folk rykkede mod højre. Så jeg trækker fortiden frem og viser dens relevans for vores nutid og fremtid," siger han og fortsætter:

"Det er i sig selv fantastisk at spille musik, at folk kan lide dig, at du har et godt liv og et godt job. Men det er også vigtigt at bruge musikken til noget andet. Musik samler folk, og så er det kunstnerens ansvar at overbringe et budskab til dem."

Lige uden for solistværelset sidder en af kilderne til violinistens humanitære engagement – hans far, Christopher Hope. Det er ham, der har lært Daniel Hope at tage stilling og råbe op, når der er noget i samfundet, han mener, der bør laves om.

Daniel Hopes anden humanitære skolemester er ingen ringere end den verdensberømte violinist Yehudi Menuhin. Det var ham, der opdagede den unge Hopes talent. Allerede som 11-årig spillede Daniel Hope således duetter med Menuhin, og han var solist, da Menuhin som dirigent gav sin sidste koncert i 1999.

"Så jeg var omringet af Menuhins humanitære styrke og energi, som var helt fantastisk. Han havde en åbenhed over for andre kulturer og musik, der var meget inspirerende," siger Daniel Hope.

Menuhin var som mange af historiens største violinister jøde. Hope selv er katolsk døbt, protestantisk konfirmeret og halvt jøde. Og musikalsk er det da også de jødiske komponister, jødiske musikere og den jødiske historie, der inspirerer ham og leder hans bues gang.

"De jødiske komponisters musik har, hvad jeg vil kalde en særlig jødisk lyd, hvilket betyder en særlig måde at kommunikere sjælen ud gennem musikken på. Jøderne kalder det latter gennem tårer. Så musikken kan være glad, men der er altid en melankoli bag – formentlig på grund af den jødiske historie og jødernes lidelser gennem historien," siger han og fortsætter:

"I den jødiske tradition er sangen en meget væsentlig del af det at fortælle en historie. Violinens lyd er den, der kommer nærmest en sangstemme. Så man har med violinen forsøgt at kopiere det udtryk, der kom ud af sangstemmen. Historierne er blevet fortalt så følelsesladet på violinen, at det virkelig er kommet til at præge den klassiske musik."

Aftenens komponist, Benjamin Britten, er ikke jøde. Til gengæld spillede han sammen med Yehudi Menuhin for de tidligere tilfangetagne i den tyske koncentrationslejr Bergen-Belsen efter befrielsen i 1945. Så når Daniel Hope i aften atter går på scenen i København, må cirklen siges at være sluttet.

holtze@k.dk

Koncerten bliver anmeldt i Kristeligt Dagblad i morgen