Som anmelder må man konstatere, at vi lever i en tid, der udvikler overarmene. Over 1400 sider nu. Vægten, vi taler om, er sværvægt. I enhver forstand.
Den fysiske tyngde opvejes hurtigt, når man tager fat på læsningen af disse smukke bind om Nicolas-Henri Jardin (1720–99). Naturligvis skal man vide noget i forvejen, kende sine Frederikskirkeprojekter – det vil sige Marmorkirken – og man må gerne kunne engelsk og fransk på et fornuftigt niveau, men sådan er det, når der er tale om en disputats, der forsvares i dag. Hvis man tænker disputats som noget tørt og som noget med billigt tryk og udstyr, så må man skuffes. Museumsinspektør på Nationalmuseet Ulla Kjær er med sin bog gået hele vejen. Der er ikke sparet i dette værk. Heller ikke på kvaliteten af den sproglige formidling.
Nicolas-Henri Jardin uddannedes på det prestigefyldte franske kunstakademi og vandt 1741 den store pris, der medførte, at han kunne færdiggøre sine studier og afslibe sin kunnen i Rom. Her lå antikken åben for enhver, men hvad skulle man bruge den til – og hvordan? Var det entydigt, hvad ruinerne talte om til nutiden? Og var det givet, at den romerske arkitektur var den universelle? Hvad med den mere rene og klare græske, der var mindre belastet af historien? Hvad med det, vi kalder klassicismen, altså den mere eller mindre autoriserede udgave af en efterlignet antik arkitektur med dens søjleordener? Hvor mange søjleordener – for øvrigt?
Spørgsmålene til, hvad klassicisme og særligt nyklassicisme var, tårnede sig allerede i samtiden op. Ulla Kjær giver en forbilledlig og præcist formuleret vurdering af, hvor accenterne og interesserne i klassicismerne og nyklassicismen ligger.
Frankrig havde overtaget det kunstneriske førerskab fra Italien i 1650'erne. Der var dog tale om en særegen opblomstring af arkitekturen i Rom ved midten af 1700-tallet.
Rokokoen havde ikke indfundet sig, skønt nogle forskere påviser en indskrumpning af barokkens former til det, der er benævnt "barochetto", men resultatet var, at besindelsen siden 1670'erne medførte en eksplosiv, storladen og voldsom ny- eller senbarok i Rom. Hvilket man atter ikke må sige, fordi man da falder i den stilistiske fælde. Samtidig med denne opblomstring virkede venezianeren Piranesi i Rom, hvor han omsatte fortidens ruiner i suggestive grafiske visioner af en arkitektur, der nok var fortidens, men også på en måde fremtidens. Fortidig og tidløs, universel, sublim – transcenderende en tidsbundet smag og stil.
Piranesi tegnede dog mere arkitektur, end Kjær fremdrager. I 1992 udstilledes hans storladne tegninger til koret i Laterankirken på Det Amerikanske Akademi i Rom. Her så man netop hængslerne og tributten til den mest genialske af alle de romerske barokarkitekter, Borromini. Det er nok en detalje, men man må jo gøre noget for at finde en lille brist eller mangel i det helt overvældende dokumentations- og tankearbejde, værket fremlægger.
Måske synes man, det er en petitesse, fordi man som dansker ydmygt kvier sig ved at indrømme, at vi i København har haft en arkitekt af et meget lille – og selv i europæisk sammenhæng – udsøgt kuld. Faktisk næsten den eneste af en skole, der knap var og blev – den faktiske Piranesiskole.
Sagen er nemlig, at Jardin i 1754 af Frederik V kaldtes til Danmark for at færdiggøre Marmorkirken i Frederiksstaden. Eigtveds geniale projekt var blevet afvist – blandt andet fordi døren til almindelige folk var for lille. Så prøvede man med den største og travleste franske arkitekt – og den danske barokarkitekt Thura, men valgte så til slut Jardin. Hvad han kom med, var så sært, at det måtte sendes til udtalelse i Paris og Rom, hvor Jardin gennem breve søgte at påvirke bedømmerne. Hans mægtige monolitiske stil var voldsom; det kunne arkitekten nok selv se. Han havde faktisk betinget sig ikke at stå under kunstnerisk opsyn. Han tog chancen, men fik også en ny chance for at tegne om og videre på projektet, der endelig blev standset i 1770.
Ideologien omsattes ikke i sten. Kjærs bog omhandler hele værket, hele professoratet på det københavnske akademi, bygningerne i Frankrig – stort og småt. Jardin mestrede det hele.
Er der virkelig ikke nogen – ude eller hjemme – der har set Jardins egentlige storhed og styrke? Jo og nej, for såvel stilhistorien som patriotiske og siden nationale strømninger har gjort det næsten umuligt at nærme sig Jardin. Man kan dog spørge, om ikke Ulla Kjær løber halvåbne døre ind, idet hun accepterer Christian Ellings resultater med hensyn til Jardins romerske baggrund. De er virkelig dygtige og øjenåbnende. Elling så og påviste faktisk, at der var noget helt nyt og mægtigt, sublimt, til stede i Jardins arkitektur, men Kjær kritiserer Elling for ikke at frigøre sig helt fra stilistikkens kassetænkning. Men sjovt og sympatisk nok indrømmer forfatteren selv tidligere at have været i den fælde.
En arkitekturhistoriker, der stort set har undgået den, er ifølge Kjær Hakon Lund. Er der antydning af infight mellem nogen, er det mellem Kjær og Elling. Og det er på alle måder forståeligt, fordi den skarpe galler Christian Elling endnu i mands minde inkarnerede de stensikre og nærmest uigendrivelige sandhedsdomme om al kunst og arkitektur i Danmark. Dertil kom, at han skrev smukt, på kanten af det manierede. Med lysende fransk mådehold og saglig elegance udfordrer Ulla Kjær sin forgænger, Elling.
Det er en fornøjelse at læse så smuk og varieret dansk sagprosa. Her er tale om et værk, der tør gå til biddet og på en fast bund i grundige studier vover at ændre cementerede meninger. Bliver Ulla Kjær ikke doktor af det, så er der intet, der står fast i Danmark.
Ulla Kjær: Nicolas-Henri Jardin – en ideologisk nyklassicist, 1428 sider (2 bind) 750 kroner. Nationalmuseet/Syddansk Universitetsforlag.